Skip til primært indhold

Ultralydsscanning af muskler og led med eventuel blokade

Information om din undersøgelse""

Du skal scannes med ultralyd for at få et mere præcist billede af din tilstand.

Du får muligvis lagt en blokade, der er en indsprøjtning med binyrebarkhormon og lokalbedøvelse.

Sådan foregår undersøgelsen

Ved en ultralydsscanning bruger vi lydbølger til at danne billeder på en computerskærm. Du kan ikke mærke lydbølgerne, og scanningen er ufarlig.

Vi smører gelé på din hud og fører et ultralydshoved hen over huden med et let pres. Ultralydshovedet sender billeder til en computerskærm, som vi kigger på under selve undersøgelsen.

Undersøgelsen varer cirka 15 minutter, og du kan tage hjem umiddelbart efter.

Formålet med en blokade

Blokadens blanding af binyrebarkhormon og lokalbedøvelse giver smertelindring på kort sigt og dæmper betændelse på lang sigt. Lokalbedøvelsen virker med det samme og 4-6 timer frem.

Det er forskelligt fra person til person, hvornår binyrebarkhormonet, der dæmper betændelse, begynder at virke, og virkningen kan vare fra uger til måneder.

Efter undersøgelsen

Hvis du har fået en blokade, er der flere ting, du skal være opmærksom på efter undersøgelsen.

Symptomer og smerter

Du kan opleve en forværring af dine symptomer, kort efter blokaden er lagt, fordi binyrebarkhormon har en lokalirriterende virkning. Få oplever smerter det første døgn efter indsprøjtningen.

Sukkersyge

Hvis du har sukkersyge, skal du være opmærksom på, at binyrebarkhormon kan påvirke blodsukkeret. Tal med os om det, hvis du har sukkersyge.

Skån dit led

Du skal skåne leddet mest muligt de første dage efter undersøgelsen.

Bivirkninger

Der er flere mulige bivirkninger ved brug af blokade. Bivirkninger kan være:

  • Allergiske reaktioner (sjældne).
  • Betændelse i og omkring leddet (mindre en 1 gang ud af 10.000 indsprøjtninger).
  • Infektion med bakterier (cirka 1 ud af 20.000 patienter).

Reager på symptomer

Fordi vi har stukket i dig, skal du holde øje med såret. Hvis det bliver rødt, hævet eller væsker, eller hvis du pludseligt får feber, kan det være tegn på betændelse. Oplever du nogle af de symptomer, skal du kontakte din egen læge.

Sådan får du svar

Du får resultatet af undersøgelsen af den læge eller afdeling, som har henvist dig.

Kontakt

Røntgen og Scanning

Sygehusvej 24

6000 Kolding

76 36 26 83

Røntgen og Scanning

Beriderbakken 4

7100 Vejle

79 40 53 00

Røntgen og Scanning

Østre Hougvej 55

5500 Middelfart

63 48 44 40


pinfoSLB-1173572183-64 176681|11.03.2026

APPFWU02V