Margueritte-prisen 2024

Min kollega Marie Louise modtog en yngre patient, der kom til koloskopi. Patienten havde været indlagt til udtømning på sengeafdelingen. Men allerede idet portøren kommer kørerende med patienten, spotter Marie Louise patientens angst og uro. Marie Louise tager imod hende og fortæller, at der forsinkelser på stuen, så hun må regne med ekstra ventetid.

Patienten ryster og er grædende. Ægtefællen forsøger at berolige patienten, men intet hjælper. Marie Louise henvender sig igen og spørger ind til det, hun ser. Patienten fortæller herefter selv, at hun lider af svær angst, hun er meget nervøs for koloskopien, og at forsinkelsen nu får "bægeret til at flyde over".

Normalvis "placeres" sengeliggende patienter i nichen ved en sygeplejeskranke, men Marie Louise søger hurtig for at patienten kommer ind på opvågningsstuen hvor der er mere fred og ro. Hun spørger ind til hvilke erfaringer, patienten har med, at dæmpe sin angst og stiller sig selv til rådighed. Marie Louise tager sig tid til at tale forløbet igennem med patienten. Marie Louise fortæller også, at hun har kendskab til andre med angst, der benytter en særlig musikform, der kan lægge en dæmper på angst-symptomerne. Hun hjælper herefter ægtefællen med at finde musik eksempler på telefonen og tilbyder patienten at lytte til beroligende musik inden koloskopien. Patienten falder en rum tid til ro og bliver i stand til at gennemføre koloskopien.

Indstilleren skriver:
Marie Louise satte sig selv i spil og tilrettelagde rammerne, så det passede bedre for patienten. Ventetiden kan vi ikke altid gøre noget ved, men Marie Louise bidrog på denne dag i særhed med tryghed og omsorg og til at kvaliteten af ventetiden, blev forbedret for patienten. Marie Louise gik ud over de normale rammer for sygepleje i endoskopisk afsnit. Hun var med sin sensitive opmærksomhed i stand til at identificere patientens behov. Hun tog udgangspunkt i en enkelte patient, afveg fra normen og udnyttede ventetiden positivt.

Karen Bendtsen er indstillet for sin sygepleje i forbindelse med et forløb, hvor en gravid kvinde i uge 35 derhjemme faldt ned fra en stige. Hun pådrog sig blandt andet et mindre kraniebrud og en miltlæsion. Umiddelbart blev det vurderet, at barnet ikke havde taget skade. Kvinden blev indlagt på intensiv-afdelingen til observation, og det var her, hun mødte Karen, som passede hende om natten.

Patienten skriver:
Jeg følte, jeg ringede ufatteligt mange gange i snoren dén nat pga smerter, fordi jeg gerne ville have lidt at drikke, fordi jeg lå forkert, fordi jeg var så langt i graviditeten, at jeg skulle tisse hele tiden osv. Karen var ufatteligt tålmodig, lod mig vide at jeg på ingen måde var til besvær, talte mig til ro, lyttede til mig. Miltblødningen blev standset, jeg kom på sengeafdelingen efter endnu en nat på intensiv, hvor Karen igen passede mig, og kom hjem efter en uges indlæggelse.

Kort efter i blev kvinden dog indlagt igen, da hun fik mavesmerter, og hun fik akut kejsersnit.

Patienten skriver:
Jeg kommer på intensiv til observation efterfølgende. Jeg har mange smerter efter kejsersnittet, og husker kun de første timer efter i glimt. Det bedres, og jeg klarer mere op. Jeg spørger efter, om jeg må få lov at blive passet af Karen om natten, og der er hun heldigvis på arbejde igen.

I en meget sårbar, kaotisk, kritisk og usikker situation formåede Karen at skabe ro og tryghed for mig. Jeg følte mig lidt malplaceret på intensiv (jeg havde i situationen ikke helt forståelsen af, hvor alvorligt det var), for jeg var jo ung og ellers rask, og følte ikke rigtigt jeg kunne være "bekendt" at gøre så meget krav på hendes tid. Jeg var meget bange for at være til besvær. Karen gav mig en følelse af, at det var ok, at det hele nok skulle gå - og at jeg gerne måtte kalde så ofte, det var nødvendigt.

Der var mange mennesker ud og ind af stuen, Karen var den gennemgående, genkendelige person, der advokerede for mig som patient, når jeg blandt andet havde forslag til et andet slags præperat som smertestillende. Karen formåede at skabe en tæt kontakt til mig, og lade mig føle mig hørt, set og draget dyb omsorg for.

En tidligere hjertetransplanteret yngre mand var blevet terminal, da han frastødte sit hjerte, og alle andre muligheder desværre var udtømt. Den yngre mand havde svært ved at acceptere sin skæbne, da han ikke følte sig klar til at tage afsked med livet. Han havde svært ved at være indlagt og syg.

Hen imod juletid nærmede tiden sig desværre, hvor hans krop og organer blev trætte. Hjertesvigtsygeplejerske Trine Lorenzen passede den yngre mand i vores sengeafsnit, og var med til de svære samtaler med lægen, hvor patienten fik at vide, hvilken vej hans sygdom gik.

Trine snakkede med patienten omkring hans sidste tid. Han fortalte at hans højeste ønske var at komme i et karbad, som mindede om det varmtvandsbassin, han elskede i svømmehallen. Patienten fortalte at han frøs så grusomt (fordi hjertet jo ikke længere formåede at pumpe særlig godt) så det, at kunne blive varm igen og føle sig vægtløs, ville betyde så meget for ham. Trine noterede det i journalen, og derhjemme om natten spekulerede hun meget over muligheden for at kunne opfylde hans ønske.

Næste dag snakkede Trine kort med sin leder, som fik ok til at prøve at ringe til fødeafdelingen og høre om muligheden for at låne et badekar. Trine mødte stor forståelse og opbakning fra jordemødrene, og det endte med, at den yngre mand i selvsamme vagt i et stort fødekar med varmt vand, puder i ryggen, stjernehimmel over sig og med dæmpet musik. Den yngre mand lukkede øjnene nød varmen i kroppen igen og følte velvære for første gang i lang tid. Trine og en hjertesvigtsygeplejerske mere var på stuen med ham, hvor de sammen formåede at gøre oplevelsen så rolig, respektfuld og kærlig som muligt. Den unge mand takkede, fordi han fik det med, og han tog døde lige efter jul.

Trine fortalte efterfølgende, at denne oplevelse hvor hun gjorde det lille ekstra for patienten og mærkede hans taknemmelighed, og samtidig mærkede hvordan kollegaer på tværs af afdelinger kunne samarbejde og få det til at lykkedes, var noget hun ville bære i sig for altid.

Indstilleren skriver:
Denne dag gav den excellente sygepleje særlig mening. Opfyldelse af en døendes sidste ønske, hvor han for en kort stund var væk fra lidelsen men kunne føle velvære. Sygeplejersen Trine tænkte ud af rammerne på egen afdeling, og mødte forståelse og velvilje hele vejen rundt. Det er da dejligt at opleve på vores store sygehus.