Alt kan ske – og alt kan ændre sig, når man er Ph.d. studerende
Få indblik i, hvordan det er at være ph.d. studerende i Center for Fælles Beslutningstagning, og lær mere om Bettina Mølri Knudsens projekt om digitale beslutningsstøtteværktøjer.
Bettina Mølri Knudsen er Ph.d. studerende i Center for Fælles Beslutningstagning, hvor hun undersøger, om et digitalt beslutningsstøtteværktøj kan hjælpe kræftpatienter med at blive bedre forberedt på deres samtale med lægen. Målet er, at patienterne bliver mere afklarede omkring deres ønsker, behov og behandlingsmuligheder, inden de møder op på hospitalet.
Hun fremhæver det særlige ved at være ph.d.-studerende i Center for Fælles Beslutningstagning – nemlig at man arbejder tæt sammen med både forskere og implementeringskonsulenter: ”Det skaber en god dynamik og sikrer, at vi forsker i det, vi implementerer – og implementerer det, vi forsker i”.
Bettina håber, at hendes forskning kan bidrage til at identificere, hvilke patienter der har gavn af et digitalt værktøj som forberedelse før samtalen med lægen – og lige så vigtigt, hvem der ikke har behov for det. På den måde kan vi målrette indsatsen og skabe bedre patientforløb.
Selvom man ved, hvad man går ind til, er der alligevel noget, der er kommet bag på Bettina:
”Noget af det, der har overrasket mig mest ved at tage en ph.d., er, hvor meget et projekt kan ændre retning undervejs – og at det er helt i orden og en naturlig del af forskningsprocessen. Det er jo netop en forskeruddannelse, og så længe der kommer læring ud af projektforløbet, så betyder det ikke noget, at et eller flere delprojekter ændrer sig radikalt undervejs”.
Læs mere om Bettinas forskning her:
IMPACTT - en beslutningsstøtteintervention for brystkræftpatienter
IMPACTT - en beslutningsstøtteintervention for tarmkræftpatienter
Patienter som medforskere i vurdering af graden af fælles beslutningstagning