Skip til primært indhold

Fødsel af barn i sædestilling

Denne information er til dig, der venter et barn, der ligger i sædestilling. 3-4 % af alle børn lægger sig med sædet (numsen) ned i moderens bækken op mod termin. Det betegnes som en underkropsstilling, og hvis barnet fødes med sædet først, kaldes dette en sædefødsel.

Forudsætninger

Følgende forudsætninger skal være opfyldt, før vi anbefaler, at du føder barnet normalt:

  • Graviditetslængden skal være over 34+0 uger.
  • Fosterskønnet skal være mellem 2500 gram og 4000 gram.
  • Fosteret må ikke være meget væksthæmmet.

Er alle disse forhold i orden anbefaler vi, at du føder normalt (vaginal fødsel).

Valg af fødselsmåde

Du vil komme til en samtale med en jordemoder, der grundigt vil informere dig om fordele og ulemper ved vaginal fødsel og ved kejsersnit. Jordemoder vil også informere dig om, hvad du vil kunne forvente i forløbet.

Både gravide, der skal føde første gang, og gravide, der har født før, kan føde et barn med sædet først.

Den endelige beslutning om, hvorvidt du vil føde vaginal fødsel eller kejsersnit er din.

Hvis du ikke umiddelbart er sikker på valget, må du gerne overveje beslutningen og kontakte os senere.

Fødsel med barn i sædestilling

Alt ved fødslen frem til presseperioden er helt det samme, som hvis barnet ligger med hovedet nedad.

Mulighederne for smertelindring ved fødslen er de samme ved en sædefødsel som ved andre fødsler. Epiduralblokade kan dog medføre, at du ikke er helt så mobil i presseperioden, som det kan være ønskeligt. Derfor bør du overveje, om dette er nødvendigt.

Barnet vil i perioder af fødslen blive overvåget med CTG (overvågning af barnets hjertelyd). Senest ved presseperiodens start sætter vi en elektrode på numsen af barnet, som registrerer hjertelyden.

Kommer der vesvækkelse i fødselsforløbet, eller trænger barnet ikke passende ned i fødselskanalen, vil lægen ofte anbefale, at vi foretager et kejsersnit.

En anden årsag til kejsersnit kan være påvirket fosterhjertelyd.

I presseperioden er der mulighed for at udnytte tyngdekraften og bevægelsen i dit bækken, derfor kan vi i nogle tilfælde anbefale dig at føde stående eller hvilende på alle fire.

Når sædet kommer så meget frem, at vi kan se barnets hofter, så har det største omfang passeret det smalleste sted i dit bækken og så ved vi, at barnet kan fødes.

Barnets hoved er den mindst eftergivelige del af barnet og i meget sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at hjælpe hovedet ud med en fødselstang.

Barnet kan kortvarigt efter fødslen være blåt og stille og have behov for hjælp fra en børnelæge til at komme i gang med vejrtrækningen.

I sjældne tilfælde (ca. 2 %) vil barnet have brug for indlæggelse på en børneafdeling.

Mulige komplikationer

Ved normal fødsel i sædestilling vil ca. 50 % af fødslerne ende med kejsersnit. Årsagerne til kejsersnit kan være manglende fremgang i din fødsel, eller hvis vi er i tvivl om barnets ressourcer. Langt de fleste kejsersnit kan foretages som akutte kejsersnit, hvor barnet bliver født indenfor 30 minutter efter, at kejsersnittet er besluttet. Du vil som udgangspunkt få en rygmarvsbedøvelse og være vågen under fødslen. Du vil få barnet op til dig kort tid efter fødslen.

I sjældne tilfælde, hvis det skal gå stærkt, vil du komme i fuld narkose og barnet vil blive født ved kejsersnit inden for 15 minutter.

Forskning viser, at hvis man har forsøgt at føde normalt, men ender med at føde ved kejsersnit, har barnet mindre risiko for at udvikle en række sygdomme senere i livet (se næste afsnit).

Kvinder, der har været i fødsel, men ender med kejsersnit, har ofte en nemmere fødsel næste gang.

Fødsel ved kejsersnit

Ved planlagt kejsersnit har du lidt større risiko for infektion og blødning. Ved eventuelle efterfølgende graviditeter har du let øget risiko for sjældne, men alvorlige komplikationer, som at livmoderen kan briste under fødslen, eller at moderkagen sætter sig forkert i livmoderen.

Ved et kejsersnit har ca. 3 % af børnene problemer med vejrtrækningen.

Enkelte har i kortere eller længere tid brug for hjælp fra en børnelæge eller indlæggelse på Børneafdelingen.

Nyere forskning viser, at børn født ved kejsersnit har en højere risiko for at udvikle en række sygdomme senere i livet, herunder astma, allergi og diabetes, end børn født ved normal fødsel.

Du er selv med til at træffe beslutningen om, hvorvidt barnet skal fødes ved kejsersnit eller ved en vaginal fødsel.

Kontakt

Har du spørgsmål om fødsel af et barn i sædestilling, er du meget velkommen til at kontakte os.

Kontakt

Kvindesygdomme og Fødsler

Sygehusvej 24

6000 Kolding

Graviditet Ambulatorium

76 36 29 47

http://www.sygehuslillebaelt.dk/gynobs


pinfoSLB-1926437636-284 128002   |   24.06.2026

APPFWU02V