Sterilisation
Denne folder er til dig, der skal steriliseres ved en kikkertoperation på Kolding Sygehus.
Det er vigtigt, at du nøje har overvejet operationen. Når du bliver steriliseret fjernes begge æggeledere, hvilket betyder, at du ikke senere kan blive gravid.
Forberedelse
På operationsdagen skal du møde fastende i Dagkirurgi. Læs folderen "Velkommen til dagkirurgi", der indeholder vigtige oplysninger i forhold til bad, faste, udskrivelse m.m.
Operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer ca. 1 time. Indgrebet foregår ved kikkertoperation (laparoskopi) gennem små huller i bugvæggen. Under operationen blæses en neutral luftart ind i bughulen, så vi kan se organerne. Æggelederne fjernes og sendes til undersøgelse.
Ved operationens afslutning fjerner vi luften. Vi syr sårene sammen med tråd, som opløses af sig selv.
I sjældne tilfælde kan en kikkertoperation ikke lade sig gøre på grund af sammenvoksninger.
Er sterilisation ikke muligt ved kikkertoperationen, afbryder vi operationen og vækker dig igen.
Bagefter kommer du til en samtale med en læge, hvor vi drøfter den videre behandling med dig.
Komplikationer
Komplikationer er sjældne, men der kan forekomme blødning. Yderst sjældent kan der ske skade på nærliggende tarm eller blære. Der er større risiko for komplikationer, hvis du er overvægtig, eller hvis du tidligere har fået foretaget en operation i maven. Hvis der opstår komplikationer, vil det ofte være nødvendigt at foretage en åben operation.
Efter operationen
En sygeplejerske tilser dig på opvågningsstuen efter operationen. Du kommer til at tale med en læge om operationen, hvorefter du kan tage hjem.
Smerter
Det er normalt, at der er ømhed i maven og lette smerter mellem skulderbladene efter operationen. Eventuelle smerter mellem skulderbladene skyldes små rester af den luft, som er blæst ind i maven ved sterilisationen.
Smerterne fortager sig gradvist i løbet af et par dage. Du må gerne tage smertestillende håndkøbsmedicin.
Du må tage brusebad dagen efter operationen. Du må fjerne plastrene et døgn efter operationen.
Virkning
Du vil være beskyttet mod graviditet umiddelbart efter operationen.
Det er vigtigt, at du ikke er blevet gravid lige inden sterilisationen. Hvis der er risiko for, at du er gravid, anbefaler vi, at du tager en graviditetstest.
Sygemelding
Der er ingen fast sygemelding, men nogle få dage vil ofte være en god idé.
Fortrydelse
Hvis du senere fortryder, at du er blevet steriliseret, kan indgrebet ikke gøres om. Den eneste mulighed for at blive gravid er ved hjælp af kunstig befrugtning.
Kontakt efter operationen
Ved akutte problemer efter operationen, kan du kontakte Kvindesygdomme Senge på 76 36 24 39. Ved problemer senere, skal du kontakte din egen læge.
Har du yderligere spørgsmål, kan du kontakte Kvindesygdomme Ambulatorium.
Sygeplejerske: 76 36 24 77 (tast 2). Hverdage 9.00-10.00.
|
Kontakt Kvindesygdomme og Fødsler Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 20 00 |
|
pinfoSLB-1926437636-117 102184 | 23.06.2026 |