Behandling i Smertecenter Middelfart
Vi behandler mennesker med kroniske smerter, som har komplekse problemer.
Du skal være undersøgt og have prøvet behandling hos din egen læge først. Det er kun din læge, som kan henvise dig til behandling i Smertecentret. Her på siden kan du læse mere om hvad behandlingen kan indebære.
For de fleste med kroniske smerter er det ikke realistisk at blive smertefri. Målet med behandlingen er i stedet at lindre smerterne og forbedre din livskvalitet. Det sker gennem accept, øget funktionsniveau i hverdagen og tilpasning af dagligdagen med de kroniske smerter.
Den første gang du møder ind i Smertecentret er til en samtale med en læge.
Inden du kommer til samtalen beder vi dig besvare et elektronisk spørgeskema. Både dine svar og selve samtalen er vigtige, da de tilsammen danner grundlaget for dit behandlingsforløb, og hjælper os med at forstå dine behov.
Vi vil tale om dine smerter, og om hvordan de påvirker dit liv. Hvis der er behov for det, vil vi undersøge dig.
Du er velkommen til at tage en pårørende med til denne samtale.
Du bliver tilknyttet en patientansvarlig læge og en kontaktsygeplejerske, som sammen med dig laver en behandlingsplan. Behandlingen kan bestå af flere elementer, herunder:
- Undervisning på hold, hvor både du og dine pårørende deltager
- Holdaktiviteter, hvor du fx kan arbejde med mindfulness, din aktivitetsregulering eller din smerteforståelse
- Samtaler med en sygeplejerske
- Fysioterapi
- Psykologisk smertebehandling
- Hjælp fra en socialrådgiver
- TENS-behandling
- Medicinsk smertebehandling
Behandlingsforløbet bygger på princippet om ”hjælp til selvhjælp” og kræver, at du deltager aktivt.
Du kan læse om kroniske smerter på hjemmesiden 'Smerteinfo'