Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Referat d. 14. december

Referat fra møde i Patient- og Pårørenderådet for Patienternes Akutsygehus, Kolding

 

Tidspunkt:   Onsdag den 14. december 2016 kl. 13.00 – 15.00

Sted:           Mødelokale Storebælt, Kolding Sygehus

Deltagere:    Patient- og pårørenderådet (”PPR”) for Patienternes Akutsygehus i Kolding:

  • Axel Svinth Junker, pårørende
  • Bettina Schielder Bjerg, patient
  • Hanne Andersen, oversygeplejerske, Medicinsk og Akutafdelingen
  • Helle Adolfsen, sygeplejefaglig direktør
  • Kim Houlind, ledende overlæge, Karkirurgisk Afdeling
  • Lotte Møgelby, oversygeplejerske, Organkirurgisk Afdeling
  • Mogens Pedersen, patient
  • Per Lindum, patient
  • Pica Andersen, overradiograf, Røntgenafdelingen
  • Ritha Helweg, pårørende
  • Sidse Petersen, oversygeplejerske, Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling
  • Steen Schmidt, ledende overlæge, Ortopædkirurgisk Afdeling
  • Tage Brinch, patient

Afbud:         Allan Truelsen, Bjarne Nielsen

Referat:       Mette Vejstrup Madsen, sekretariat, HR Afdelingen

1.  Velkommen og præsentation v/formandskabet

Formændene v/Per bød velkommen til mødet. Særligt velkommen til rådets nye medlem, pårørende Aase Gilling. Det er meget glædeligt, at vi fortsat kan tiltrække engagerede medlemmer til PPR for akutsygehuset, og vi glæder os til samarbejdet. Herefter en præsentationsrunde.

2. Godkendelse af referat fra mødet den 2. november 2017

Vi nåede ikke dette punkt. Referatet fra den 2. november sendes derfor ud igen til endelig godkendelse.

3. En sygdomshistorie v/NN

NN fortalte om sit forløb, hvor hun mistede et barn, fordi det af ukendte årsager døde i svangerskabets 37. uge. Hun vidste inden fødslen, at barnet ikke levede, og det var selvsagt en barsk oplevelse at komme igennem både undersøgelser og selve fødslen. Man spørger uafbrudt sig selv, hvorfor det sker, og om man kunne have gjort noget for at forhindre det. Hun takkede ja til forskellige tests og til obduktion for at blive klogere på årsagen, men det er ikke lykkedes at finde nogen forklaring.

NN og hendes mand fik virkelig god hjælp på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling! Jordemødrene var dygtige til at guide til, hvad der er vigtigt at gøre i sådan en situation, og det er godt, for man er selv i chok og har ingen ide om, hvad man har brug for - hverken i øjeblikket eller i fremtiden. NN og hendes mand navngav barnet, fik taget fod- og håndaftryk og havde hende i 3 timer efter fødslen, inden hun kom på kapellet, hvilket var virkelig rart. Forældrene fik lov til at blive på Patienthotellet og fik barnet bragt til sig fra kapellet hver dag i en uge. Det var godt og vigtigt. De fik også information om sorggrupper, patientforeninger, og afdelingen hjalp med kontakt til bedemand og præst. De deltog i en sorggruppe gennem 7 uger, og har yderst gode erfaringer med det. Alt i alt vil NN gerne uddele mange roser til afdelingens personale og personalet i kapellet, som gjorde en meget svær periode bedre. Der var værdighed og god tid, og man følte sig hørt og respekteret. Gode råd til sygehuset fra NN var: a) ’I må aldrig lukke sorggrupperne. De er så vigtige!’. b) Hold fast i alt det gode. c) Kunne man forberede os på, at barnets læber er blodrøde, når det bliver født under disse omstændigheder? Og måske også på de forandringer, der sker de næste dage: at læberne bliver sorte, og at huden løsner sig. d) Overvej mulighederne for at oprette et afsnit for dem, der har mistet.

