HyQvia via Freedom-pumpe
Du skal have medicinen HyQvia, som er et immunglobulin. Medicinen skal styrke dit immunforsvar og forebygge infektioner.
Vi underviser og lærer dig teknikken i Hæmatologisk Ambulatorium. Når vi vurderer, at du er i stand til selv at tage medicinen hjemme, og du selv føler dig tryg ved det, kan du selv tage behandlingen derhjemme.
Normalt bliver de 2 første behandlinger givet i ambulatoriet.
Sådan virker medicinen
HyQvia består af 2 dele:
- HyQvia humant immunglobulin. Det fungerer ligesom de antistoffer, vi har naturligt i blodet, og som er en del af immunforsvaret, som hjælper kroppen med at bekæmpe infektioner.
- Hyaluronidase. Det er et enzym, der nedbryder underhudens naturlige hyaluronsyre. Derved er der midlertidigt mere plads i underhuden til mængden af immunglobulin.
Du skal have medicinen i underhuden via en pumpe, som kaldes ’Freedom’.
Sådan foregår behandlingen
Tag gerne medicinen ud af køleskabet 2 timer før, du skal bruge den. Det mindsker ubehaget, når du får medicinen.
Sprit dine hænder grundigt, inden du begynder at gøre klar.
Kontrollér medicinen
Kontrollér indhold, udløbsdato og batchnummer. Medicinen skal være klar – ellers skal du ikke bruge den.
Sæt batchnummer i hæftet, som du har fået udleveret af os. Vi skal bruge batchnummeret, hvis du får en allergisk reaktion på behandlingen efterfølgende.
Find remedier frem
Du skal nu finde alt det, du skal bruge. Find følgende frem, og læg det på en ren overflade:
- Freedom-pumpen
- 1 stk. 10 ml sprøjte
- 2 stk. 60 ml sprøjter
- 2 minispikes
- Nålesæt
- Mellemstykke
- Spritservietter
- Plaster.
Sæt nålen i
Nu skal du sætte nålen i. Det gør du sådan:
- Vælg stedet, hvor du skal have behandlingen. Du kan enten få det i maven eller låret. Undgå områder med synlige blodkar eller områder med betændelse.
- Sprit huden af i det valgte område. Stik nålen vinkelret i huden, og tryk den i bund.
- Sæt det medfølgende plaster over.
Gør hyaluronidasen klar
Nu skal du gøre hyaluronidase klar. Det gør du sådan:
- Fjern beskyttelseshætten på medicinflasken. Åbn flasken med medicinen. Begynd med at tørre gummimembranen af med spritservietten.
- Pak den ene minispike ud, og fjern beskyttelsen fra minispike-kanylen.
- Tryk minispiken gennem gummimembranen på hyaluronidasen (den lille medicinflaske).
- Åbn låget. Tag 10 ml-sprøjten, og skru den på minispiken.
- Vend flasken på hovedet, og træk nu hyaluronidasen op i sprøjten.
- Drej sprøjten fra minispiken, og sæt den på nålesættet.
- Kontrollér, at nålen ikke ligger i et blodkar ved at trække stemplet på sprøjten tilbage. Kommer der blod i slangen, skal du trække nålen ud, skrue sprøjten af og smide den væk. Begynd så forfra med at lægge en ny nål.
- Tryk forsigtigt på sprøjten, og sprøjt hyaluronidasen ind over 5-10 minutter.
- Lad den tomme sprøjte sidde på slangen.
Du skal nu vente 10-15 minutter, før du skal tage immunglobulinet.
Kontrollér at pumpen fungerer
Nu skal du gøre pumpen klar. Det gør du sådan:
- Kontrollér, at det sorte stempel sidder længst tilbage i sprøjtebeskytteren.
- Start pumpen.
- Stemplet skal bevæge sig fremad med en jævn hastighed. Hvis det ikke gør det, skal du kontakte os.
- Sluk pumpen (OFF).
- Drej justeringsgrebet i pilens retning for at trække pumpemekanismen tilbage, så stemplet sidder længst tilbage i sprøjtebeskytteren.
Gør immunglobulinet klar
Du skal nu gøre immunglobulinet klar. Det gør du sådan:
- Tag de to 60 ml-sprøjter. Træk stemplet frem og tilbage nogle gange for at gøre det lettere at trække medicinen op.
- Tag den anden minispike, og tryk den ned i flasken med immunglobulin.
- Skru sprøjten på minispiken.
