Skip til primært indhold

Udskiftning af brystprotese

– eller eventuel fjernelse af brystprotese

Du skal have foretaget en operation med udskiftning eller fjernelse af din brystprotese.

Indlæggelse

Du møder fastende til indlæggelse og har været i bad om morgenen på operationsdagen.

Inden operationen – i afdelingen

På operationsdagen skal du tage et brusebad inkl. hårvask samt fjerne hårene i armhulen med en hårtrimmer. Du må ikke bruge en skraber, da du kan få små sår og rifter. Har du ingen hårtrimmer, kan du låne én på afdelingen, når du kommer.

Du får operationstøj udleveret og knælange strømper. Disse skal du have på indtil udskrivelse.

Du får eventuelt medicin, som anæstesilægen har ordineret.

Selve operationen

Det er individuelt, om der er behov for dræn efterfølgende. Drænet fjernes som regel døgnet efter, når produktionen af væske er aftaget.

Mobilisering og smerter

Protesehulen er allerede dannet fra tidligere operation. Derfor kan det være meget individuelt mht. smertebehandling. Du får fast smertestillende medicin under indlæggelsen. Det er vigtigt, at du allerede fra operationsdagen kommer ud af sengen og er oppegående.

Restriktioner

  • Du skal undgå tunge løft i 4 uger.
  • Du skal bære sports-bh i 2 måneder døgnet rundt.
  • Du må tidligst ligge på siden og på maven 2 uger efter operationen.
  • Motion må genoptages efter 4 uger, dog først hård fysisk belastning efter 6 uger.
  • Af hensyn til evt. dræn, skal du være påpasselig i forbindelse med bad, således at forbinding og dræn ikke bliver våde.

Hvis det er en fjernelse af brystprotese uden genanlæggelse, gælder de ovenstående restriktioner ikke, men du skal holde dig i ro i 1-2 uger.

Bilkørsel

Du må køre bil, når du er lige så frisk, som du plejer at være. Du skal kunne reagere normalt i enhver situation.

Udskrivelse

Tidspunktet for din udskrivelse afhænger af, hvordan du har det, og om du eventuelt har fået anlagt dræn. Mange er klar til udskrivelse samme dag, men ellers bliver det en kort indlæggelse. Ved udskrivelse medgives en kontroltid til ambulatoriet.

Det anbefales at benytte micropore/englehud på langs af arrene i minimum 3 måneder efter operationen med skift en gang ugentlig. Dette kan købes på apoteket. Undgå direkte sol på brystet i et år efter operationen.

Sygemelding mindst 1-2 uger.   Dette afhænger af erhverv og fysisk belastning og aftales med lægen.

Komplikationer

Ved alle operationer er der risiko for komplikationer. Det ses sjældent, men i få tilfælde kan der opstå infektion. Symptomerne vil være rødme, varme, hævelse, smerte og feber.

Opstår der infektion efter du er udskrevet, skal du kontakte ambulatoriet eller sengeafdelingen. Se kontaktoplysninger på bagsiden.

Vi opfordrer til rygestop i 6-8 uger før operation og ligeledes efter operationen. Ophør med rygning mindsker risikoen for komplikationer og medfører derfor et godt resultat.

Kontakt

Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling

Beriderbakken 4

7100 Vejle

Plastikkirurgisk Ambulatorium

79 40 56 00


pinfoSLB-1749254457-10 154512   |   07.07.2026

APPFWU01V