Suttebrik
|
|
|---|
En suttebrik er lavet af tynd silikone og kan sættes på brystvorten som hjælp til amning ved forskellige udfordringer med amningen.
Brug af suttebrik
Amning med suttebrik kan være en god løsning for nogle i en kortere eller længere periode. Mange kommer af med suttebrikken igen efter nogle dage eller uger. Andre ammer med suttebrikken i flere måneder uden problemer. Vi anbefaler, at du undgår at bruge suttebrik som førstevalg til at løse ammeproblemer under etablering af amning.
Suttebrik kan være et godt valg hvis:
- Dit barn har svært ved at svøbe brystvorten, f.eks. pga. flad eller indadvendt brystvorte eller meget fast bryst
- Brystvorterne er beskadigede og meget ømme. Suttebrikken kan aflaste og nedsætte smerten under amning
- Dit barn er født for tidligt. Suttebrikken hjælper til, at brystvorten bliver i munden, selvom barnet slipper vakuum. Suttebrikken fremmer ikke en hurtigere etablering af fuld amning.
Dette skal du være opmærksom på, når du bruger suttebrik
Suttebrikken er en barriere mellem brystet og barnet. Det kan betyde, at mælken løber langsommere. Derfor skal nogle børn sutte længere tid ved brystet, når de bruger suttebrik for at få tilstrækkelig mælk.
Der kan også være behov for at stimulere brystet yderligere til mælkedannelse efter amning med suttebrik ved udmalkning enten med hånd eller maskine.
Der findes forskellige slags suttebrikker i flere størrelser. Personalet hjælper dig til at vælge en suttebrik, der passer til din brystvorte. Hvis størrelsen ikke passer, kan suttebrikken skade brystvorten og hæmme mælken i at løbe frit.
Sådan gør du
Start med at vaske dine hænder. Varm og massér brystet. Malk lidt mælk frem med hånden. Herved sætter du gang i nedløbsrefleksen, og mælken begynder at løbe.
Fugt undersiden af kanten, så suttebrikken kan sidde bedre fast. Vend suttebrikken ud og ind, til den ligner en mexicansk hat.
|
|
|---|
Grib om vingerne på suttebrikken.
|
|
|---|
Placér suttebrikken på brystet, så brystvorten er i centrum. Den udskårne del skal vende mod den side, hvor barnets næse kommer til at være under amningen. Hold en finger over hullerne, så der opbygges vacuum. Træk samtidig godt ud i vingerne, så suttebrikken sætter sig fast over brystvorten og vender tilbage til sin oprindelige form.
|
|
|---|
Sidder suttebrikken korrekt, kommer brystvorten godt ud i brikken. Du kan eventuelt massere lidt mælk ud i suttebrikken.
|
|
|---|
Amning med suttebrik
Når du ammer med suttebrik, skal du være opmærksom på at:
- Barnet ligger mave mod mave med dig, helst hud mod hud og med hovedet let bagoverbøjet, så næsen er fri, og hagen berører brystet
- Barnet gaber højt op, så barnet kommer godt ind over suttebrikken fra start
- Barnet synker under amningen, og at der ses mælk i suttebrikken, når barnet slipper
- Brystvorten er normal i form og farve efter amningen
- Barnet har våde bleer og afføring svarende til barnets alder, som tegn på at barnet får nok at spise
- Barnet melder sig og sutter godt, minimum 8 gange i døgnet.
Hvis barnet kun sutter lidt de første dage, eller hvis barnet har behov for tilskud, er det godt at stimulere brystet ekstra ved at udmalke med hånd/maskine for at få godt gang i mælkeproduktionen.
Afvænning fra suttebrik
Det kræver tålmodighed at vænne barnet af med suttebrikken og kan forsøges, når amningen fungerer godt med suttebrikken.
Sørg for at både du og dit barn er veltilpasse og afslappede. Placér dig tilbagelænet eller liggende på siden. Det er en god idé at lægge dit rolige barn (evt. sovende) uden tøj på, hud mod hud mellem dine bryster for at stimulere barnets medfødte ammeinstinkter. Barnet lejres på maven og med hænderne hvilende på din hud. Sørg for at støtte under barnets fødder med dine lår eller et tæppe. Se på dit barn, når det vågner op og begynder at søge, hjælper du barnet med at finde brystvorten. Barnets interesse for at tage fat vil øges, hvis du har malket nogle dråber mælk frem med hånden.
Hvis det ikke lykkes at få barnet til at sutte uden suttebrik, kan du forsøge at lade barnet sutte sig veltilpas, men ikke mæt, ved brystet med suttebrik. Derefter fjerner du suttebrikken og forsøger at amme uden.
Det er forskelligt, hvor lang tid det tager for barnet at vænne sig af med suttebrikken. Der kan gå fra minutter til dage, før det lykkes for barnet at sutte uden suttebrik.
Rengøring af suttebrik
Det er vigtigt med god hygiejne ved rengøring og opbevaring af suttebrikken.
På sygehuset skal du skylle suttebrikken i koldt vand lige efter brug. Før hver brug af suttebrikken, skal den vaskes i varmt sæbevand, sæben skylles af, og suttebrikken koges i 5 minutter, hvor den er dækket med vand enten i en gryde eller mikroovn (6 minutter fuld effekt)
Vandet hældes fra, og brikken opbevares rent og tørt.
Derhjemme skal du ligeledes vaske suttebrikken i sæbevand efter hvert brug, skylle den ren for sæbe og opbevare suttebrikken rent og tørt. En gang i døgnet skal suttebrikken koges i 5 minutter i gryde eller mikroovn, hvor den er dækket med vand.
Kontakt
Har du spørgsmål under indlæggelsen, kan du kontakte afdelingens personale.
Du kan kontakte Barselsklinikken på 76 36 24 04 op til 7 dage efter din udskrivelse.
Herefter kan du kontakte din sundhedsplejerske.
|
Kontakt Kvindesygdomme og Fødsler Sygehusvej 24 6000 Kolding Barselsklinikken 76 36 24 04 |
|
pinfoSLB-1926437636-84 103543 | 12.08.2026 |