Dette er tekstversionen af HOPE 2013 Hanne Brammer Pedersen
Klik her for at komme til den grafiske version af HOPE 2013 Hanne Brammer Pedersen

Forside - Læs op - Sitemap


HOPE 2013 Hanne Brammer Pedersen


Udvekslings ophold til Finland fra 12. maj til 13. juni 2013

Engang i efteråret kom tilbuddet: Kunne du tænke dig at komme 1 måned på udveksling i et Europæisk land for at lære om patientsikkerhed? Ja for søren, det kunne være spændende, siden er tiden gået med ansøgning, og tildeling af værtsland, tjek af om de engelske kundskaber er tilstrækkelige og ikke mindst egen forberedelse af hvordan vores eget patientsikkerheds system virker i detaljer.

Jeg er så heldig at skulle til Turku i Finland hvor de har lavet et fint program. Jeg har desuden ønsket at følge en "front" sygeplejerske både i hjemmeplejen og på en sengeafdeling, for at få et indtryk af hvordan patientsikkerhed udmøntes i den direkte patientpleje.

Hvis der er spørgsmål eller kommentarer så skriv endelig til mig, måske kan jeg svare?!

Min mail adresse er: hanne.brammer.pedersen@rsyd.dk


1. Uge i Finland
Så er det blevet fredag i uge 1 som udvekslings deltager med HOPE i Finland, på en måde en uge som er blæst af sted og på den anden side er der sket så meget at det ikke er til at forstå at det ”kun” er 5 dage siden jeg sad i Kastrup og var nervøs.

Vi er 14 deltager her i Finland, vi repræsenterer 8 forskellige lande og er fordelt i 6 forskellige byer. Her i Truku er vi 4, jeg er sammen med Majda som er sygeplejerske fra Slovenien, Jose læge fra Madrid og Apard, læge og hospitals direktør på et lille lokalsygehus i det østlige Ungarn, en broget flok, men tilsammen får vi meget at vide fordi vi hver især ved noget og kan spørge dybere. 

Dagene i første uge er gået med at få information om det finske sundhedsvæsen, på systemplan, fra lovgivning til struktur for universitets hospitaler og kommunehospitaler, om det finske sygesikringssystem og undervisningssystem inden for sundhedsuddannelserne. I Finland har sygeplejerske uddannelsen været en universitets uddannelse i 120 år!!!

Her i Finland taler de meget om ”udkants Finland”, de har de samme problemer som hjemme, afstandene er bare temmelig meget større.

Finland har ikke regioner, kun stat og kommuner, hvis en borger bliver syg er det kommunerne som betaler, altså hvis en borger i en lille nordfinsk kommune bliver alvorligt syg så kan kommunen næsten blive ruineret, de fortalte om et tilfælde hvor en borger havde kostet resten at kommunens 299 indbyggere over 400 euro hver, så der har nok ikke været meget tilbage til asfalt og skole efter den omgang!!

Lovgivningsmæssigt er de enige om at dette er uheldigt, men har ikke kunnet blive enige om en anden måde at løse problemet på til nu.

Vejret har været helt fantastisk i dag, 20 grader og sol, træerne er ved at springe ud, man kan næsten høre græsset gro.

Finnerne har næsten alle samme hudfarve i ret lyse nuancer (læs blege), og i dag er jeg sikker på at rigtig mange vil ligge lyserøde i deres senge og brænde, for de smider tøjet så snart de tager handskerne af!! Majda more sig meget, fortæller at det er som at se Skandinaver og Tyskere ved Adriaterhavet, jeg tror hun et øjeblik glemte hvor jeg kommer fra, hi hi.

Finnerne sige vi skal nyde det nu for senest på onsdag kommer myggene, i supermarkedet har de stillet store mængder af myggespray klar, så måske gælder det om at bevæbne sig.

Når man stopfodres med informationer om et land er der meget at genfortælle, ikke kun det man bliver fortalt men også det man ser og fornemmer, det vil jeg forsøge at give videre uden at udlevere nogen ret meget.

