Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header
Sygehus LillebæltpilFagfolkpilHOPE Exchange 2014pilHOPE - rejsebrev 2 fra Holland, 2014

HOPE - rejsebrev 2 fra Holland, 2014

NYHEDSBREV FRA HOLLANDS HOPE DELTAGER

Kære alle på SLB!

SLB Rejsebrev HOPE 2014

Jeg befinder mig stadig i Holland og har netop afsluttet de 4 uger ved Rivas organisation. Jeg rejser på mandag d. 26.5 til Amsterdam for at møde alle HOPE Exchange deltagerne fra de andre lande. Exchange deltagerene, der opholder sig i de forskellige lande, skal her holde oplæg om kvalitet i deres værtsland. Vi har, som HOPE deltagere i Holland, sammen forberedt vores 10 minutter udførligt. Jeg har været sammen med de 11 HOPE personer i Holland i alt 3 gange. Vi er fra 9 forskellige nationer og det føles som vi kender hinanden godt nu.
Det bliver spændende at mødes og ikke mindst at møde HOPE deltagerne fra SLB. Det giver følelsen af samhørighed!

Beatrix Sygehuset, som jeg er tilknyttet, har jeg besøgt flere gange. Jeg gæstede dagafsnittet, skadestuen, ortopædisk afdeling samt stroke unit. Det skal siges at de 2 sidste specialer ligger på samme afdeling i hver sin ende. Desuden har jeg tilbragt tid i fysioterapien og ergoterapien, samt 3 forskellige rehabiliteringsafdelinger som her er under samme organisation, men ikke del af sygehuset. Beatrix Sygehuset er et ikke specialiseret lokalt sygehus, der har 254 sengepladser. Desuden er der en livlig ambulatorie funktion i alle specialer. Dertil kommer 90 rehabiliteringssenge på 3 forskellige lokalisationer. Her er stort set altid plads i forløb ml. 2 af 8 uger.
Jeg overværede en situation på skadestuen, hvor der ikke var stuer nok, så ambulancefolkene stod med en patient på en båre i længere tid. Personalet tog time out og diskuterede, hvad de kunne/skulle gøre. Afdelingssygeplejersken for skadestue og dagafsnit var i gang med rundvisning af mig og tilbød dem at hendes personale kom ned med 2 senge, og deraf følgende at 2 af patienterne kunne komme på dagafsnittet indtil situationen var på plads. ET godt eksempel på, hvordan jeg ser de hjælper hinanden på tværs af afdelinger, hvilket de nok også i særlig grad har brug for på så lille et sted. Afdelingssygeplejersken var ret stolt af sin afdeling og viste mig elementer af, hvordan de arbejdede med planetree filosofien. Det var især de fysiske omgivelser, hvor de havde gjort noget særligt, som f.eks. blomst på vindue. Desuden havde de rigtig mange flytbare computere på hjul, hvorpå de altid lavede journalen sammen med patienten på stuen.

SLB Rejsebrev HOPE 2014

Det Hollandske sundhedssystem ligner på mange måder det danske, men der er alligevel store forskelle på både det indre og det ydre plan. Den mest slående forskel er, at samtlige sygehuse er privat ejede, med en nonprofit tilgang. Dertil kommer 2 %, der er private profitskabende hospitaler. Alle Hollændere skal have en forsikring fra de er 18 år og forældrenes dækker børn til 18 år. Når de bliver indlagt på sygehus er ydelserne frie, men der venter en afregning, der betales af forsikringsselskaberne. Den står sygehuset for. Nogle borgere vælger ikke at tegne forsikring selvom det er lovpligtigt. Det er mest meget religiøse borgere, og dem er der mange af i mit område. Jeg bor midt i ”bibelbæltet”, hvor de lever som i gamle dage lidt lignende nogle steder i USA. Det viser sig, at hvis de bliver syge hjælper kirken eller de hjælper hinanden i en særlig grad, så de alligevel kan betale den behandling, som gud ikke sørger for. Ganske interessant!

Der er bygget en sprit ny forhal med god plads og en åben reception. I forhallen kæmpe sofa – flot udformet, som virker indbydende og bruges flittigt af patienterne. Desværre for lav set med mine terapeutøjne, men flot! Forhallen er fantastisk, indbydende med stor åben cafe' miljø og en åben butik som bemærkelsesværdig ikke låses af om natten. Desuden er der oplysningsbutik, hvorfra der sælges hjælpemidler lige fra plejeseng, kørestol til lægåbner og bestik med stort greb. Det er Rivas, der sælger tingene. Det finder jeg er genialt, idet der er let adgang til hjælpemidler af god kvalitet på en let tilgængelig måde. Her kan man så købe, hvad man ikke er berettiget til via finansiering gennem deres forsikringssystem.
Cafeen bruges både af patienter og tjener som kantine for medarbejderne. Der er 2 store flotte kantiner som begge bruges af patienter, pårørende og personale. Det ser du til at fungere godt. Desuden holdes arrangementer for forskellige patientforeninger og nogle gange fungere den ene kantine som auditorium. Det er kendetegnende her i Holland at der er ligeværd og et menneske er et menneske, om man er i hvid kittel, i rehabilitering eller indlagt/pårørende – det spiller ingen rolle. Jeg har været på en andet større hospital; Isala, hvor dette fungerer på samme møde. Desuden altid adgang til et åbent område, så områderne bliver levende miljøer.

Hvad der også er anderledes her er de mange frivillige der arbejder nogle timer for Rivas både på hospitaler og i rehabiliteringen m.m. I forhallen står hele tiden 2 frivilligt arbejdende vejvisere fra Rivas korps af frivillige. De går i vagter, der styres af frivillighedskorpset selv. De har forpligtiget sig på at løse opgaven. Alle frivillige er ansat under Rivas og de er p.t. 100 i alt. Dette gør sig også gældende ved de andre sygehuse, at der er mange frivillige og de uddannes til opgaven. Jeg har talt med nogle af dem og de giver udtryk for stolthed over opgaven.
Noget nyt var også at fysio- og ergoterapeuterne træner med hunde sammen med talepædagogerne.

SLB Rejsebrev HOPE 2014

Nu er tiden ved at rinde ud inden jeg igen vender næsen mod DK. Det har været en udfordring af de helt store at bo en måned i Holland men mest på den positive måde. Næsten alle har været utrolig gode til at tale engelsk, til at være gæstfrie og til at give mig den viden jeg har spurgt om. Jeg skal udfærdige en rapport på 10 sider når jeg kommer hjem. Desuden er jeg åben for at del min viden hvoraf I kun har fået en lille del.
Tak fordi I læste med :-)

Med Venlig hilsen

Birthe Schultz
Ergoterapeut
Klinisk underviser
Terapiafdelingen
Kolding


Siden er sidst opdateret 17-06-2014.
Kontakt: admtda



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt