MR-scanning med kontrastvæske
Information om din undersøgelse
Du skal MR-scannes med kontrastvæske for at få et mere præcist billede af din tilstand.
Sådan forbereder du dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig inden undersøgelsen, da det er afgørende for, om vi kan undersøge dig. Kontakt os altid, hvis du er i tvivl.
Blodprøve
Hvis du har en nyresygdom eller lav nyrefunktion (eGFR < 30), skal du have taget en blodprøve før undersøgelsen. Blodprøven må være op til 3 måneder gammel. Bestil tid til blodprøve med MitID påwww.booking.rsyd.dk
Du kan også bestille tid over telefonen til at få taget blodprøven hos din egen læge eller på et af regionens sygehuse. Find telefonnumre til sygehusene påwww.rsyd.dk/blodprover.
Graviditet
Hvis du er eller kan være gravid, skal du ringe til os på nummeret på side 2, så vi kan tage hensyn til det.
Klaustrofobi
Tal med din egen læge, hvis du på forhånd ved, at du kan have svært ved at ligge stille på grund af klaustrofobi, angst eller smerter. Så kan I sammen afgøre, om du skal have smertestillende eller beroligende medicin inden undersøgelsen. Vi har ikke medicin på afdelingen.
Metal
Ved MR-scanneren er der et kraftigt magnetfelt, som du skal ind i, og det er vigtigt, at vi ved, om du har metal indsat i kroppen. Derfor skal du udfylde et spørgeskema, når du ankommer. Vi gennemgår skemaet med dig.
Når du skal ind i undersøgelsesrummet, må ingen løse genstande med metal komme med ind:
- Tøj med metalknapper, lynlåse og nitter (tag tøj på uden metal hjemmefra)
- Hårnåle og hårelastikker med metal
- Ur
- Briller/kontaktlinser
- Smykker af enhver art, herunder piercinger
- Tandproteser
- Høreapparat
- Makeup
- Nøgler (undtagen nøglen til omklædningskabinen)
- Alle kort med magnetbånd, såsom bankkort, kreditkort, sundhedskort
- Blodsukkermåler og andre typer af elektronisk udstyr.
Hvis du har indopereret metal i kroppen, pacemaker eller ICD, er det meget vigtigt, at du fortæller os det.
Ledsager
Du er velkommen til at have en voksen ledsager med ind til undersøgelsen. Ledsageren skal overholde de samme sikkerhedskrav som du og må ikke være gravid.
Sådan foregår undersøgelsen
Ved en MR-scanning bruger vi radiobølger og et kraftigt magnetfelt til at danne billeder på en computerskærm. Du kan ikke mærke hverken radiobølgerne eller magnetfeltet, og scanningen er ufarlig.
Undervejs i undersøgelsen indsprøjter vi kontrastvæske, som gør det lettere at se forskel på blodkar, organer og væv på billederne.
I scanneren
Til undersøgelsen skal du ligge på et bevægeligt leje, og vi hjælper dig til at ligge så godt som muligt. Du får tilbudt ørepropper eller høreværn med musik, for scanneren laver høje bankelyde undervejs i undersøgelsen. Du får også en kaldeknap i hånden, så du hele tiden kan komme i kontakt med os.
Vi lægger en lille plasticslange ind i blodåren i din arm eller hånd, så du kan få kontrastvæske undervejs. Lejet kører ind i scanneren, som har form som et rør og er åben i begge ender. Vi kan både se og høre dig under hele undersøgelsen. Det er vigtigt, at du ligger helt stille imens, for det giver de bedste billeder.
Undersøgelsen varer typisk 30-60 minutter, og du kan tage hjem umiddelbart efter.
Efter undersøgelsen
Kontrastvæsken, du har fået ind i blodåren, bliver udskilt fra din krop i løbet af 1-2 døgn. Efter scanningen kan du hjælpe dine nyrer ved at drikke 0,5 - 1 liter væske mere, end du plejer.
Sådan får du svar
Du får resultatet af undersøgelsen af den læge eller afdeling, som har henvist dig.
|
Kontakt Røntgen og Scanning Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 26 83 Røntgen og Scanning Beriderbakken 4 7100 Vejle 79 40 53 00 Røntgen og Scanning Østre Hougvej 55 5500 Middelfart 63 48 44 40 |
|
pinfoSLB-1173572183-50 177574|17.03.2026 |