Finner og Vest jyder har en del til fælles, man kan sagtens være sammen uden at tale, en disciplin man som dansker behersker nogenlunde (selv en fynbo), men en spanier kan have det vanskeligt. Sydeuropæiske mænd forstår at være belevne, holder døre, kvinder først, kvinder kan ikke finde vej og skal guides. Her rækker mine evner ikke ret langt, kommer hele tiden til at gå sidst, vil også studere bykortet når vi skal fra a til b, har regnet bussystemet ud før de herre og kommer til at tvivle højlydt på deres retningssans, øv der er noget at indhente, Majda er klart bedre i denne disciplin.

Majda og jeg bor på kollegium sammen, vi deler køkken med 2 unge gutter, Christian som er fra Tyskland Kiel, og studere international jura og Dimitri fra Rusland som er i gang med en Phd og kønnenes rettigheder i samfundet (eller noget i den retning) han kan disciplinen at fortælle uden at man helt ved hvad han selv mener, men det er måske en overlevelses strategi, hvem ved? Jeg håber det lykkes at få lidt at vide om hvordan Rusland er at leve i nu.

Det gennemgående træk ved denne uge er at jeg er træt hver eneste aften, jeg falder ikke i søvn, jeg besvimer! Alt forgår på engelsk så i mit hoved summer det også på engelsk, desværre mangler jeg ord for mange af de tanker jeg muligvis kunne have haft!!

Kittos for jeres interesse for min tur, og moi moi

Kærlig hilsen Hanne


2. Uge i Finland
Så fløj uge 2 i Finland af sted. Jeg har knap været så træt, jeg har været lidt omkring og set lidt af omegnen, jeg har fået buskort og ikke cykel og der er stadig ingen myg.

Fagligt har ugen handlet om patientsikkerhed på Universitetssygehuset, i primærområdet og forskning på dette område. Derudover har der været besøg på forskellige afdelinger og hos Finsk Røde kors som står for blod donation i Finland.

Finland har samme system som os omkring UTH, de kander det Hai Pro, det er opbygget nøjagtig ens og bruges både af sygehuse, i primær og patienter har også mulighed for at sende Hai Pro rapporter. Som hos os er det medicin administration som er det store problem alle steder.

På sygehusene forsøger de at løse det ved at være 2 om at doser, en som aktivt gør det og en som tjekker, de dosere til 1 døgn, når medicinen deles ud i næste vagt er det en 3. som også tjekker, ved forespørgsel i en afdeling fik vi at vide at 2. og 3. tjek nok mest var at tælle antallet af piller da medicin som hos os ofte skifter navn og udseende efter hvilket præparat der er billigst.

Medicinen blev doseret i farvede glas så aftenmedicinen lå i det grønne, natmedicin i de røde osv.

Medicinen opbevares i skuffer efter præparat navn, altså ingen nr. som vi har, og da vi så på, havde den spl. som doserede, stillet de mest anvendte præparater frem på bordet så det gik lidt hurtigere.

De dosere efter papirlister som printes x1 i døgnet fra journalen og det er spl. som laver listen, den skal dog godkendes af afdelingens læge.

Alt i alt syntes jeg måske vi er længere og at sikkerheden ikke umiddelbart ser bedre ud.

Hvert 3. år skal alle som deler medicin ud lave en elektronisk test som er beregnet til at tage 4-5 timer, man må prøve 6 gange, hvis man ikke består, kan man først prøve at tage den om 1 år efter. Denne medicintest skal bestås sammen med en praktisk test hvor en særlig uddannet og uvildig spl. ser på om man gør alt korrekt Består man ikke prøven må man ikke dele medicin ud!

I primærområdet, som også inkludere kommunehospitalet, havde de til nu i år haft 300 igennem og ca. 10% var dumpet.

Som et element i patientsikkerheden har de også patient forløbsbeskrivelser, som vi har. De var bare så smarte at de elektronisk var designet så Infonet var indarbejdet i dem, det kunne vi måske godt ønske os for overskueligheden om at gøre.

Det er ikke muligt at beskrive alt man høre og ser, men jeg vil dog fortælle lidt om organiseringen af hjemmeplejen.