Sygdomshistorien gav herudover anledning til drøftelse af følgende temaer:

  • Vi har været i samme situation, og jeg genkender meget. For os var det mere personafhængigt, hvordan vi oplevede hjælpen fra personalet. Men ros til kapellet (Axel)
  • Vi har ikke fysiske rammer til at lave et afsnit for dem, der har mistet, på Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling, men vi er meget opmærksomme på forældre til døde børn og deres behov. Emnet vedr. særlige afsnit for denne gruppe er lige nu på dagsordenen i Klinisk Etisk Udvalg for Sygehus Lillebælt (Sidse, Helle)
  • Det er en vigtig diskussion, der er relevant for hele akutsygehuset: Hvordan håndterer vi de døde og hjælper deres pårørende i forhold til de andre patienter/pårørende bedst muligt. Der er jo også patienter, der dør på skadestuen, og det er ikke let at skærme andre der. Godt emne til kommende temadrøftelse her i rådet. (Steen, Helle, Hanne, Aase)
  • Som patienter og pårørende er vi tit bange for at være til besvær eller i vejen. Nogle ansatte er gode til at sige direkte: ’Du er ikke til besvær’, fordi de fornemmer det. Måske skulle flere gøre det (Axel)
  • Det var svært at se en ung portør bære barnet. Han havde det tydeligvis meget dårligt med det (Bettina).
  • Emnet ’skyld’ er vigtigt og bliver mere og mere aktuelt (Lotte). Der var enighed i rådet om, at det skal på listen til kommende møde(r)
  • Tilføjet af Bettina efter mødet: Kan de døde børn også få en ’nål’ på tavlen på fødegangen? Eller hvis der et ’træ’, kunne de måske få sommerfugl for englebarn, som de har på Hvidovre Hospital.

4. Oplysninger i e-journal – overvejelser omkring brug

Bettina fortalte om mulige dilemmaer i forhold til, om man skal/ kan lad være med at læse i sin journal på sundhed.dk, når man ved, der ligger vigtige men måske dårlige beskeder til en.

Emnet tages op igen på næste møde, da vi ikke blev færdige med det.

5. Siden sidst – hvad er der sket?

  • Indvielsen af Kolding Sygehus: Flot arrangement og godt afsæt for det nye.
  • Indflytningen fra Fredericia Sygehus: Vel overstået, godt gået af personalet. Nu skal vi til at finde os til rette i de nye omgivelser (Hanne)
  • Fokusgruppeinterview med forskningsafdelingen: Flyttet til 6/1 2017. Tilmeldinger til Mette eller direkte til afdelingen
  • Tage har deltaget i Vejlesymposiet om pårørende og i et panel for afdelingsledelseskredsen for Sygehus Lillebælt
  • Status på medlemmer af PPR: Vi mangler nu tre medlemmer – pårørende.

6. Eventuelt

  • Bakken op mod den nye hovedindgang er for stejl for kørestolsbrugere og dem, der skal skubbe. Rondellen ved indgangen er ikke bred nok til kørestolsbrugere, som derfor er henvist til døren ved siden af. Den bør gøres automatisk, da man ikke kan åbne den fra en kørestol. Derfor bruger mange fortsat den gamle indgang og det er vel ikke meningen? Desuden er der langt fra P-pladserne til elevatoren. Det er ikke optimalt (Tage)
  • Skal der ikke være fjernsyn til dem, der venter i forhallen? (Tage)
  • Farverne i forhallen er sterile – i det hele taget virker den kold (Mogens)
  • Husk at patienter og personale fra Fredericia er i nye, uvante rammer. Hils på dem (Mogens)
  • Ventetiden på blodprøver er ret lang, og folk sidder der på række og ser hinanden i nakken. Kan man ikke gøre det bedre? (Mogens)
  • Tage gjorde desuden opmærksom på, at der har været problemer med det direkte telefonnummer, som de nyretransplanterede patienter anvender, fordi hele personalet ikke kender til proceduren. Desuden efterlyser hæmodialysepatienterne TV, så der er underholdning under dialysen – de mangler meget. Hanne svarede, at man arbejder på begge dele og er opmærksom på dem. Vedr. TV har der været tekniske problemer med montering af en arm til I-Pads.

Helle Adolfsen svarede, at forhallen ikke er færdig, og at flere møbler, planter, TV og kunst er på vej. Adgangsforholdene går hun videre med.

7. Forbedringsteamets arbejde v/ teamleder Jan Rich Simonsen

Per indledte: PPR vil gerne være ’et lille hjul i det store forbedringstandhjul’. Kan vi blive det? Vi vil gerne samarbejde. Jan fortalte om teamets arbejdsmetoder og om udvalgte, aktuelle projekter. Hans slides er vedhæftet referatet her.

8. Glædelig jul

Mulige emner til kommende møder:

Tøj til patienterne (Per)


Siden er sidst opdateret 23-02-2018.
Kontakt: Organkirurgisk Afdeling K - Svendborg Sygehus



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt