Småbørnsastma
Småbørnsastma er en fælles betegnelse for små børn med astma og små børn, der kun har symptomer på astma ved infektion/forkølelse. Sidstnævnte gruppe kan også kaldes for "infektions udløst astma" eller "astmatisk bronkitis".
Det kan være svært at vurdere hos små børn, om de udelukkende har astmasymptomer i forbindelse med infektion, om de har mere vedvarende symptomer (astma), eller om symptomerne blot er værre, fordi barnet er forkølet (luftvejsinfektion).
Uanset hvornår og hvor hyppigt symptomerne er til stede, kaldes astmasymptomer hos små børn under 6 år derfor småbørnsastma. 2/3 af børnene vokser fra småbørnsastma. Ofte har børnene det bedre om sommeren, hvor der ikke er så meget forkølelsessmitte.
Symptomer ved småbørnsastma
Slimhinden i luftrørene svulmer op, og de små luftrør trækker sig sammen.
Symptomerne kan være:
- Pibende/hvæsende vejrtrækning.
- Besværet og hurtig vejrtrækning.
- Hoste.
- Indtrækninger ved ribbenene og på halsen.
- Manglende appetit.
Behandling af småbørnsastma
Hvis dit barn har symptomer på småbørnsastma, er behandlingen altid anfaldsmedicin på spacer. Anfaldsmedicin er en blå spray, der kan hedde airomir, ventoline, airsalb m.m. "Blå" medicin virker ved at få musklerne omkring luftvejene til at slappe af, så der bliver mere plads til at trække vejret. Medicinen har desuden en slimløsende effekt. Hvis dit barn er under 3 år, skal det bruge spacer med ansigtsmaske.
Er dit barn ældre, kan det sikkert bruge spacer med mundstykke. Mundstykket skal placeres mellem dit barns læber og tænder. Du skal altid ryste medicinen, før du sætter spaceren med maske omkring dit barns mund og næse. Masken skal slutte tæt. Dit barn skal trække vejret 6 gange.
Du kan læse mere om anfaldsmedicinen i informationsarket ’Ventoline’ på vores hjemmeside: https://sygehuslillebaelt.dk/afdelinger/kolding-sygehus/borne-og-ungeafdelingen/patienter-og-parorende/pjecer-og-informationsmaterialer
Hvis behandlingen ikke virker
De fleste børn bliver ikke ret syge og kan stadig lege og spise. Du skal holde øje med om:
- dit barn får dybe indtrækninger
- det hjælper at give "blå" medicin
- virkningen af "blå" medicin holder mindst 2 timer
- dit barn virker udmattet og er ikke interesseret i kontakt.
Hvis dit barn har besværet vejrtrækning og virker udmattet, skal det straks til læge eller på sygehuset.
Jo yngre dit barn er, jo større risiko for udmattelse.
Forebyggende behandling
Hvis dit barn har mange eller hyppige symptomer, kan det behandles med forebyggende medicin, som gives fast dagligt i form af en spray med binyrebarkhormon. Forebyggende behandling virker ved at nedsætte dannelsen af slim og minimere hævelser af slimhinderne. Sprayen er orange og gives på spacer 1-2 gange dagligt. Denne type medicin virker ikke med det samme, men gradvist i løbet af uger til måneder.
Medicinen kan fx hedde flixotide. Som supplement kan Montelukast anvendes. Det gives 1 gang dagligt som pulver (granulat) eller som tyggetablet.
Bivirkninger ved medicin
Anfaldsmedicin (blå) kan give hjertebanken og indre uro, men det er ikke farligt.
Forebyggende medicin (orange) kan give svamp/trøske i og omkring munden. Du skal derfor tørre dit barn om munden, samt børste tænder eller give dit barn noget at drikke, efter det har fået forebyggende medicin.
Gode råd
Anbefalinger:
- Sørg for, at dit barn ikke udsættes for passiv rygning. Det betyder, at hjemmet skal være helt røgfrit. Hvis nogen skal ryge, bør det foregå udenfor. Man kan få hjælp til rygestop i kommunen.
- Vær opmærksom på god håndhygiejne for at forebygge infektioner.
- Giv dit barn det anbefalede tilskud af D-vitamin.
|
Kontakt Børne- og Ungeafdelingen Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 33 12 |
|
pinfoSLB-655458838-134 105459 | 25.06.2026 |