Turku er en by med ca. 150.000 indbyggere, i den køre der hver nat en bil med 2 sygeplejersker/SSA'er for at tilgodese plejen af døende og andre som måtte have behov for assistance!! Det køre der også i Middelfart kommune med 30.000 indbyggere.

Familielægen kører aldrig hjem til borgerne og der findes ikke en vagtlæge ordning, altså hvis nogle mangler hjælp efter kl. 16 er det på skadestuen på universitetshospitalet. Hjemmeplejen har ansat 2-3 læger som hjemmeplejen kan trække på ved behov i dagtimerne, denne kommer også ud til patienterne hvis der er behov. På kommunehospitalet har de en Geriatrisk dag afdeling hvor der er læger tilknyttet, her kan gamle som hjemmeplejen skønner har behov, komme hen og få vurderet deres behov for pleje/behandling.

1 Spl. og 10- 15 SSA’er danner sammen et team som tilsammen passer ca. 50-60 borgere, der er 53 teams i Turku. De registrere hvornår de kommer og går hos borgerne, ud fra dette og ud fra borgenes indkomst skrives der en regning, kun hvis borgeren ingen penge har eller har behov for meget hjælp skal de ikke betale.

Hjemmeplejen tager sig ikke af rengøring, dette kan borgeren selv bestille hos en privat leverandør sammen med evt. madordning. Nødkald er administreret at et privat sikkerheds firma som måske har ansat sygeplejersker!!!

Og så har finnerne ingen Sambo, det skal vi bare være glade for vi har, og stolte af, for det fungere nu godt.

Finnerne betaler også meget i skat, bare lige for at sige det.

Jeg kunne skrive en roman, men vil gennem lidt til jeg bliver gammel, gammel bliver de også i Finland, deres befolkning ældes som vores, her i Turku er over 50% over 65år. Arbejdsløshed kender de også, men også mangel på faglærte inden for forskellige områder, bl.a. Sundhedsfagene, så hvis nogle skulle have lyst til at prøve lykken i Lapland eller et andet ”udkants Finland”, så tilbydes der Finsk kurser og billige huse. Jeg skal hilse og sige Finsk ikke lige er til at gå til, hvem kan f.eks. gætte at Punainen Risti er Røde Kors, at Kittos er tak eller Moi er hej, forestil jer at lede efter kantinen på et hospital, ekspresbussen til lufthavnen eller andet vigtigt, heldigvis kan rigtig mange Finner engelsk og er søde til at hjælpe.

Näkemiin Hanne


3. uge i Finland
Det er stadig sommer i Finland, 20 til 25 grader og for det meste høj sol, myggene er så småt ved at være her, ikke i hobetal her i Turku, men i Rovaniemi er det en helt anden snak! Med hensyn til sommeren, så får vi at vide at det er usædvanligt med dette skønne vejr, det kunne let have været 10 grader og regn, og i Rovaniemi sne.

Det er blevet søndag og ikke fredag jeg skriver og det er jo nok fordi der kommer mere og mere aktivitet på, jeg er udmattet og kan ikke finde et roligt øjeblik hvor jeg kan nå at tænke mig lidt om, men det er først og fremmest fordi det er med at få alt med både fagligt og socialt!!

Siden sidst har jeg været 4 dage i Rovaniemi, i den sydlige del af Lapland ved siden af Finlands længste flod Kemijoki. Julemanden bor her ifølge finnerne, jeg tror nu han var en snyder for han tænkte kun på at få penge op af lommerne på os da vi besøgte ham, og sådan er vores julemand jo ikke vel? Se biled

Formålet med turen til Lapland var først og fremmest, at vi 14 som er gæster i Finland skulle mødes og starte på at lave en præsentation af det Finske sundhedsvæsen. Det skal fremlægges i Haag d. 11-6. (der er 26 andre hold som også skal fremlægge om deres værtslande, så det skal være godt for at vi ikke falder i søvn.) Selv om vi ikke havde mødt hinanden ret meget før, var vi rigtig gode til at samarbejde, det var en rigtig god oplevelse at det kunne lade sig gøre, men også at analysere hvorfor. Det har noget at gøre med, at der er nogle som tager lederskab uden at diktere, at alle høres, at man ikke snakker i munden på hinanden og at man hele tiden holder målet foran sig.

