Behandling med Cyklofosfamid
Denne patientinformation er skrevet i håb om, at du kan få besvaret nogle af de spørgsmål, der sikkert vil opstå, når du skal starte på din behandling. Dine pårørende kan også have glæde af at læse informationen for bedre at kunne støtte dig i behandlingsforløbet. Inden behandlingen starter, vil du blive informeret mundtligt om behandlingens virkning og bivirkninger. Den behandling, du er blevet tilbudt, består af tabletterne Cyklofosfamid, der også hedder Sendoxan®.
Hvordan virker behandlingen?
Det aktive stof i tabletterne tilhører den type medicin, som hedder kemoterapi. Cyklofosfamid hæmmer kræftcellernes vækst.
Behandlingsforløbet
Behandlingen med Cyklofosfamid er meget individuel og forskellig fra patient til patient. Behandlingen afpasses dels efter virkningen, dels efter graden og omfanget af eventuelle bivirkninger.
Du vil jævnligt få taget blodprøver for at se, hvordan behandlingen virker. Samtidig er blodprøverne også med til at vise, hvordan du tåler behandlingen.
Lægen og sygeplejersken vil fortælle dig om dit konkrete behandlingsforløb.
Hvordan gives behandlingen?
Cyklofosfamid må ikke deles, knuses eller tygges. Tabletterne skal synkes hele sammen med et glas vand. Det er vigtigt, at du drikker rigeligt, mens du får medicinen, gerne et par liter væske hver dag, for at sørge for en god gennemskylning af blæren.
Hvilke bivirkninger er der?
Alle mennesker er forskellige og reagerer derfor forskelligt på behandlingen. Bivirkninger er utilsigtede virkninger af medicin. Nogle bivirkninger er hyppige, men ikke alvorlige. Andre er sjældne, men kan være alvorlige.
Tal med lægen eller sygeplejersken, hvis du oplever bivirkninger. Afhængig af graden af bivirkninger og hvilke bivirkninger, det drejer sig om, kan lægen i samråd med dig reducere dosis, afbryde behandlingen midlertidigt eller vælge at stoppe behandlingen.
Infektion
Du kan have øget risiko for infektion. Det skyldes behandlingens indvirkning på de raske celler i knoglemarven. Derved kan antallet af hvide blodlegemer blive nedsat. De hvide blodlegemer er vigtige i kroppens forsvar mod infektioner.
Det er derfor en god idé at måle din temperatur, hvis du føler dig varm, utilpas eller begynder at fryse over kort tid og måske får kulderystelser.
Kontakt os altid, hvis du får over 38,3 i temperatur.
Blodmangel (lav blodprocent)
Hvis du føler dig meget træt, har åndenød eller hjertebanken, kan det skyldes, at din blodprocent er faldet. Dette kan ske, hvis behandlingen påvirker dine røde blodlegemer.
Du kan da eventuelt have brug for blodtransfusion.
Blødning
Du kan måske få blødning. Det skyldes også behandlingens virkning, som kan medføre, at antallet af blodplader bliver nedsat. Blodpladerne er med til at standse blødning.
Hårtab
Behandling med tablet Cyklofosfamid kan muligvis bevirke, at dit hår bliver tyndere. Det er dog yderst sjældent, at man taber håret helt.
Snak med sygeplejersken eller lægen, hvis du oplever hårtab som et problem.
Gener i mund og svælg
Enkelte patienter kan få sår, blærer eller belægninger i eller omkring munden.
Tablet Cyklofosfamid kan også medføre en ændret smagsoplevelse, fx metalsmag, dårlig smag, eller at intet smager af noget.
Hvad du selv kan gøre for at forebygge generne:
- Hold munden ren, børst tænder med blød tandbørste morgen og aften samt efter hovedmåltid.
- Tyg tyggegummi uden sukker, fordi det renser tandkødet og stimulerer dannelsen af spyt.
- Hold huden ren og tør omkring munden og hold læberne hele - brug gerne læbepomade.
Kvalme
Der kan forekomme almen utilpashed samt appetitløshed. Enkelte patienter kan få kvalme af tabletterne. Ved behov kan du få kvalmestillende medicin, som du kan tage derhjemme.
Hvad du selv kan gøre for at modvirke appetitløshed eller kvalme:
- Spis når du føler dig sulten. Gerne mange små måltider i løbet af dagen.
- Spis af en lille tallerken, da det ofte ser mere indbydende og mindre overvældende ud.
- Anret maden pænt; få eventuelt en anden til at anrette den for dig.
- Spis først og fremmest det, du har lyst til
- Spis let fordøjeligt, fx frugt, desserter, kiks og lignende.
- Supplér med nødder, mandler og mørk chokolade.
- Drik proteindrik.
- Motion og frisk luft kan hos mange patienter nedsætte kvalme og vil ofte øge appetitten.
Ændret afføringsmønster
Dit afføringsmønster kan ændre sig. En del patienter får diarré, mens enkelte kan opleve det modsatte, nemlig forstoppelse.
Eventuelle problemer plejer ikke at vare ved, men tal med personalet herom, hvis du har behov for hjælp og vejledning.
Hvad du selv kan gøre for at holde maven i gang:
- Drik rigeligt med væske.
- Hold dig i bevægelse, undgå sengeleje.
- Spis fiberrigt (grøntsager, hvedeklid, tørrede frugter, svesker, abrikoser, rosiner, hørfrø).
Hvad du selv kan gøre ved let diarré:
- Drik rigeligt med væske for at erstatte væsketabet som følge af diarréen
- Spis bananer, dåsefrugt og supper for at holde saltbalancen
- Gamle husråd som revet æble, havresuppe, hvidt brød, kartoffelmos og ris kan muligvis afhjælpe diarréen.
Sjældne bivirkninger
I sjældne tilfælde kan Cyklofosfamid påvirke lungerne og/eller hjertet på længere sigt. Det kan vise sig i form af åndenød, hævede ben, kraftig hjertebanken eller fx smerter i brystet. Hvis du oplever sådanne problemer, skal du fortælle os det.
Det er vigtigt, at du oplyser lægen eller sygeplejersken om de bivirkninger, du får i forbindelse med behandlingen, så vi kan forsøge at forebygge eller afhjælpe dem
Hvornår skal du kontakte os?
Du skal kontakte Hæmatologisk Afsnit:
- hvis du får temperatur over 38,3°C
- hvis du får blødning i huden eller fra slimhinden
- hvis der sker ændring/forværring i din tilstand
- hvis du har spørgsmål til din behandling.
|
Kontakt Medicinsk Afdeling Beriderbakken 4 7100 Vejle Hæmatologisk Ambulatorium 79 40 63 35 (hverdage kl. 08.20-16.15) Hæmatologisk Sengeafsnit 79 40 69 48 (uden for ambulatoriets åbningstider) |
|
pinfoSLB-761011106-258 104786 | 23.06.2026 |