Øresten – Semont
Øresten kaldes også godartet positionsbetinget svimmelhed. Øresten er en godartet sygdom. Øresten er små sten, som river sig løs og triller i ørets buegange, hvilket forårsager voldsom svimmelhed. Se billedillustration af øret nedenfor. Man kender ikke årsagen til, at man får øresten. Øresten er en af de hyppigste årsager til svimmelhed. Ses oftest hos kvinder og antallet af personer, der rammes, er stigende med alderen.
Billedillustration af ydre- og indre øre, herunder buegangene:
Hvordan føles øresten?
Patienter med denne sygdom oplever pludseligt indsættende svimmelhed af sekunders varighed. I forbindelse med stillingsændringer kan det føles som at sidde på en karrusel, fx når du vender dig i sengen, drejer hovedet eller bukker dig forover.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen kan afklare, hvorvidt du har øresten ud fra dine symptomer samt ved hjælp af forskellige undersøgelser, der tester dit balancesystem.
Hvad kan der gøres?
Mange patienter med øresten kan afhjælpes med en behandling, der kaldes Semont-manøvre. Under behandlingen placeres hovedet i forskellige positioner, hvorved de løse øresten kan flyttes på plads.
I svimmelhedsambulatoriet benytter vi ofte en såkaldt TRV-stol (ørestensstol), hvor vi både kan lave en undersøgelse af ørernes buegange samt behandle svære tilfælde med fastsiddende øresten. Du vil i forbindelse med den undersøgelse og behandling kunne opleve at blive svimmel. Nogle patienter oplever en bedring af deres symptomer umiddelbart efter endt behandling, men der kan godt gå 2-3 dage før alle symptomer er forsvundet. De svære tilfælde af øresten kan kræve flere behandlinger i TRV-stolen.
Gode råd til dig
- Det er vigtigt at fortsætte med dine daglige aktiviteter, selvom du skulle blive svimmel.
- På næste side finder du øvelser for Semont-manøvren, som vi anbefaler, at du udfører derhjemme med henblik på at afhjælpe din svimmelhed.
Øvelserne udføres 3 gange i træk og gerne 3 gange om dagen (for eksempel morgen, middag og aften) i 3 dage. Hold derefter gerne 3 dages pause. Øvelserne genoptages, hvis du fortsat oplever at være svimmel.
Højre øre
1) Sid på sengekanten, gerne sådan at fødderne er i kontakt med gulvet. Drej hovedet 45 grader mod venstre side (det raske øre).
2) Læg dig hurtigt ned på din højre side - fortsat med hovedet drejet mod venstre. Bliv liggende i denne position, indtil 1 minut efter svimmelheden er overstået.
3) Herefter lægger du dig hastigt – via siddende stilling - over på venstre side, fortsat med hovedet drejet mod venstre. Bliv liggende i denne position i 1 minut.
Sæt dig derefter langsomt op og kig ligefrem.
Venstre øre
1) Sid på sengekanten, gerne sådan at fødderne er i kontakt med gulvet. Drej hovedet 45 grader mod højre side (det raske øre).
2) Læg dig hurtigt ned på din venstre side - fortsat med hovedet drejet mod højre. Bliv liggende i denne position, indtil 1 minut efter svimmelheden er overstået.
3) Herefter lægger du dig hastigt - via siddende stilling - over på højre side, fortsat med hovedet drejet mod højre. Bliv liggende i denne position i 1 minut.
Sæt dig derefter langsomt op og kig ligefrem.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Du kan ringe til Øre- Næse- og Hals Ambulatoriet på 79 40 59 80 på hverdage mellem kl. 08.15-15.00.
Læs mere
Du kan også læse mere om øresten på følgende steder:
|
Kontakt Øre- Næse- og Halsafdelingen Beriderbakken 4 7100 Vejle 79 40 59 80 |
|
pinfoSLB-1595529526-243 167034 | 11.05.2026 |