En af grundene til at det gik så godt var måske at vi, før vi startede, var til simulatortræning i at samarbejde. Simulatortræning er noget de bruger meget her i Finland, jeg mener også man anvender det i Danmark som en del af uddannelsen til narkose sygeplejerske og man kan sige at vores hjertestops undervisning er lidt i den boldgade. I Finland bruges der ikke kun tid på at øve, det meste af læringen forgår bagefter ved supervision.

Vi blev delt i 3 hold, et hold reddere, et hold på skadestue og et obs. hold. Senen var en iskold bjergtop i snevejr hvor en person findes bevidstløs, rummet var kølet ned til 0 grader, der blev vist en film af omgivelserne i 3D, rederholdet og skadestue personalet var i de rette uniformer og patienten var en dukke som kunne fjernstyres til at få alle mulige symptomer. Alt dette gjorde situationen meget livagtig og alle kæmpede det bedste de havde lært. Det blev lidt kaos og jeg tror måske patienten døde af kulde (hvis det havde været rigtigt), men når man tænker på at vi er 10 forskellige nationaliteter og alle mulige fagpersoner med vidt forskellige forestillinger om hvad læger og sygeplejersker laver, var det helt vildt så tydeligt det var, at hvis man samarbejder og hele tiden siger højt hvad man agter at gøre, så når man langt.

Uden at afsløre for meget, vil det være noget af den oplevelse vi vil få, når vi skal i gang med kommunikationskurset til efteråret.

Den sidste del af ugen var vi tilbage i Turku, i børnehospitalet med neonatal afdeling, fødeafdeling, gynækologi og hvad der nu høre til den del at et sygehus. Vi så en lille nyfødt pige frisk og fin.

Her var det vigtigste emne at forsøge at involvere patienterne mest muligt, så de kan tage så stort ansvar som muligt for at undgå hospitalisering og dermed infektioner og fremmedgørelse af den nyfødte. Det var rigtig spændende og jo også noget som jeg mener vi er opmærksomme på, men som jeg tror vi skal arbejde meget mere med. Det at forstå patienternes egen strategi for smertebehandling og understøtte den i stedet for at give ensrettede retningslinjer kunne være en vej. Måske skal vi spørge patienterne om hvordan de forstiller sig at trappe ud af det smertestillende og så vejlede ud fra det?

I fredags oplevede vi lige det modsatte af godt samarbejde og trivsel. På universitetshospitalet, TYKS, har de lige åbnet en fælles skadestue og modtagelse. Skadestuen var før på både på kommunehospitalet og TYKS, så samtidig med at de har indført en ny struktur har de også sammenlagt 2 kulturer og lederne har vist mest arbejdet med at lave de fysiske rammer og retningslinjer uden at personalet er inddraget. Dem vi snakkede med fortalte pænt om visionerne, og så fortalte de mellem linjerne hvornår de ville løbe deres vej. Puh ha, der er ikke sjovt at være lige nu. Den slags sker jo også andre steder, Odenses fælles skadestue var vist heller ikke sådan lige at skubbe i gang.

På det sociale felt, ja så har den stået på sauna (kvinder og mænd adskilt) iskold badetur i Kemijoki 3 uger efter de sidste isflager sejlede forbi, vi har været i Skærgården og den er helt fantastisk flot, vi har set rener, elg og i vores have kom der en ræv forbi. I dag har vi været på tur på ”fastlandet” i skove og ad små veje, og her er myggene i den grad til at få øje på.

