Skip til primært indhold

Ny viden: Kunstige hofter holder længere end hidtil antaget

Et nyt studie viser, at kunstige hofter holder længere, end man gennem mange år har troet. Én af forfatterne bag det omfattende studie, der er offentliggjort i et berømt tidsskrift, er en professor fra Vejle Sygehus.

Claus Varnum gør sig klar til operation

Claus Varnum gør sig klar til operation. Han er medforfatter på det opsigtsvækkende studie, der er optaget i "The Lancet".

Det er et opsigtsvækkende studie, som ledende overlæge og professor Claus Varnum fra Ortopædkirurgisk Afdeling på Vejle Sygehus og en række forskere verden over står bag. Så opsigtsvækkende, at et tidsskrift i den absolutte top blandt verdens videnskabelige tidsskrifter for nylig offentliggjorde studiet.

For studiet viser nemlig, at en kunstig hofte kan holde i betydeligt længere tid end tidligere antaget, inden den skal udskiftes.
- Det er en kæmpe forandring fra det, vi tidligere har sagt, og det betyder noget for den 50-årige eller yngre patient, der skal have en ny hofte. For jo mindre risikoen er for, at de skal opereres igen indenfor de næste 30 år, jo mere rolig kan patienten være, fortæller Claus Varnum.

Stolt og glad

For år tilbage har man – typisk – sagt til patienter, at en kunstig hofte kan holde i 10 år. For det var antagelsen dengang. Siden blev den forudsigelse opdateret til, at 80-85 procent stadig har deres nye hofte efter 20 år. Men det nye, omfattende studie viser, at hele 92 procent af alle patienter kan forvente, at de stadig har deres kunstige hofte efter 30 år. Altså en klar, positiv forbedring i forhold det, man hidtil har troet og sagt.
- Jo bedre overlevelsen af protesen er, jo mindre er sandsynligheden for, at patienten skal opereres igen. Det skaber tryghed, for det er selvfølgelig aldrig rart at blive opereret. Og vi ved desværre også, at operation nummer to eller tre typisk ikke giver et lige så godt et resultat som den første operation. Så der er god grund til at interessere sig for, hvor længe hoften holder, siger Claus Varnum.

Proteser til hofter

Det er proteser og dele dertil - som på billedet - der bliver indsat, når en patient skal have en kunstig hofte.

Studiet er igangsat på University of Toronto i Canada med deltagelse af forskere fra ni forskellige lande, og det blev sidst i februar publiceret i ’The Lancet’, der er ét af de absolut førende, mest prestigefyldte videnskabelige tidsskrifter i verden. Et tidsskrift, som typisk er ekstremt kræsent i forhold til at udvælge – og optage – forskningsartikler, som det får tilbudt.
- Jeg er stolt og glad, og det er jo ikke noget, der sker tit i en forskers karriere, og jeg kan slet ikke være sikker på, at det sker igen for mit vedkommende. Så det er stort, forklarer professoren.

En enorm mængde data

Resultaterne baserer sig på data fra 1,9 millioner, anonyme hoftepatienter verden over, og de mange data er dels hentet fra tidligere studier, dels hentet fra patientregistre, som viser holdbarheden af de hofter, som patienter gennem de seneste mange år har fået. Claus Varnum blev i november formand for ’Dansk Hoftealloplastik Register’, hvor man samler de mange data om operationerne, og det var blandt andet i kraft af det formandskab – og et stærkt netværk – at han blev spurgt af en svensk kollega, om han ville medvirke i arbejdet med studiet ud fra et dansk perspektiv.
- Det siger noget om, at vi også i Danmark kan indgå i et samarbejde på højeste, videnskabelige niveau. Det er jeg stolt over på vegne af hoftekirurgien i Danmark, siger han.

Tidligere studier inkluderede mange ældre typer hofteproteser, som havde højere slid og flere problemer. Det nye studie fokuser derimod på moderne proteser, der slides meget langsommere, hvilket øger levetiden betydeligt. De nye proteser har dog færre år på bagen, og derfor har forskerne lavet avancerede, statistiske analyser for at kunne fremskrive, hvor længe de ventes at holde.

På Ortopædkirurgisk Afdeling på Vejle Sygehus indsatte man sidste år 965 kunstige hofter. Der er ingen aldersgrænse for hvem, der kan få en sådan protese. Det afhænger af den enkelte patients livssituation og helbred – herunder hvordan slidgigten påvirker dagligdagen. 

Claus Varnum er professor ved Ortopædkirurgisk Afdeling på Vejle Sygehus.

Pressekontakt

Søren Hygum Hansen

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


61 62 24 54
APPFWU02V