Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

HOPE rejsebrev 1

HOPE-udveksling i Portugal, Lissabon – 2012.

Afrejse fra Danmark søndag den 13. maj med ankomst til Lissabon kl. 22.50. I lufthavnen blev jeg hentet af den nationale koordinator, Francisco – den ansvarlige for alle HOPE-deltagere i Portugal. Herfra blev jeg kørt til stedet, hvor jeg skal bo de kommende 4 uger. Undeervejs blev jeg vist supermarked, metrostation, apoteket, posthuset og den nærliggende park. Inden han forlod mig, sikrede han sig, at alt var i orden, og vi aftalte et mødetidspunkt næste dag. Stedet hvor jeg bor er et slag kollegie (residence) for studerende ved universitetet. Jeg har fået et værelse med bad og toilet i forbindelse med værelset og endda en lille balkon, hvor der er morgensol. 

Mandag den 14. maj mødtes jeg med Kristina fra Letland, som netop var ankommet. Vi skal følges ad og har samme program de næste uger. Francisco, som netop havde hente Kristina i lufthavnen, tog os med til metroen, hvor vi fik købt hvert vores metrokort og efterfølgende på en tur til centrum af Lissabon. Her fik vi en sen frokost ved floden i skønt solskin, og hørte lidt mere detaljeret om programmet de næste dage. Da vi var færdige, blev vi anvist en metrostation og måtte så se, om vi kunne finde ”hjem” derfra. Det lykkedes uden problemer.

Tirsdag den 15. maj blev vi igen hentet af Francisco, som fulgte os til det ene (Pulido Valente) af to hospitaler vi er tilknyttet. Det er en enhed ”Hospitalar du Northe Lisboa”, men tidligere to hospitaler – hhv. Pulido Valente Hospital og Santa Maria Hospital - som nu er fusioneret og derfor beliggende på to matrikler. Pulido Valente er det mindste og ældste af hospitalerne, fra 1910 og Santa Maria er langt det største og fra 1954.

Hovedindgangen på Hospitalar Pulido Valente

 Vi blev modtaget af en noget nervøs (tror jeg) Fernanda, som skulle modtage os og vikariere for den lokale koordinator Margarida, som var syg. Da hun havde sagt velkommen på sit sparsomme engelsk, skulle vi mødes med den/de ansvarlige for uddannelse af primært sygeplejersker men også andet personale på hospitalet - Dolores og Vanessa (begge sygeplejersker). Mødet blev holdt i direktionens mødelokale, som var møbleret med med meget gamle, tunge møbler og med polstrede stole – sådan lidt ligesom spisestuemøblerne på gamle slotte), så vi var ikke i tvivl om, at vi blev fint modtaget.  Dolores var en midaldrende dame, som kom i sin kittel (hvid nederdel med tilhørende overdel, nylonstrømper og små pumps) og Vanessa en yngre sygeplejersker (også i kittel, men som vi kender det). Her fik vi først en overordnet introduktion til hospitalet på udmærket engelsk. Samlet er der ca. 6700 ansatte, her af ca. 2000 sygeplejersker, 1350 sengepladser. Hospitalet er i øvrigt specialeindelt således, at nogle specialer kun findes på det ene af hospitalerne og andre som fx medicinske afdelinger, intensiv, intermediære afsnit, operationsgang osv. er på begge. Patienterne modtages primært på Santa Maria via skadestuen og fordeles derefter ud fra specialer, eller hvor der er plads. ”Hospitalar du Northe Lisboa” har 6 tilhørende ”health-centers”, som også indebærer hjemmeplejen. Sygeplejerskeuddannelsen er lidt anderledes, idet der både er offentlige- og private sygeplejeskoler. Men ellers minder opbygning, praktik og praktikvejledere om det vi kender fra DK. Både Dolores og Vanessa tager sig, foruden planlægning af sygeplejeuddannelsen, også af interne uddannelsesprogrammer for en faggruppe som minder om sygehjælpere.

Herefter blev vi vist til ambulatoriet, hvor vi blev vist rundt af Martha, sygeplejerske. I ambulatoriet har de alle specialer både medicinsk, ortopædkirurgisk, anæstesiologisk, cardiologisk, geriatris osv. Her fandt vi ud af, at patienterne betaler for deres konsultaioner samt eventuelle supplerende undersøgelser. Dog er betalingen afhængig af inkomst, så der er også patienter, som ikke betaler noget. Sygeplejerskerne i ambulatoriet har selvstændige sygeplejekonsultationer fx i forbindelse med allergiudredning med prik-tests. De har også selvstændige ambulatorier med undervising af patienterne med diabetes, brug af CPAP m.v.

