Skip til primært indhold

Anstrengelsesudløst inspiratorisk stridor (EIIS)

Når man er forpustet, trækkes vejret ind med mere kraft end ved normal vejrtrækning. Det kan for nogen give problemer i luftrøret i området ved stemmelæberne.

Der kan være flere årsager, men kort fortalt resulterer den kraftige indånding i, at stemmelæberne - eller "bløddelene" lige over stemmelæberne blokerer for luften.

Problemet eksisterer kun ved indåndingen – modsat astma, hvor der er problemer ved udåndingen. Man kan godt lide af begge ting.

Symptomer

Symptomerne ved EIIS kan for eksempel være:

  • følelse af blokering i halsen
  • man kan ikke få vejret
  • det føles som om, man er ved at blive kvalt
  • der kan være lyd på vejrtrækningen
  • man kan få ondt i halsen og den øverste del af brystet
  • det kommer pludseligt under kraftig fysisk aktivitet
  • symptomerne svinder hurtigt igen, når man stopper med den aktivitet, der gør én forpustet.

Hyppighed

EIIS er især udbredt hos eliteidrætsudøvere, fordi de træner så hårdt. Lidelsen er hyppigere, end man regner med - op til 27 procent af befolkningen lider af EIIS, og en del af de mennesker, der lider af astma, har også EIIS.

Undersøgelser

Typisk bliver man undersøgt for EIIS via to forskellige undersøgelser:

  • En løbetest under maksimal belastning, hvor lægen lægger mærke til respirationen, lyden på vejrtrækningen og indtrækninger ved halsen.
  • En udvidet løbetest, hvor man forinden har puttet et kamera igennem næsen ned i halsen, så man kan se, hvad der sker ved stemmelæberne under løb. Denne undersøgelse udføres kun i specielle tilfælde og foregår kun på specialafdeling.

Behandling

Der findes ikke umiddelbart nogen medicinsk behandling. Det er ikke farligt, men i yderste konsekvens kan man besvime, men man får luften igen.

Gode råd:

  • Det gælder om at finde sin egen grænse ved at mærke, hvornår symptomerne begynder at komme og så stoppe/sørge for at holde den fysiske aktivitet under denne grænse.
  • Undgå at gå i panik.
  • Nogle har glæde af at trække vejret ind mod lidt modstand ved at lægge et par fingre hen over den åbne mund, når vejret trækkes ind – eller ved at knytte ens hånd let og trække vejret herigennem.
  • Nogle har glæde af at sige en S-lyd.

Fagudtryk der også bruges om anstrengelsesudløst inspiratorisk stridor:

EIIS = Exercise Induced Inspiratorisk Stridor

EILO = Exercise-Induced Laryngeal Obstruction

VCD = Vocal Cord Dysfunction

EIL = Exercise Induced Laryngomalacia

Kontakt

Børne- og Ungeafdelingen

Sygehusvej 24

6000 Kolding

76 36 33 12


pinfoSLB-655458838-90 135889   |   02.07.2026

APPFWU01V