Som det sidste i denne omgang vil jeg fortælle lidt om Finske spisetider. En Finne vil til enhver tid sige at morgenmad er det vigtigste, det spises hjemme, kl. 11.00 er der så lunch her går alle i kantinen og spiser en to rettes menu som hvor mor lavede dem, Børnehavebørn og skolebørn får et tilsvarende måltid i skoler og børnehaver, så når man kommer hjem spiser man et let måltid sammen ved 17-18 tiden. Altså laver Finner kun varm mad i weekenderne og når de er gået på pension!! Der tales meget om at gamle er underernærede når de indlægges, det kan jeg på en måde godt forstå, hvis det at lave mad i hverdagen er noget man tilegner sig som pensionist, er det vel noget man hurtigt fralærer igen? Der er utrolig lækkert at få mad kl. 11.00, når man først lige vender sig til det!!!

Kærlig hilsen Hanne


4. Uge i Finland

Det var så den sidste uge i Finland, på en måde er tiden fløjet, på en anden måde er det ikke til at forstå der ikke er gået længere tid.

Det er fredag, kufferten er pakket og jeg skal hjem og holde weekend, i næste uge er der fælles konference i Den Haag i Holland, hvor alle som har været med HOPE på udveksling skal mødes. Meningen med konferencen er, at dele vore erfaringer fra de forskellige Europæiske lande.

Det er ”sommerFinland” vi forlader, 20- 25 grader, masser af myg og masser af mennesker udenfor som hygger sig ved stranden og langs Aura åen i Turku. Vi har holdt evalueringsmøde i dag, ved kommunens ”sommerhus” på en lille ø ca. 20 minutter i bil fra Turku centrum. Huset ligger i vandkanten med skov omkring, vi blev budt velkommen af en Nattergal, efter at have besigtiget huset, som er indrettet til at holde møder i for max 30 personer, og den alle steds nærværende sauna, sad vi på badebroen ud mod Skærgården og fik kaffe. I disse omgivelser er der ikke meget at kritisere, og det har der på ingen måde været grund til.

Jeg har besøgt en rygkirurgisk afdeling som vores i ugens løb, det var naturligvis meget spændende, desværre havde de kun tid til at jeg var der 2 timer ( det blev 2,5, for de syntes også det var sjovt!!)

Der var en afdeling med 16 sengepladser, elektive patienter som vores og nogenlunde samme slags patienter. På det ortopædiske hospital har de heller ikke intensiv, men kun er slags overvågnings afdeling, altså må de, som os, indimellem flytte patienter som bliver dårlige til der nærliggende Universitets hospital. Som hos os, syntes de egentlig at det går. De måler værdier på pateinterne de første 2 postoperative dage, men har ikke retningslinjer for hvornår patienterne er kritiske.

Med de 16 sengepladser har de 2-4 operationer om dagen, de store I-deser overnatter på en slags overvågnings afdeling den første nat. Prolaps patienterne går i reglen hjem 2. post op. dag og alle patienter får en liggende transport hjem, de må nemlig ikke side i en bil de næste 4 uger!!! Her skal det dog bemærkes at afstande i Finland er store, de får patienter fra en radius på 4-500km inkl. Skærgården.

Når patienterne er opereret skal de forblive i sengen til næste dag bortset fra Prolaps patienterne som må komme op efter 6 timer, hvis de kan! I-deserne må ikke komme op før der er taget kontrol rtg. Ja, det er jo lidt anderledes, men til gengæld her de næsten aldrig patienter som besvimer, måske 1 pr. måned!! Lisbeth M har altså ret når hun siger at det at besvime, kan være prisen for at komme hurtigt op.

De fleste UTH rapporter de laver er om trykmærker i ansigtet på patenterne post op. Medicin fejl er ikke så almindelige, eller de opdager dem ikke?! Al medicin doseres efter lister der i første omgang laves af den sygeplejerske som laver indlæggelsessamtalen, ca. 2 uger før indlæggelsen, det smertestillende ordineres efter op. af narkosen. Nu kommer det spændende, al medicin doseres af en farmaceut til hele døgnet og deles ud af sygeplejersker eller SSA.

Vi har også mødt et par sygeplejersker som forsker i vores fag, de har samme det samme problem, som jeg syntes vi har, det at få forsknings resultater til at blive til virkelighed og måske også om der forskes patient nært.

Ikke mere herfra Finland.

Moi Moi Hanne




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk