Vejledning til prøvetagning, rekvirering, prøvebeholdere og transport
Sådan håndterer du prøvetagning, rekvirering, prøvebeholdere og transport
Prøvetagning og prøvebeholdere
Det er vigtigt, at der under prøvetagning er foretaget sikker patientidentifikation. Prøvebeholder skal mærkes med patientens navn og CPR-nummer samt stregkoden, der genereres ved rekvirering (se afsnit om rekvirering og mærkning).
Valg af prøvebeholder afhænger af prøvematerialet og er nærmere beskrevet nedenfor. Et krav er dog at prøvebeholderen kan lukkes tæt, så prøvematerialet bevares i optimal tilstand under transport.
Der er ikke særlige krav til temperaturforhold for prøver til patologi undersøgelse.
Typer af prøver og prøvetagning
Prøver kan inddeles i cytologisk og histologisk materiale, hvortil der er forskellige krav.
Cytologisk materiale
Cytologiske prøver fra livmoderhalsen skal fremsendes i prøvebeholder fra Hologic med ThinPrep PerservCyt væske.
Gode råd til prøvetagning:
- Undgå slim på spatel og børste ved prøvetagning, da det ellers kan betyde at prøven bliver uegnet og skal tages om
- Eksplorationscreme skal være vandbaseret
- Prøvetagning skal ske fra både ekto- og endocervix for at materialet bliver repræsentativt
- Afsæt prøvematerialet fra spatel og børste i væsken straks ved at:
- 1. gnide børste og spatel mod hinanden
- 2. roter børsten 20 gange i beholderen
- 3. tør børsten mod kanten af beholderen
- Kassér spatel og børste i skraldespand
Histologisk materiale
Histologiske prøver fremsendes i formalin. Undtaget er biopsier fra hud og slimhinder, hvor der skal udføres immunfluorescens, og som skal sendes i histocon.
Det anbefales ikke at anvende prøvebeholdere med formalinampul i låget, da de kun er egnet til stående transport. Man risikerer dårlig fiksering og tab af prøvemateriale ved tilbageløb i låg når beholderen ligger ned.
Gode råd til prøvetagning:
- Prøvematerialet lægges i formalin hurtigst muligt efter prøvetagning, for at bevare vævet i optimal stand til diagnostik
- Prøvematerialet skal kunne flyde frit i prøvebeholderen og være helt dækket af formalin (forhold 1:10 mellem væv:formalin)
- Prøvematerialet vendes et par gange i prøvebeholderen med formalin for at opnå optimal fiksering
Rekvirering og mærkning
Når der skal laves en rekvisition på en prøve til patologi undersøgelse skal man hver gang sikre:
- at patientdata er korrekte
- at de kliniske oplysninger er fyldestgørende
- at oplysningerne på prøvebeholder og elektronisk rekvisition stemmer overens
- at stregkoden er intakt og med tydelig print
Det er en god idé at sende prøvetagningsblanketten, da vi i tilfælde af systemnedbrud vil kunne oprette prøverne manuelt.
Placering af stregkoder:
Vandret label: På alle prøvebeholdere (vials) til cervixcytologi skal stregkodelabel sidde vandret. Label må ikke dække udløbsdato eller feltet til vurdering af væskestand.
Lodret label: På alle histologiske prøvebeholdere skal stregkodelabel sidde lodret.
Transport af prøver
Prøver fra afdelinger i Sygehus Lillebælt og andre sygehuse i Region Syddanmark transporteres til Klinisk Patologi med sygehusenes transportordninger. Prøver fra almen praksis, speciallæger eller andre laboratorier transporteres typisk som almindelig postforsendelse.