Efter frokost overtog Vanessa og viste os rundt på henholdsvis medicinsk afdeling, opvågningsafdelingen (for dagkirurgiske patienter), intensivafdelingen, opvågningen i forbindelse med operationsgangen og til sidst på kirurgisk afdeling. Afdelingerne fremstår lidt gammeldags, knap så godt vedligeholdt og med ældre udstyr, men ellers fungerer de generelt som i DK. Dog har alle sengeafsnit intermediære pladser, hvor patienterne passes af det almindelige sygeplejepersonale i afdelingen. Alle steder blev vi modtaget positivt, og oplevede kun, at personalet var imødekommende og gerne ville fortælle om deres arbejde.

Efter denne rundvising var vi færdige for denne dag. Det vil sige, at Kristina og jeg skulle mødes med Francisco og Eric fra Letland og Sofia (lokal koordinator for Eric) til en velkomstmiddag, hvor vi deltager i Lissabon kunne møde hinanden.

Onsdag den 16. maj blev vi igen hentet af Francisco og kørt til Sofia og Eric for, at vi sammen kunne besøge et helt nyt hospital ”Beatriz Angelo” lidt uden for Lissabon.

Hospital Beatriz Angelo                                                                                                                        Kristina – Estland, Sofia – koord., Erics – Letland.  

Det var spændende at besøge, og hvor var det flot, og hvor var der god plads alle vegne. Alting var splinternyt – også alt udstyr. Hospitalet blev taget i brug for 2½ måned siden, så det var knap nok fyldt op med patienter. Der er på nuværende 430 sengepladser, men antallet forventes at stige allerede i det indeværende år.

Det specielle ved dette hospital er, at selv om det er et offentligt hospital, bliver det administreret og drevet af en privat virksomhed. Det er ikke nyt for portugiserne, det har de prøvet flere forskellige steder, og resultaterne afhænger vist af, hvem man spørger. Umiddelbart lyder det dog til, at det overvejende er positive resultater. Virksomheden, som står for den overordnede opbygning og branding af hospitalet har 30 årige kontakter det offentlige, og de personer, som står for selv driften har 10 årige kontrakter.

Hospitalet skulle angiveligt være papirfrit, men der har de stadigvæk nogle udfordringer, som ikke skyldes, at de ikke har et velfungerende  system, men derimod, hvilket de selv påpegede, at det er svært for dem at påvirke primært lægegruppen til at bruge det!

Et skærm billed af It-systemet, som rummer alle oplysninger, prøvesvar, ekg, rtg, medicin, præhospitale værdier, al monitorering fra rpæhospital, skadestue, intensiv osv. lagres i systemet.

 Under vores rundvisning kom vi forbi intensiv og intermediært afsnit, skadestuen og til sidst en almindelig sengeafdeling. Alle steder var der foruden enormt god plads også integrerede isolationsstuer med sluser og mulighed for positivt og/eller negativt tryk på stuerne. Til hver sengeafdeling var der 3 isolationsstuer, på intensiv og intermediært afsnit hhv. 4 og 2 stuer og i skadestuen 4 isolationsstuer. Så på den front er de godt forberedt. I Portugal er de også meget opmærksomme på ex. MRSA, og isolerer patienterne med det samme.

I skadestuen anvendes triage på alle patienter, men har seperate områder til patienterne afhængigt af farvekategori. Alene til de ”gule og orange patienter” var der 18 rum med plads til 21 patienter. Alle rum, pånær et med plads til 3 patienter, var med udstyr til fuld monitorering. Også her var der integreret et intermediært afsnit til ”røde” patienter, som også blev behandlet og passet af skadestuepersonalet.

 

Modtagelse for ”gule og orange” patienter – i alt 18 rum.

Under vores rundvising så vi en løjerlig ting – en robot til rengøring af gulvene. Robotten var lige som en robotstøvsuger, den kunne dog både vaske og polere gulvene, og var naturligvis større. Og så havde den, den specielle egenskab, at den blev ”bange”, hvis den blev forfulgt, så den ”flygtede” i fuld fart!

