Mindfulness-kursus
Mindfulness-træning er en metode, hvor opmærksomheden bevidst rettes mod et bestemt emne eller en bestemt genstand.
Forskning har vist, at daglige mindfulness-øvelser har god effekt ved blandt andet kroniske smerter, stress, angst og depression.
Med mindfulness træner vi:
- evnen til at mærke kroppen og til at observere egne tanker og følelser.
- bevidst at vælge fokus og give slip
- bevidsthed om egne automatiske handle- og tankemønstre
- udholdenhed eller tolerance for ubehagelige følelser, tanker og kropslige fornemmelser.
Mindfulness kan hjælpe dig med at leve et liv med nærvær og give dig større livskvalitet ved, at du bliver opmærksom på, hvad der er vigtigt i dit liv. Smerterne kan opleves mindre, fordi andre ting i dit liv får lov at fylde mere.
Kursets indhold
Kurset består af 8 mødegange, der hver varer 2,5 time. Der vil højst være 10 deltagere på holdet. Alle deltagere er i forløb hos smertecenteret, og det vil være de samme deltagere, som er med hver gang. Du skal møde op hver gang, så du får mest muligt ud af kurset.
På kurset vil vi hver gang:
- lave øvelser i mindfulness og støtte dig i at opbygge en daglig rutine derhjemme
- tage et emne op, som kan være en udfordring, når man har kroniske smerter
- have tid til at udveksle erfaringer, så du har mulighed for at tale med andre med samme udfordringer som dig.
Praktiske oplysninger
Tid og sted
Du får et indkaldelsesbrev, hvor du kan se tidspunkterne for hver kursusgang og mødestedet. Det er samme mødested hver gang.
Forplejning og pauser
Der vil være pauser, hvor der bl.a. er mulighed for at
hente kaffe, te og vand.
Pårørende
Kurset er kun for patienter, der er i forløb hos smertecenteret. Pårørende kan derfor ikke deltage.
Spørgsmål
Hvis du har behov for mere information, er du velkommen til at kontakte smertecenteret.
|
Kontakt Anæstesiologisk Afdeling Østre Hougvej 55 5500 Middelfart Smertecenter Middelfart 63 48 42 22 |
|
pinfoSLB-412869465-82 157215 | 29.06.2026 |