Skip til primært indhold

Celleforandringer

Udredning og behandling

Den celleprøve du har fået lavet, giver mistanke om celleforandringer. Celleforandringer er ikke kræft, og stort set alle kvinder, der får konstateret celleforandringer, bliver fuldstændig helbredt.

Celleforandringer opstår på baggrund af en infektion med HPV-virus (Humant papillomavirus). Både virusinfektionen og celleforandringerne giver som regel ikke symptomer. Hvis kroppen ikke selv fjerner virusinfektionen, og celleforandringerne ikke opdages, kan disse i værste fald udvikle sig til livmoderhalskræft. Derfor anbefaler vi, at du får lavet yderligere undersøgelser og eventuelt behandling af celleforandringerne.

Undersøgelse

Celleforandringerne inddeles i 3 grupper: lette, middelsvære eller svære.

For at bestemme sværhedsgraden af celleforandringerne, får du tilbudt en kikkertundersøgelse af livmoderhalsen (kolposkopi), kombineret med små vævsprøver (biopsier) og et lille skrab (cervixskrab) fra livmoderhalsen.

Der går ca. 2 uger, inden du får svar på prøverne. Når vi kender sværhedsgraden af celleforandringerne, tilbydes du enten en kegleoperation eller en ny kontrol.

Har du lette celleforandringer, er det tilstrækkeligt med kontrol efter 1 år.

Forandringerne forsvinder som oftest af sig selv.

Ved mere udtalte celleforandringer, tilbydes du kontrol hvert 1/2 år eller en kegleoperation.

Forholdsregler efter vævsprøver

Efter vævsprøven skal du holde dig i ro resten af dagen.

Du kan forvente lidt blødning svarende til menstruation de første dage efter prøvetagningen.

Så længe der er blødning, skal du undgå tampon, samleje, karbad og svømmehal.

Der kan forekomme komplikationer i form af kraftig blødning, kraftige smerter (som ikke kan behandles med håndkøbsmedicin), ildelugtende udflåd og feber over 38 grader.

Ved komplikationer skal du kontakte afdelingen (se kontaktoplysninger nederst på sidste side).

Kegleoperation

Indgrebet kan som oftest foregå ambulant og i lokalbedøvelse. Ved indgrebet fjernes et lille kegleformet stykke væv med celleforandringerne. Indgrebet varer ca. 15 minutter.

Indgrebet kan ikke foretages, hvis du har kraftig menstruation, eller venter denne umiddelbart efter indgrebet. Er dette tilfældet, skal du aftale en ny tid til indgrebet.

Efter kegleoperation

Efter indgrebet skal du blive på afdelingen 1/2 time. Du skal tage den med ro et par dage, og undgå løb,

cykling o.l. Hvis du har tungt arbejde, anbefaler vi sygemelding 3-4 dage. Der vil være lidt blødning og udflåd i 2-3 uger efter indgrebet. I denne periode bør du undgå samleje, tampon, svømmebad og karbad. 3-5 uger efter indgrebet, er livmoderhalsen helet op.

Indgrebet har ingen indflydelse på det seksuelle samliv og dine muligheder for at blive gravid. Du bør dog undgå at blive gravid de første 2 måneder. Der vil være en lille øget risiko for at føde for tidligt ved en senere graviditet, men ikke øget risiko for barnets helbred.

Kontrol

Det stykke væv der er fjernet, undersøges efterfølgende. Du får svar på den mikroskopiske undersøgelse af keglen ca. 2 uger efter indgrebet. Er forandringerne helt væk, skal du kontrolleres med celleprøve efter 6 måneder, hos din egen læge. Afhængig af denne prøve planlægges det videre kontrolforløb.

I visse tilfælde, kan vi ikke med sikkerhed sige, at alle forandringer er fjernet og du skal derfor til kontrol igen efter 6 måneder i Kvindesygdomme ambulatoriet. Ved denne kontrol skal der muligvis tages nye vævsprøver. Det er dog sjældent nødvendigt med yderligere behandling.

90-97 % af de kvinder, der får foretaget kegleoperation, får ikke celleforandringer igen.

Kontakt

Har du spørgsmål efter vævsprøve eller kegleoperation, kan du kontakte:

Kvindesygdomme ambulatorium

Sekretær: 76 36 24 77 (tast 3).

Hverdage 8.00-15.00.

Sygeplejerske: 76 36 24 77 (tast 2).

Hverdage 9.00-10.00.

Ved komplikationer

Ved komplikationer uden for telefontiden kan Kvindesygdomme Senge kontaktes på 76 36 24 39. Efter det første døgn skal du kontakte egen læge / vagtlæge ved komplikationer.

Kontakt

Kvindesygdomme og Fødsler

Sygehusvej 24

6000 Kolding

76 36 20 00

www.sygehuslillebaelt.dk/gynobs


pinfoSLB-1926437636-97 102708   |   08.07.2026

APPFWU02V