Omsorg for pårørende
Tilbud om individuel samtale
Som pårørende til et alvorligt sygt menneske er du sandsynligvis den vigtigste ressourceperson. Du tager dig af mange forskellige opgaver, der har at gøre med sygdommen og den, der er syg. Det vil vi gerne støtte dig i, og derfor tilbyder vi dig en samtale.
Formål med samtalen
Mange undersøgelser viser, at pårørende, der får støtte og vejledning under sygdomsforløbet, er bedre rustet til at klare vanskelige situationer undervejs. Til samtalen taler vi med dig om den nye rolle, du har fået, og som du måske var uforberedt på. Vi taler med dig om angsten for at miste, om usikkerhed, ensomhed og om fremtiden. Vi har fokus på dine behov og vanskeligheder som pårørende.
Praktisk information
Samtalen kan foregå hos os eller hjemme hos dig. Den varer cirka 1 time og er med jeres kontaktsyge-plejerske. Du er velkommen til at have en ven eller et familiemedlem med til samtalen. Tal med os, hvis du ønsker at gøre brug af tilbuddet.
Sådan forbereder du dig
Der er forskellige ting, du med fordel kan have tænkt over inden samtalen:
- Hvad belaster dig?
- Mangler du viden – om hvad?
- Får du den hjælp, du har behov for?
- Hvad betyder sygdommen for jeres roller i familien, og hvordan påvirker det dig?
Gode råd til dig som pårørende
Det kan være en stor udfordring og overvældende at være pårørende. Det er vigtigt, at du tænker på dig selv og dit velbefindende. Det kan du fx gøre ved at:
- sørge for at få en god nattesøvn
- være fysisk aktiv. Gå fx en tur hver dag.
- spise sundt
- lave en oversigt over opgaverne. Det kan være en lettelse at få overblik
- arrangere et familiemøde, hvor I planlægger den hjælp, som du og den syge har behov for
- sørge for at holde kontakt til familie og venner. Det kan hjælpe dig med at være i det svære.
- acceptere hjælp fra andre til praktiske opgaver – det kan lette din byrde
- holde pauser og få en ven, familiemedlem eller en frivillig til at være hos den syge, mens du gør noget for dig selv
- minde dig selv om, at du gør dit bedste, og at du ikke er alene, selv om det til tider kan opleves sådan
- huske, at dine følelser og tanker er helt normale
- få støtte fra familie og venner samt din praktiserende læge, hjemmesygeplejerske og Enhed for Lindrende Behandling
- huske, at man ikke altid kan holde det, man har lovet. Der kan ske ting i udviklingen af en sygdom, som betyder, at beslutninger og løfter må ændres.