Skip til primært indhold

Gravide med COVID-19

Ring til Fødeafsnittet Kolding Sygehus, hvis du bliver testet positiv for COVID-19 efter graviditetsuge 24+0, så vi kan vejlede dig om dit forløb.

Gravide med positiv test for COVID-19

Hvis du er gravid, og bliver testet positiv for COVID-19 efter graviditetsuge 24+0, skal du ringe til Fødeafsnittet på Kolding Sygehus på telefon 76 36 24 44, så vi kan vejlede dig i forhold til dit forløb. Dette gælder uanset om du er vaccineret eller ej.

Hvis du er gravid i graviditetsuge 12+0 - 23+6 og bliver testet positiv for COVID-19, skal du kontakte din egen læge, hvis du ikke er færdigvaccineret.

Råd til gravide med COVID-19

Følgende informationer er til dig, der er testet positiv for COVID-19, så du ved, hvordan du skal forholde dig i din graviditet.

Hvis du er gravid og testet positiv, er der meget lille risiko for alvorlig COVID-19 sygdom. Langt de fleste gravide, der er testet positive, har enten slet ingen symptomer eller et sygdomsforløb med milde til moderate symptomer.

Når du er gravid og er testet positiv for COVID-19, skal du være opmærksom på symptomer på COVID-19 og kontakte os igen, hvis du får symptomer som feber, hoste, træthed, hovedpine, åndenød og nedsat smags- og lugtesans.

Som gravid skal du generelt være særlig opmærksom på om du:

  • Mærker fosterbevægelser mindre end du plejer, og du er efter graviditetsuge 24+0.
  • Har smerter i maven, kraftige plukkeveer eller blødning fra skeden.

Når du ringer til Fødeafsnittet, vurderer vi sammen med dig, hvordan vi hjælper dig bedst.

Gode råd under dit sygdomsforløb med COVID-19

  • Drik mindst 2 liter væske i døgnet.
  • Vær opmærksom på, om du har vandladning flere gange dagligt.
  • Bevæg dig og/eller lav venepumpe øvelser. Overvej evt. kompressionsstrømper, hvis du er sengeliggende og har et længere sygdomsforløb.
  • Ved feber kan du tage 1 gram paracetamol (Panodil, Pamol eller Pinex) 4 gange dagligt.
    Når du måler temperatur, skal det være inden du tager paracetamol.

Reference

Gode råd om COVID-19 til gravide, fødende og nybagte mødre/familier.
Udarbejdet af Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Dansk Fertilitetsselskab, Jordemoderfagligt Selskab og Jordemoderforeningen, oktober 2021. Opdateret 22.12.2021.

 

APPFWU01V