Skip til primært indhold

Brystreduktion

Operation

Du skal have foretaget en brystreducerende operation. Årsagen kan være på grund af tungt/stort bryst, som giver fysiske gener eller for at skabe symmetri.

Du skal stoppe med at rygeminimum 6 uger før og efter operationen.

Selve operationen

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Ved operationen lægges der et ankerformet snit fra brystvorten og ned under brystet.

Du kan forvente at få ar disse steder.

Herefter fjernes brystkirtelvæv og fedt, indtil brystet får den planlagte størrelse.

Nogle gange kan det være nødvendigt, at der bliver lagt dræn, som vil fjerne overskydende blod og vævsvæske. Dræn fjernes efter et par dage, afhængig af mængden af væske. Der tages mål i sengeafdelingen til en støttende BH, som du får på lige efter operationen.

Efter operationen

  • Du får smertestillende medicin fast og efter behov.
  • Personalet vil hurtigst muligt hjælpe dig med at mobilisere ud af sengen for at forebygge komplikationer.
  • Du udskrives sædvanligvis samme dag, sidst på eftermiddagen/aftenen. Ved evt. dræn udskrives du i løbet af få dage, når dræn er fjernet.

Udskrivelse

Efter operationen kan du forvente ømhed/spændthed af brystet samt lettere misfarvning og hævelse af brystet. Dette vil aftage, men kan tage op til et par måneder.

Eventuelle tråde fjernes ca. 14 dage efter operationen ved din egen læge.

Efter operationen skal du bruge en støttende bh/sports-bh 6 uger døgnet rundt og herefter 6 uger i dagtid.

Undgå direkte sol på brystet i et år efter operationen, da arrene kan blive misfarvede. Det anbefales at bruge micropore-plaster/englehud på arrene i minimum 3 måneder for at opnå pæne ar. Disse kan købes på apoteket.

Sygemelding

Du skal forvente mellem 1-6 ugers sygemelding. Tidsperspektivet afhænger af erhverv og fysisk belastningen i forbindelse hermed.

Aktivitet og sport

Du må løfte albuer og arme til skulderniveau de første 2 uger – herefter gradvis øgning til fuld bevægelighed efter 4 uger.

Du må max løfte 1-2 kg på den/de opererede sider i 4 uger. Herefter må du stille og roligt øge bevægelse og belastning til fuld aktivitet efter 6 uger.

Du skal så vidt muligt sove på ryggen i 4 uger. Du kan dog ligge kippet lidt på skrå, med dyne eller pude i ryggen ca. 30 grader. Det er blot vigtigt at armene ikke skubber på brystet. Du må ligge/sove på maven efter 12 uger.

Løb og krævende fysisk aktivitet er først efter 12 uger. Du må gerne gå ture og mindre belastende aktiviteter indtil da.

Vigtigt at lytte til kroppen.

Evt. vævsforskydning af ar først efter 12 uger – dog med individuel/afh. af teknik.

Seksualitet og amning

Du kan være sammen med din partner, når du selv har en følelse af at være klar.

Nogle kvinder vil ikke kunne amme, da en del af kirtelvævet er fjernet.

Bad

Du kan gå i bad 1 døgn efter, drænet er fjernet. Plastre på arrene duppes tørre med et rent håndklæde og skiftes kun efter behov.

Komplikationer

Ved enhver operation, kan der være risiko for komplikationer i form af infektion, blødning, hævelse og smerte.

Ved mistanke om komplikationer skal du kontakte Plastikkirurgisk Ambulatorium eller Sengeafsnit A260.

En brystreducerende operation kan give nedsat følesans i brystvorten.

Følesansen bliver ofte normal igen, men det kan godt tage helt op til 1 år.

Kontakt

Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling

Beriderbakken 4

7100 Vejle

Plastikkirurgisk Ambulatorium

79 40 56 00 (hverdage kl. 8-15)

Organ- og Plastikkirurgisk Sengeafsnit

79 40 56 70 (hele døgnet)


pinfoSLB-1749254457-57 110456   |   17.07.2026

APPFWU02V