Upadacitinib
Behandling med Rinvoq
Du skal have medicinen upadacitinib som depottabletter mod kronisk betændelse i tyktarmen (colitis ulcerosa) og kronisk betændelse i mave-tarmkanalen (Crohns sygdom).
Depottabletter frigiver lægemidlet langsomt, så virkningen varer længere tid. Upadacitinib helbreder ikke din tarmsygdom, men kan hjælpe til at mindske inflammation og lindre symptomer.
Sådan tager du medicinen
Du skal synke tabletterne hele med et glas vand.
Tabletterne må ikke tygges eller knuses.
Du bestemmer selv, om du vil tage tabletten sammen med et måltid. Dog må du ikke tage tabletten sammen med mad eller drikke, der indeholder grapefrugt og granatæble, da det kan påvirke medicinens virkning.
Du skal tage upadacitinib på cirka samme tidspunkt hver dag. Vælg et tidspunkt, der passer godt ind i din dagsrytme, så er det nemmere at huske. Det kan måske hjælpe dig at lave en påmindelse på din telefon om, at du skal tage medicinen.
Undgå dobbeltdosis
Hvis du glemmer at tage en dosis, skal du tage den, så snart du kommer i tanke om det. Hvis du glemmer at tage en dosis en hel dag, skal du springe over og nøjes med at tage den sædvanlige dosis dagen efter. Du må ikke tage dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet.
Udlevering af medicinen
I opstartsfasen giver vi dig upadacitinib med hjem til cirka 1 måneds behandling. Hvis upadacitinib viser sig at have god effekt på dig, får du efterfølgende udleveret medicin til 12 ugers behandling.
Du skal komme til dine blodprøvekontroller for at få medicinen udleveret.
Bivirkninger
Upadacitinib kan give bivirkninger, De mest almindelige bivirkninger er:
- infektioner i de øvre luftveje
- akne
- træthed
- hovedpine.
Hvis du oplever bivirkninger eller har spørgsmål til din behandling med upadacitinib, kan du ringe til os på 79 40 63 45 mellem kl. 10.30 og 12.00.
Der er typisk flest opkald i starten af telefontiden, så hvis der er kø, anbefaler vi, at du prøver senere.
Vær opmærksom på
Der er nogle forhold, du skal være opmærksom på, når du tager upadacitinib.
Undgå medicinen i særlige tilfælde
Du må ikke tage upadacitinib, hvis:
- du har en svær infektion (fx lungebetændelse eller en bakterieinfektion i huden)
- du har alvorlige leverproblemer
- du har aktiv tuberkulose
- du er gravid.
Brug prævention
Hvis du er kvinde i den fødedygtige alder, skal du bruge prævention for at undgå graviditet, mens du er i behandling med upadacitinib og i mindst 4 uger efter din sidste dosis. Hvis du bliver gravid under behandlingen, er det vigtigt, at du kontakter os.
Bestil tid til blodprøver
Når du er i behandling med upadacitinib, skal du have taget blodprøver med jævne mellemrum.
Du vil blive informeret om, hvornår du skal have taget blodprøver, når du kommer til behandling.
Du skal selv bestille tid til blodprøverne på mineaftaler.rsyd.dk
Afføringsprøver
Du skal også aflevere en afføringsprøve hvert halve år for at vurdere, om behandlingen virker. Du får udleveret prøveglas og vejledning i ambulatoriet.
Vaccinationer
Du kan have lettere ved at få infektioner, når du får upadacitinib. Derfor anbefaler vi, at du bliver vaccineret mod influenza 1 gang om året.
Vi anbefaler og tilbyder desuden, at du bliver vaccineret mod pneumokokker, når du starter behandlingen med upadacitinib.
Under behandlingen må du ikke blive vaccineret med vaccine, der indeholder levende svækket virus eller bakterier. Spørg os, hvis du er i tvivl.
Ferie og rejser
Planlæg din ferie i god tid og snak med os om fx vaccinationer og rejseforsikringer, inden du tager afsted.
Mere viden
Du kan finde flere oplysninger om medicinen ved at søge på ’Upadacitinib’ på min.medicin.dk
|
Kontakt Medicinsk Afdeling Beriderbakken 4 7100 Vejle Gastroenterologisk Ambulatorium 79 40 63 45 (Vejle)
Mave-Tarmsygdomme, Medicinsk Ambulatorium 76 36 33 05 (Kolding)
|
|
pinfoSLB-761011106-300 184172 | 26.06.2026 |