- Vend nu medicinflasken på hovedet, og træk medicinen op i sprøjten.
- Drej sprøjten fra minispiken.
- Tag den anden 60 ml-sprøjte, og fyld den.
- Opbevar de forberedte, fyldte sprøjter i deres plastikcover for at holde dem rene.
- Drej sprøjten på mellemstykket og derefter på nålesættet.
Sådan gør du:
- Tag den ene af de fyldte 60 ml-sprøjter med immunglobulinet, og drej sprøjten på mellemstykket. Drej derefter mellemstykket på slangen med nålen.
- Placér 60 ml-sprøjten i infusionspumpen.
- Start pumpen ved at dreje knappen på ON. Medicinen bliver nu langsomt sprøjtet ind.
- Når sprøjten er tom, skal du dreje ON-OFF knappen til OFF positionen på infusionspumpen.
- Drej justeringsgrebet i pilens retning, så stemplet glider helt tilbage.
- Løsn sprøjten fra pumpen ved at trække sprøjten bagud.
- Tag sprøjten ud af pumpen.
- Drej sprøjten af mellemstykket.
- Skift til næste 60 ml-sprøjte med immunglobulin.
- Placér den i infusionspumpen, og start pumpen igen.
- Gentag trin 4-10 til den samlede dosis er givet. Når de første 2 sprøjter er givet, skal du genbruge dem og fylde de allerede brugte sprøjter.
Afslut behandlingen
Sådan afslutter du behandlingen:
- Når sprøjten er tom og stemplet er helt i bund, skal du dreje tænd/sluk knappen til OFF.
- Drej justeringsgrebet i pilens retning, så stemplet glider helt tilbage.
- Løsn sprøjten fra pumpen ved at trække sprøjten bagud.
- Fjern sprøjten.
- Fjern plasteret forsigtigt, og træk nålen ud. Tryk de 2 vinger sammen omkring nålen.
- Klip nålen af slangen, og kassér den i en kanyleboks.
- Smid det resterende affald ud.
Svie og væske fra indstiksstedet
Hvis du oplever stærk svie i huden, eller at der siver lidt væske ud fra indstiksstedet, når du får behandlingen, kan det være, at du skal bruge en lidt længere nål. Ring til os, så vi kan hjælpe dig.
Bivirkninger
De mest almindelige bivirkninger til HyQvia er smerter eller let til moderat ubehag og ømhed ved indstiksstedet.
Bivirkninger ved indstiksstedet
I området, hvor du har fået medicinen, kan du opleve:
- rødme
- hævelse
- kløe
- hårdhed
- udslæt.
Disse reaktioner går ofte væk i løbet af et par dage.
Almindelige bivirkninger
Du kan opleve andre almindelige bivirkninger som:
- hovedpine
- træthed
- kvalme
- opkast
- diarré
- mavesmerter
- muskel- eller ledsmerter
- brystsmerter
- feber
- svaghedsfølelse
- utilpashed.
Allergiske reaktioner er sjældne
Allergiske reaktioner på HyQvia er meget sjældne.
Du er hos os i Hæmatologisk Ambulatorium de første gange, du skal have HyQvia, så vi kan holde øje med dig og se, at du tåler behandlingen. Første gang du skal have HyQvia, sprøjter vi medicinen langsomt ind i starten, hvorefter vi gradvist øger hastigheden. Det gør vi, så vi kan overvåge dig og straks opdage og behandle en allergisk reaktion.
Det er vigtigt, at du fortæller det til os, hvis du oplever bivirkninger til behandlingen.
Vær opmærksom på
Fordelen ved, at du kan få behandlingen derhjemme, er, at du ikke behøver at bruge tid på at komme på sygehuset. Du skal heller ikke have taget blodprøver før behandlingen derhjemme.
Tag ikke medicinen ved feber
Hvis du har feber, må du ikke tage medicinen. Ring i stedet til Hæmatologisk Ambulatorium.
Du skal kontakte os, hvis:
- din temperatur er 38,3 °C eller derover
- du oplever en ændring eller forværring i din tilstand
- du har problemer eller spørgsmål til din behandling med HyQvia.
|
Kontakt Medicinsk Afdeling Beriderbakken 4 7100 Vejle Hæmatologisk Ambulatorium 79 40 63 35 (hverdage kl.08.00-16.00) Hæmatologisk Sengeafsnit A110H 79 40 63 35 (udenfor ambulatoriets åbningstid) |
|
pinfoSLB-761011106-305 182725 | 16.06.2026 |