Øresten – Epleys øvelser
Øresten kaldes også godartet positionsbetinget svimmelhed. Øresten er en godartet sygdom. Øresten er små sten, som river sig løs og triller i ørets buegange, hvilket forårsager voldsom svimmelhed. Se billedillustration af øret på næste side. Man kender ikke årsagen til, at man får øresten. Øresten er en af de hyppigste årsager til svimmelhed. Ses oftest hos kvinder og antallet af personer, der rammes, er stigende med alderen.
Hvordan føles øresten?
Patienter med denne sygdom oplever pludseligt indsættende svimmelhed af sekunders varighed. I forbindelse med stillingsændringer kan det føles som at sidde i en karrusel, fx når du vender dig i sengen, drejer hovedet eller bukker dig forover.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen kan afklare, hvorvidt du har øresten ud fra dine symptomer samt ved hjælp af forskellige undersøgelser, der tester dit balancesystem.
Hvad kan der gøres?
Mange patienter med øresten kan afhjælpes med en behandling, der kaldes Semont-manøvre. Under behandlingen placeres hovedet i forskellige positioner, hvorved de løse øresten kan flyttes på plads.
I svimmelhedsambulatoriet benytter vi ofte en såkaldt TRV-stol (ørestensstol), hvor vi både kan lave en undersøgelse af ørernes buegange samt behandle svære tilfælde med fastsiddende øresten.
Du vil i forbindelse med den undersøgelse og behandling kunne opleve at blive svimmel. Nogle patienter oplever en bedring af deres symptomer umiddelbart efter endt behandling, men der kan godt gå 2-3 dage, før alle symptomer er forsvundet. De svære tilfælde af øresten kan kræve flere behandlinger i TRV-stolen.
Gode råd til dig
- Det er vigtigt at fortsætte med dine daglige aktiviteter, selvom du skulle blive svimmel.
- På næste side finder du øvelser for Semont-manøvren, som vi anbefaler, at du udfører derhjemme med henblik på at afhjælpe din svimmelhed.
Billedillustration af ydre- og indre øre, herunder buegangene:
Højre øre
1) Læg et sammenrullet håndklæde i sengen, så det kommer til at ligge under dine skulderblade i forbindelse med øvelserne. Start med at sidde oprejst i sengen, og drej hovedet 45 grader mod højre.
2) Læg dig nu hurtigt ned på ryggen med hovedet bøjet cirka 15 grader bagover. Hold stillingen i 30 sekunder.
3) Herefter drejer du hovedet 90 grader mod venstre. Hold stillingen i 30 sekunder.
4) Vend dig nu hurtigt om på venstre side, mens hovedet er drejet, så næsen peger let skråt ned mod sengen. Hold stillingen i 30 sekunder.
5) Sæt dig igen i oprejst stilling stadig med hovedet drejet mod venstre. Undgå at hovedet bøjes bagover.
Øvelserne gentages en eller flere gange. Alle øvelser skal gennemføres hver gang for at forhindre at ørestenene glider tilbage. Du kan godt blive svimmel under manøvren.
Venstre øre
1) Læg et sammenrullet håndklæde i sengen, så det kommer til at ligge under dine skulderblade i forbindelse med øvelserne. Start med at sidde oprejst i sengen, og drej hovedet 45 grader mod venstre.
2) Læg dig nu hurtigt ned på ryggen med hovedet bøjet cirka 15 grader bagover. Hold stillingen i 30 sekunder.
3) Herefter drejer du hovedet 90 grader mod højre. Hold stillingen i 30 sekunder.
4) Vend dig nu hurtigt om på højre side, mens hovedet er drejet, så næsen peger let skråt ned mod sengen. Hold stillingen i 30 sekunder.
5) Sæt dig igen i oprejst stilling stadig med hovedet drejet mod højre. Undgå at hovedet bøjes bagover.
Øvelserne gentages en eller flere gange. Alle øvelser skal gennemføres hver gang for at forhindre at ørestenene glider tilbage. Du kan godt blive svimmel under manøvren.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Du kan ringe til Øre- Næse- og Hals Ambulatorium på 79 40 59 80 på hverdage mellem kl. 08.15-15.00.
Læs mere
Du kan også læse mere om øresten på følgende steder:
|
Kontakt Øre- Næse- og Halsafdelingen Beriderbakken 4 7100 Vejle 79 40 59 80 |
|
pinfoSLB-1595529526-244 167033 | 11.05.2026 |