Eftermiddagen gik med sightseing i Belem lidt uden for Lissabon. Her skal man prøve nogle meget specielle kager – og helst fra et bestemt konditori, hvilket vi jo måtte prøve (det var også gode…!)Konditoriet sælger ifølge politikens ”turen går til Lissabon” 10.000 kager dagligt på hverdage og 20.000 dagligt i weekenden, og har plads til 550 siddende gæster. Der var også kø uden for, da vi kom.

 

De berømte kageer fra ”Pasteis de Belem”og Forsvarstårnet ”Torre de Belem”, som forsvarede byen mod pirater – fra 1500 tallet – På UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Torsdag den 17. maj – som ikke er helligdag i Portugal, begyndte vi dagen på Pulido Valente. Her skulle vi se Geriatrisk Team, som er det første af sin art i Portugal, og kun har eksisteret siden marts 2011. Her blev vi introduceret for de forskellige redskaber, som de bruger til screening af patienterne. Foruden en geriatrisk vurdering af en læge, bliver patienterne også vurderet af fysioterpeut (balance, gangdistance, hjælpemidler, faldtendens), sygeplejerske, diætist og om nødvendigt af en socialrådgiver med henblik på etablering af hjælp fra hjemmeplejen i hjemmet. Patienterne, som henvises til det geriatriske ambulatorium, bliver oftest henvist fra andre specialer og af og til fra praktiserende læge. Her fulgte vi et par patienters vej ved de forskellige faggrupper. Undervejs mødte vi igen sygeplejersken Martha fra den første dag i ambulatoriet. Denne gang blev vi mødt med kindkys (portugisisk tradition, når man er venner). Martha var lige så engageret og imødekommende som første gang vi mødte hende, men også meget nysgerrig for at vide og lære af, hvordan det fungerer i andre lande. 

 Primære sektoren i Portugal er slet ikke så udviklet som i DK, og samarbejdet (som jo gå begge veje) mellem hospital og primærsektor forekommer meget vanskeligt, og uden nogen egentlig kommunkation, andet end den patienten selv formidler. Lige sådan er det med kommunikationen mellem hospitalet og den praktiserende læge, hvor der heller ikke foregår noget med mindre patienten beder om det!

Om eftermiddagen var vi forbi Santa Maria, hvor vi fik en kort introduktion til HR-afdelingen. Den største udfordring de oplever er, at de har ansættelsesstop, og ansættelsesprocedurerne er meget langsommelige. Ansættelsesstoppet skyldes, at der skal spares. Ansættelsesprocedurerne er derimod en helt anden snak, for en ansættelse kræver gode argumenter og skal godkendes af offentlige myndigheder, da man ikke kan risikere, at der bliver ansat for mange. En godkendelse tog tidligere ca. 1 måned, men i dag tager det helt op til 8 måneder! –Der er dog lidt mening med ”galskaben”, for i Portugal kan de tilsyneladende ikke afskedige ansatte, med mindre det skyldes fx helt uacceptabel adfærd eller lovovertrædelser.     

Fredag den 18. maj blev dagen, hvor vi HOPE-deltagere fra Lissabon skulle til Porto for at møde med de øvrige HOPE-deltagere i Portugal. Den samlede gruppe HOPE-deltagere består af Kristina fra Estland, Erics fra Letland, David og Ruth fra engalnd, Yvanka fra Holland, Mercedes fra Spanien, Kari fra Findland og mig fra Danmark. Til mødet blev gruppen først præsenteret for nogle oplæg om bl.a. nogle af de mange udfordringer det portugisiske sundhedsvæsen står overfor som følge af den financielle krise landet er i, og for nogle af de udfordringer, landet har som følge af en stigende levealder. Det som umiddelbart springer en mest i øjnene, er udfordringerne i forbindelse med primærsektoren og forebyggelse. Efterfølgende skulle gruppen begynde forberedelserne til vores oplæg om årets emne ”ageing health workforce – ageing patients” til konferencen i Berlin. Vi kom godt fra start, men mangler endnu en del observationer og informationer, som vi må være særligt opmærksomme på i de kommende uger.

Efter mødet havde jeg valgt at blive i Porto for at gå på sightseing lørdag.  

Bybilleder fra Porto


Siden er sidst opdateret 24-05-2012.
Kontakt: admtda



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt