Margueritte-prisen 2021

Indstillet af kollega Kirsten Thøgersen.

På Rygkirurgisk Ambulatorium var en russisktalende patient indkaldt til forundersøgelse med henblik på en operation for discusprolaps. Patienten, der også var kendt med depression og selvmordstanker, kunne en smule dansk, men havde behov for at have en tolk med til indlæggelsessamtalen og narkosetilsynet. Her blev der aftalt tid til en operation lidt ude i fremtiden.

Da kontaktsygeplejerske Rikke Skov Pedersen senere samme uge ringede for at informere patienten om, at det var lykkedes at finde en hurtigere tid til operation, oplevede hun, at patienten var selvmordstruet. På trods af en vanskelig sprogbarriere havde hun en længere samtale med patienten, og vurderede på den baggrund, at hun var nødt til at gøre noget.

Rikke Skov Pedersen kontaktede først psykiatrisk modtagelse for at få råd og vejledning, og blev opfordret til enten at få patienten til selv at opsøge psykiatrisk akutmodtagelse, eller at ringe 112. Derefter ringede Rikke Skov Pedersen igen til patienten og havde en samtale og vurderede derefter, at det var nødvendigt at ringe 112.

På den baggrund blev patienten indlagt og var et døgn på den psykiatriske akutmodtagelse og fik optimeret sin antidepressive medicin og sovemedicin. Ugen efter kom patienten til sin operation på rygcenteret, den forløb planmæssigt, og patienten var lettet.

Kirsten Thøgersen skriver i sin indstilling:

Det er yderst vanskeligt at vurdere en patient via en telefon. Det er endnu mere vanskeligt, når der er en sprogbarriere. Det kræver stor empati og professionalisme at vurdere, om en patient reelt er selvmordstruet. Det er vigtigt, at man som sygeplejerske tør tage den beslutning at ringe 112 og få patienten indlagt.

Indstillet af kollega Dorthe Schwartz Sørensen.

Da en ældre, meget dårlig kvinde var indlagt og isoleret med influenza på Medicinske Senge B, fandt medarbejderne ud af, at hendes mand også var indlagt og isoleret på et andet medicinsk afsnit. Derfor blev det arrangeret sådan, at de to ægtefolk kunne blive isoleret sammen på en tosengsstue.

Da Joan Klausen og Rikke Sommer mødte ind i en dagvagt og overtog plejen af ægteparret, viste de stort overskud. De fik mobiliseret ægteparret i hver deres stol, så de kunne sidde overfor hinanden, se hinanden og holde i hånd. De fik også taget et fint billede af de to sammen.

Samme aften døde kvinden med manden og sin familie ved sin side, - og det var en smuk oplevelse.
Kollega Dorthe Schwartz Sørensen skriver i sin indstilling:

’På trods af den travlhed, der altid præger vores afdeling, - har de to overskud til yde excellent sygepleje på stuen. Den efterladte enkemand og deres børn har nu fået et print at fotografiet - et meget smukt sidste minde.

De er dybt taknemlige over, at nogen har haft det overskud - og har givet dem et smukt minde om deres mor og hustru. Hvad gjorde netop denne oplevelse til noget ekstraordinært? At Joan og Rikke tog sig tid og rum til at yde den excellente pleje - som nu i efterforløbet vil gøre en kæmpe forskel for de efterladte.

Indstillet af kollega Maj Hallenberg.

I januar skulle en ung 21-årig mand igennem en planlagt operation på Urinvejskirurgi. Da han lå på operationslejet, talte anæstesisygeplejersken med ham om, hvad lavede til daglig. Han fortalte, at han spillede computer hver dag og boede hjemme hos sin mor. Sygeplejersken spurgte mere ind og spurgte, om han kunne leve af at spille computer. Svaret var ’Nej, jeg spiller bare for at få tiden til at gå’. Og da hun spurgte, om han så spillede med sine venner, svarede han ’Nej. Jeg har ingen venner. Der er ingen, der vil snakke med mig.’

Indstiller Maj Hallenberg skriver:

Der blev fuldstændig stille på operationsstuen. Alle hørte svaret, og det påvirkede alle inklusiv operationssygeplejerske Bente Weltz så meget, så hun i sin frokostpause kontaktede et værested for unge mennesker tæt på patientens bopæl. Bente fik etableret en god kontakt til værestedet, og hun skrev et brev til den unge mand, som hun gav til ham, da han efter operationen var kommet på opvågningen. Han blev så glad for brevet. I denne situation blev der gjort en helt unik gerning for et ungt ensomt menneske, som kan have stor betydning for resten af hans liv. Det var som om, det var det mest naturlige for Bente at gøre.’