Margueritte-prisen 2020

Anette Bergman er blevet indstillet af sin kollega Birgitte Waldbjørn.

Hun er blevet indstillet for sin indsats i forbindelse med indlæggelsen og behandlingen af en hjemløs patient. Den hjemløse patient havde fået konstateret svært hjertesvigt og skulle efterfølgende begynde i relevant behandling. Derfor var det vigtigt, at han blev fulgt tæt af hjertesvigtsklinikken. Problemet var bare, at patienten ikke havde en fast adresse, og ikke havde nogen e-boks. Derfor kunne hjertesvigtsklinikken ikke sende indkaldelser og ikke holde fast kontakt med patienten.

Da Anette Bergman hørte om problemet, gik hun i aktion. Hun fik med sit engagement, fantastiske humør og ligefremme væsen etableret en god relation med patienten. Sammen fik de aftalt, at Anette skulle forsøge at skaffe ham et hjem. Hun kontaktede Vejle Kommune og Kirkens korshær, og ved fælles hjælp fik de ringet til forskellige omsorgshjem. Det lykkes at få et værelse et af de steder, de kontaktede. Dermed kunne man følge patienten, og han kunne samtidig få den nødvendige ro til at koncentrere sig om at komme sig efter indlæggelsen.

Birgitte Waldbjørn skriver i sin indstilling:

Det var først og fremmest et super godt tværsektorielt samarbejde med Anette som tovholder for den sårbare patient. Hun skabte en relation til patienten og involverede ham i alle samtaler omkring boligsituationen. Hendes tilstedeværelse og patientnære kontakt og evnen til at lytte fik ham til at indse vigtigheden i at tage sin medicin og få et sted at bo.

Vi havde senere patienten indlagt igen og på det tidspunkt havde han stadig sin faste bopæl.

De to sygeplejersker er indstillet af afdelingssygeplejerske Marlene Dvinge på baggrund af et brev fra en pårørende. Brevet var fra en kvinde med tre små børn, hvis mand desværre omkom i en trafikulykke. Beskeden blev overbragt af politiet en sen fredag aften.

Kvinden skriver i sit brev:

Derefter tog tingene en helt speciel drejning. Der blev sørget for, at vi kunne komme ind til ham på sygehuset i Vejle. Vi blev mødt af nogle helt fantastiske sygeplejersker. Vi kom ind til ham - på dette tidspunkt havde jeg min 13 år gamle datter med, de to yngste sov. Vi blev guidet og passet på, forklaret og opvartet. Vi havde i den grimme situation en meget smuk oplevelse i at se ham. Da det var natten mellem fredag og lørdag, var der længe til det officielle ligsyn. Alligevel fik vi beskeden; har I brug for det, så ringer I, og så kommer I bare.

Både lørdag og søndag aften stod disse fantastiske skabninger klar, og processen gentog sig, forklaring, og opvartning, svar på vores spørgsmål, og tagen hånd om os. Det var en unik oplevelse. Både lørdag og søndag var de to yngste også med, og i de kyndige hænder fra sygeplejerskernes side, blev alle tre unger afklaret omkring tingene, og kom til ro med det skete. Så tusind tak er en meget fattig sætning. Det kan ikke sættes ord på vores taknemmelighed.

Kvinden skriver også om stor hjælp og forståelse fra portørerne i kapellet, der blandt andet sørgede for, at de kunne komme og sige godnat til deres far hver aften. Hun slutter brevet sådan:

Hele vejen igennem denne proces er vi blevet tilgodeset på en så fantastisk måde, at vi er kommet så hele igennem den, som overhovedet muligt. Aldrig kan jeg få ord på, hvad det betyder som mor, og kone, at skulle igennem dette forløb, men hvor er jeg taknemmelig for at det var disse mennesker, der krydsede vores vej, når det nu var sådan det skulle være.
Tak er alt for fattigt, men tak alligevel.

Lene Bolvig er blevet indstillet af en pårørende: Christina Cordes Andersen.

Christina skriver i sin indstilling:

I slutningen af maj blev min bedstemor indlagt med akutte hjerteproblemer. Som ugen skred frem stod det klart, at hun ville sove ind på Kolding Sygehus, og jeg blev medindlagt, så jeg kunne være med til at pleje hende og være der for hende de sidste dage. Jeg fik en seng ind på stuen og kunne være hos hende uafbrudt. I den sammenhæng gjorde særligt én sygeplejerske sig bemærket.

Jeg var meget ked af det og meget alene af forskellige familiemæssige årsager - og jeg havde aldrig været så tæt på et døende menneske før. Jeg stod også overfor at skulle miste en af de vigtigste personer i mit liv og var udmattet og allerede fuld af sorg. Midt i det hele kom Lene. Hun så mit behov for trøst og satte sig hos mig og min bedstemor, som ikke længere var ved bevidsthed. Hun spurgte nysgerrigt ind til min bedstemor og hendes liv og vores tætte relation. Hun smilede, vi grinede også lidt - og så gav hun sig tid til at svare på alle de spørgsmål til en dødsproces, som jeg også sad med. Hun var så rolig og velovervejet i sine svar.

Jeg var meget ked af det og fyldt med følelsen af ensomhed. Det så hun også. Inden hun gik ud fra stuen tog hun initiativ til et knus med ordene: "Nogle gange har man bare brug for at blive holdt om, især når man yder så meget omsorg". Eller noget i den stil. Det gjorde en verden til forskel.

Da min bedstemor var sovet ind, var det også Lene der var med til at gøre hende i stand og heller ikke her, var noget overladt til tilfældighederne. Hun var respektfuld, stillede alle de rigtige spørgsmål og sørgede både for at gebisset kom tilbage i munden, briller på næsen og at armbåndsuret symbolsk blev stillet på klokkeslættet for dødstidspunktet.

Det er små ting, men det gjorde situationen unik og fyldt med kærlighed. Det var hårdt at se et menneske, man holder af, sygne hen og dø. Jeg var bange, selvom jeg var voksen og anede ikke, hvad jeg kunne forvente. Lene fik gjort hele processen til andet end blot et spørgsmål om opbevaring af en patient og terminal sygepleje. Hun så en hel situation, to hele mennesker og tog sig af både den fysiske pleje og den psykiske omsorg.

En dag skal jeg sige farvel til en jeg holder af igen - og så betyder det alverden, at jeg har fået en ballast i form af denne oplevelse. Lene har måske ikke reddet et liv i denne situation, men hun har i den grad påvirket et. Nemlig mit.