Fra Forsvaret og til et job som forsker
Camilla Fischer Christiansen er én af mange unge forskere på Sygehus Lillebælt. Vejen til forskerjobbet blev på sin vis fundet, da hun var soldat og drømte om et liv som førstehjælper i kampzonen.
Da Camilla Fischer Christiansen i 2015 var konstabelelev ved Forsvaret i Aalborg, fortalte en erfaren sygeplejerske en dag de unge soldaterelever om arbejdet som udsendt. Camilla Fischer Christiansen var selv ved uddanne sig til ’medic’. En funktion, hvor man skal yde førstehjælp og behandle hårdt sårede kammerater i en kampzone i alverdens brændpunkter.
- Det var en sygeplejerske, der havde været udstationeret som ’medic’, der fortalte om arbejdet som udsendt. Og så tænkte jeg: ”Det er dét, jeg skal!”. Det lød spændende og fedt, husker Camilla Fischer Christiansen.
Et stort, afgørende indtryk
Den kvindelige sygeplejerskes fortælling og tiden som først værnepligtig og siden konstabelelev i militæret har på sin vis bragt Camilla Fischer Christiansen til dér, hvor hun er i dag. Som sygeplejerske - og som forsker på Vejle Sygehus. For mødet med militæret og mødet med sygeplejersken gjorde et stort, afgørende indtryk.
- Dér begyndte min interesse for sundhed. Jeg tog ’medic’-kurset, men der var ikke nogen udsigt til at blive udstationeret, og der var ingen mening i at gå og lege soldat herhjemme. Så jeg søgte i stedet ind på sygeplejeuddannelsen, siger hun.
Tre år efter, at Camilla Fischer Christiansen blev uddannet sygeplejerske, har hun nu indledt et nyt job – nu som forsker. Den 1. maj begyndte hun som ph.d.-studerende på Vejle Sygehus, hvor hun forsker i koblingen mellem KOL og angst. Igen med en linje tilbage til tiden ved militæret.
- Måden at arbejde på som forsker tiltaler mig. Jeg kan fordybe mig i noget spændende. Der er en klar struktur i arbejdet, der er en systematik. Hvis det i sidste ende skal komme folk til gavn, kræver det, at du gør tingene ordentligt. Og det kræver samtidig, at du har en høj grad af selvdisciplin. Som du jo også skal have i Forsvaret, siger Camilla Fischer Christiansen.
Den 28-årige nordjyde, der er opvokset i Sørup syd for Aalborg, var forud for opstarten som ph.d.-studerende projektsygeplejerske på Medicinsk Afdeling i Vejle i netop KOL og angst. Og før det havde hun gennemført en kandidat i sygepleje. En dag spurgte en erfaren oversygeplejerske, om hun kunne være interesseret i at skrive en ph.d.
- Og så tog det ene det andet, og nu sidder jeg her i dag, fortæller hun.
Patienter isolerer sig
Camilla Fischer Christiansen forsker helt præcist i, om det er muligt at lave et retvisende og specifikt spørgeskema, som man kan bruge til bedre at kunne identificere patienter med KOL-relateret angst. Et spørgeskema, der skal målrettes mulige tilfælde af patienter, som lægerne for eksempel møder i lungeambulatoriet eller i almen praksis.
- Så vi på den måde kan identificere de tilfælde, der er. Og vi skal have fundet ud af, hvordan de to elementer hænger sammen. For vi kan ikke måle på noget, som vi ikke ved, hvad er. Og lige nu er der mange idéer og forestillinger om relationen mellem KOL og angst, men endnu ikke en klar definition. Det er nødvendigt at have klarlagt for at kunne tilbyde patienterne den rette behandling. For behandlingsmulighederne findes”, siger hun.
Hun fortæller, at KOL-relateret angst – hvor angsten og KOL-sygdommen spiller sammen – ofte har stor, negativ indvirkning på patienterne.
- Vi oplever tilfælde, hvor folk er hæmmet i deres hverdag, og hvor de for eksempel isolerer sig eller undgår sociale sammenhænge, fordi de er bange for at få en infektion. Eller måske tør man ikke længere gå ud til postkassen, fordi man er bange for at miste pusten og falde om, siger hun.
Men – det kan være svært at skelne mellem, hvornår det er angst og hvornår, det er KOL-sygdommen der spiller ind. Og ikke mindst hvornår begge dele påvirker hinanden. Det er dét, som spørgeskemaet skal være med til at afdække.
Cykler fra Børkop til Vejle
Camilla Fischer Christiansen bor i Børkop mellem Vejle og Fredericia med sin mand og deres datter, der kom til verden i august. Hun og manden boede en overgang i Amsterdam, hvor han var udstationeret i sit arbejde for skogiganten ECCO. Hun flyttede med til den hollandske storby og tjente penge ved at arbejde på en kaffebar. I det første ’corona-år’, 2020, vendte de tilbage til Danmark – han skulle arbejde i Tønder, hun skal læse til kandidat i Aarhus, og derfor flyttede de til Vejle, der ligger lige midt i mellem.
Nu er familien så flyttet ind i et hus i Børkop, og kombinationen af at være husejer og mor – med alt, hvad det kræver – tager en stor del af hendes fritid. Men der bliver blandt andet også tid til at se familien fra Nordjylland ”så meget som muligt” og til at dyrke motion.
Motion fylder nemlig meget i Camilla Fischer Christiansen liv, og når hun skal frem og tilbage til fælleskontoret på ”Bjerget” ved siden af Vejle Sygehus, hvor hun skriver sin ph.d., foregår det på cykel. På kontoret sidder hun sammen med andre ph.d.-studerende, og de hjælper hinanden på kryds og tværs.
- Vi kan sparre med hinanden, fordi vi ofte har været igennem de samme udfordringer som ph.d.-studerende. Du kan få hjælp til rigtig meget, fordi der sidder folk, der er i samme båd som dig, selvom vi ikke forsker i det samme. Så man får lidt et kollegaskab på den måde.
De næste tre år dykker Camilla Fischer Christiansen ned i sit forskningsområde på fælleskontoret, inden hun – efter planen - afleverer sit ph.d.-studie i april 2026.
- De næste tre år bliver vilde. Jeg har virkelig glædet mig til at komme i gang og til at fokusere på det her emne og koncentrere mig fuldt ud om det. Og det bliver fedt at se et slutprodukt i form af spørgeskemaet, der i sidste ende – forhåbentlig - kan hjælpe rigtig mange mennesker med KOL-relateret angst, siger hun.