Skip til primært indhold

Hjemme igen efter kikkertoperation i albuen


Du er blevet opereret i din albue. Her kan du læse, hvad du skal være særligt opmærksom på derhjemme i tiden efter operationen. Det har betydning for, hvor godt du kommer dig.  

Ubehag og smerter    

Det er normalt at opleve ubehag og smerter efter operationen, men der er nogle symptomer, du skal reagere på.    

Reager på symptomer    

Det er vigtigt, at du holder øje med, hvordan dit sår heler, når du er kommet hjem. Du skal reagere, hvis du får et eller flere af disse symptomer:    

  • Feber    
  • Rødme, varme eller hævelse ved såret    
  • Såret væsker    
  • Stærke smerter.    

Hvis du oplever symptomer, skal du ringe til os på 79 40 57 43.    

Tag smertestillende, hvis du har ondt    

Det er normalt at have ondt efter operationen, men det er individuelt, hvor stærke smerter man har.    

De første 7 dage anbefaler vi, at du fast tager paracetamol (fx Panodil, Pinex eller Pamol) og ibuprofen (fx Ipren eller Ibumetin), hvis du tåler det. Herefter kan du tage smertestillende efter behov.

Du får stærk smertestillende medicin med hjem til de første døgn efter operationen.    

Brug ispose mod hævelse og smerter    

Du kan lægge en ispose på albuen hver 2. time i 10-20 minutter, hvis du hæver eller får smerter. Du kan også lave en kølebandage ved at komme fast brun sæbe i en plastikpose, trykke posen flad og komme den i fryseren. Kølebandagen kan fryses igen og bruges mange gange.  

Brug altid et viskestykke eller håndklæde rundt om isposen eller kølebandagen, så den ikke rører din hud direkte.  

Kontakt os, hvis du har svært ved at dække dine smerter    

Hvis du oplever, at du ikke kan dække dine smerter med smertestillende medicin, kan du kontakte os for at høre, om vi kan tilbyde dig anden smertestillende medicin.    

Du kan kontakte os på 79 40 57 43 for at høre nærmere og aftale det praktiske.    

Pleje og hygiejne    

Det er vigtigt, at du følger vores anvisninger, for at undgå betændelse og andre komplikationer.    

Tjek plastrene det første døgn    

Blod og væske fra sårene kan trænge igennem plastrene. Hvis det sker i løbet af det første døgn efter operationen, skal du ringe til os. Det er vigtigt, at plastrene bliver skiftet sterilt.    

Vi anbefaler, at du beholder silikone-/skum plastrene på i 7 dage. Hvis du kan se, at 75 % af plasteret eller mere er farvet af væske eller blod, skal du skifte det med et af de plastre, du har fået udleveret. Du kan eventuelt købe flere på apoteket.

Brug plastre, så længe sårene væsker.  

Bad    

Du må gerne tage brusebad med plastrene 1 døgn efter operationen. 7 døgn efter operationen må du tage brusebad uden plastre, hvis sårene er tørre.    

Du må først tage karbad, bade i havet eller gå i svømmehal, når sårene er fuldt ophelet – typisk 3 dage efter, at trådene er fjernet.  

Beskyt arret    

For at dit ar bliver så pænt som muligt, anbefaler vi, at du beskytter det mod direkte sol det første år efter operationen. Brug solcreme med høj faktor (50+), eller beskyt arret med tøj og plaster, der kaldes englehud. Du kan købe englehudsplaster på apoteket.    

Bevægelse og hvile    

For at få det bedste resultat af din operation er der noget, du ikke må, og andet, vi anbefaler dig at gøre, når du hviler og bevæger dig.    

Genoptræning  

Det er vigtigt, at du kommer   hurtigt   i   gang med at bevæge albueleddet   – gerne   så meget som muligt   og   allerede indenfor de første   1-2 dage.   Dette gør du ved at bøje og strække armen   og bruge den til   aktiviteter i dagligdagen.   De første uger skal du gøre det uden belastning,   herefter kan du gradvist øge belastningen.    

Vent med sport    

I tiden efter operationen må du ikke dyrke sport. Du må tidligst begynde at dyrke sport efter 2-4   uger.    

Praktiske forhold  

Der er nogle praktiske forhold, du skal være opmærksom på i forbindelse med din operation.  

Sygemelding    

Du skal forvente at være sygemeldt i nogle   uger, hvis du er i arbejde. Sygemeldingens længde afhænger af, hvilket arbejde du har.

Hvis du har et job uden belastende arbejde for   armen,   kan du ofte starte arbejde igen efter   2-4 uger.   Hvis du har et fysisk hårdt arbejde, skal du være sygemeldt i mindst   4 uger.    

Vent med at køre bil    

Du må ikke køre bil de første 7-14 dage efter operationen. Du må først køre bil, når:    

  • du ikke tager stærk smertestillende medicin    
  • du er godt i gang med genoptræning.  

Det videre forløb    

Du har opfølgende aftaler, som er vigtige for, at vi kan følge dig og sikre dig det bedste   resultat. Skriv gerne eventuelle spørgsmål ned på forhånd, så du er forberedt.    

Bestil tid til at få fjernet tråde  

Du skal have fjernet tråde hos din egen læge 12-14 dage efter operationen. Du skal selv bestille en tid.

Kontrol    

3 måneder efter operationen skal du til kontrol hos lægen, der har opereret dig.

Kontakt

Ortopædkirurgisk Afdeling

Beriderbakken 4

7100 Vejle

Ortopædkirurgisk Dagafsnit    

79 40 57 43  


pinfoSLB-1412858612-847 |   12.10.2026

APPFWU02V