Information om Vedolizumab
Subkutan
Eksempler på injektionssprøjter
Vedolizumab er et biologisk lægemiddel, der bliver brugt til behandling af kronisk tarmbetændelse.
Vedolizumab helbreder ikke din tarmsygdom, men kan holde sygdommen i ro. Det bliver givet som en injektion i enten låret eller maven.
Selvadministration
Når du er tryg ved behandlingen, kan du blive tilbudt selv at tage injektioner med Vedolizumab. Det vil sige, at du selv tager injektionerne derhjemme.
Selve behandlingen
De første injektioner foregår i Medicinsk Ambulatorium. Du vil blive instrueret i at give injektionerne til dig selv af en sygeplejerske. Det er naturligt at føle sig nervøs over at skulle stikke sig selv. Derfor skal du heller ikke være bange for at stille spørgsmål til sygeplejersken eller lægen.
Selve injektionen er hurtigt overstået, og kan enten gives i låret eller i maven. Sammen med sygeplejersken, kan du afprøve, hvor det er bedst at stikke.
Behandlingen bliver som regel givet hver 14. dag.
Når du er tryg ved injektionerne, vil du få udleveret medicinen, så du kan tage den derhjemme.
Opbevaring af Vedolizumab
Medicinen skal ligge på køl. Du vil i forbindelse med opstarten af behandlingen få udleveret en køletaske med køleelementer.
Når du afhenter medicinen hos os skal du medbringe køletasken med frosne køleelementer. Du vil typisk få udleveret medicin til 12 ugers behandling.
Hvis Vedolizumab opnår stuetemperatur skal det anvendes indenfor 7 dage. Medbringer du ikke en køletaske med køleelement, kan du derfor kun få udleveret medicin til én behandling. Og kun hvis behandlingen skal tages inden for 7 dage.
Medicinen opbevares i køleskab ved 2-8 grader og det må ikke fryses. Medicinen opbevares i den originale emballage for at beskytte mod lys.
Forberedelse til injektion
- Tag pennen ud af køleskabet 15-30 minutter før injektion, så væsken opnår stuetemperatur.
Dette gør injektionen mindre ubehagelig. Varm ikke den fyldte pen på andre måder og lad den ikke ligge i direkte sollys.
- Kontroller udløbsdatoen på kartonen. Brug ikke den fyldte pen, hvis udløbsdatoen er overskredet.
- Træk papiret af pakningen, og tag den fyldte pen ud.
- Tjek væsken. Væsken skal være klar eller let svag gullig.
- Brug den ikke, hvis væsken er grumset, misfarvet eller indeholder store klumper, flager eller farvede partikler.
- Du kan måske se bobler i den fyldte pen. Det er normalt.
Vælg det bedste stikkested
- Det bedste sted er midt på forsiden af låret eller nederste del af maven (bortset fra et 5 cm stort område rundt om navlen).
- Hvis en anden person giver dig indsprøjtningen, kan du også vælge bagsiden af overarmen.
- Du må ikke foretage injektionen i områder, hvor huden er øm, forslået, rød, skællet eller hård.
Undgå også områder med blå mærker, ar eller strækmærker.
- Vælg hver gang et forskelligt område, når du giver dig selv en injektion.
Sådan tager du injektionen
Du tager interjektionen med Vedolizumab pen på følgende måde.
Trin 1
- Vask hænderne grundigt. Træk den lilla hætte lige af, og smid den ud.
Trin 2
- Hold pennen så du kan se det transparente vindue.
- Anbring pennen i en vinkel på 90 grader i forhold til injektionsstedet. Sørg for at den gule ende vender mod injektionsstedet.
- Undlad at trykke ned, før du er klar til at foretage indsprøjtningen.
- Tryk nu pennen så langt ned, den kan komme, for at starte indsprøjtningen.
- Du vil måske høre to klik, et i starten og et i nær afslutningen af injektionen. Tæl derefter til 3 og injektionen er færdig.
Trin 3
- Du kan nu fjerne pennen ved at løfte den fra injektionsstedet.
- Kanylebeskytterne falder ned og låses over kanylen.
- Du kan muligvis se en lille smule blod på injektionsstedet. Dette er normalt, og du kan trykke en tot vat mod huden.
Trin 4
- Den brugte pen lægges i en kanyleboks.
- Smid ikke pennen ud med husholdningsaffaldet.
Tag den fyldte kanyleboks med i ambulatoriet, hvor du kan få udleveret en ny.
- Resten af materialet kan sorteres og smides ud.
Blodprøver
I forbindelse med behandlingen skal du have kontrolleret blodprøver. Vi informerer dig om, hvor ofte du skal have taget blodprøver.
Vi anbefaler vaccinationer
Vi anbefaler, at du får influenzavaccination én gang om året og derudover også pneumokokvaccination (lungebetændelse), fordi behandlingen øger risikoen for at få infektioner. Influenza vaccination gives via egen læge, og pneumokokvaccination via ambulatoriet hos os. Pneumokokvaccinen gives kun én gang.
Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til din behandling med Vedolizumab eller f.eks. oplever bivirkninger, kan du kontakte sygeplejersken. Der er flest opkald i starten af telefontiden, så hvis der er kø, anbefaler vi, at du prøver senere.
Bestil medicinen hjemmefra
Når det ved at være tid til at hente ny medicin, kan du bestille medicinen hjemmefra på sygehuslillebaelt.dk
Medicinen står under indholdsstoffet: Vedolizumab.
|
Kontakt Vejle Sygehus Medicinsk Afdeling Gastroenterologisk Ambulatorium Beriderbakken 4 7100 Vejle 79 40 63 45 (Sekretærer kl. 8.00-15.00) (Sygeplejersker kl. 10.30-12.30)
Kolding Sygehus Medicinske Sygdomme Mave-Tarmsygdomme Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 33 05 (Sekretærer kl. 8.00-15.00) (Sygeplejersker kl. 8.15 9.00 og 12.00-12.30) |
|
pinfoSLB-761011106-343 174502 | 26.06.2026 |