Vævsprøve fra bughulen
Du skal have taget en vævsprøve fra din bughule. På fagsprog hedder det en intraabdominal biopsi. Du skal møde på 2. sal i Medicinsk Daghospital (A320). Se dato og klokkeslæt i dit indkaldelsesbrev.
Før undersøgelsen
Medicin
Hvis du får blodfortyndende medicin, skal der lægges en plan for, hvordan du skal tage medicinen før og efter undersøgelsen. Lægen, som har henvist dig, lægger en plan for din medicin.
Blodprøver
Du skal have taget blodprøver i A210 Blodprøvetagning ved forhallen på Vejle Sygehus, inden du møder op i A320. Blodprøverne kan også tages på nærmeste sygehus, men det skal være dagen inden undersøgelsen. Blodprøverne kan ikke tages hos din egen læge.
Undersøgelsen
Fasteregler
Du må kun spise et meget let måltid før undersøgelsen, som fx lidt yoghurt, eventuelt en skive hvidt brød uden skorpe. Du må drikke vand og saft helt indtil undersøgelsen.
På sygehuset
Du bliver modtaget af en sygeplejerske i Medicinsk Daghospital, hvor du blandt andet får en seng og sygehustøj.
Selve undersøgelsen
Selve undersøgelsen varer cirka 30 minutter og foregår på Røntgen og Scanning. Du bliver kørt i sengen til og fra Røntgen og Scanning. Du bliver lokalbedøvet, og derefter tager en røntgenlæge en vævsprøve, som bliver sendt til undersøgelse. Det er næsten smertefrit.
Efter undersøgelsen
Vi holder øje med dig i cirka 4 timer efter undersøgelsen. Du skal faste 4 timer efter undersøgelsen. Du må dog drikke vand eller saft 1 time efter undersøgelsen (ikke mælkeprodukter).
Du skal være sengeliggende i 4 timer efter undersøgelsen.
Komplikationer
Undersøgelsen er sjældent forbundet med komplikationer. Du skal kontakte vagtlægen (Region Syddanmark) på 70 11 07 07, hvis du bliver svim mel, utilpas, får mavesmerter eller feber efter du er kommet hjem.
Forholdsregler
Du må ikke være alene det første døgn efter undersøgelsen. Heller ikke under transport hjem. Du må ikke selv køre bilen hjem.
Det første døgn efter undersøgelsen skal du undgå store anstrengelser, som fx løft af tunge ting og sport.
Svar på undersøgelsen
Du kan forvente svar på undersøgelsen fra cirka 3 dage til 3 uger efter undersøgelsen. Du bliver kaldt ind til svar. Nogle gange kan svaret være, at det er nødvendigt at gentage undersøgelsen for at få mere væv ud.
Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Spørg endelig, hvis du er det mindste i tvivl.
|
Kontakt Medicinsk Afdeling Beriderbakken 4 7100 Vejle 79 40 53 61 (hverdage kl. 8.00-15.00) |
|
pinfoSLB-761011106-880 | 06.05.2026 |