Skip til primært indhold

Endometriose og dysmenoré

Information til praktiserende læger og praktiserende gynækologer om hvilke oplysninger og forudgående undersøgelser vi har behov for inden henvisning i forbindelse med endometriose og dysmenoré.

Endometriose er en sygdom, der ofte medfører smerter. Smerterne er ofte cykliske og forekommer før og under menstruation.
Dysmenore er ikke altid lig endometriose, men behandlingen er ofte den samme.
Symptomerne aftager, og sygdommen forsvinder, når man går i overgangsalderen. Det giver således ikke mening at blive udredt på mistanke om endometriose, når man er postmenopausal.

Udredning og behandling i almen praksis

Udredning

  • Smerte anamnese (smerter før/under menstruation, ægløsning, samleje). Smerter ved vandladning/afføring.
  • Blødningsskema
  • Gynækologisk undersøgelse:
    Endometriose elementer kan af og til ses i fornix posterior.
    Knudrede områder (endometriose plauqes) kan af og til palperes bag portio og ned mod rectum i den rectovaginale fascie.
    Palpation af bækkenbunden med henblik på sekundære muskelspændinger.

Behandling

Alle kvinder

Fast brug af smertestillende under menstruation og gerne med start dagen før blødningen kommer: 1 g pamol x 4 samt 400 mg ibuprofen x 3 dagligt.
Er der sekundære spændinger i bækkenbundsmusklerne, henvises til gyn-obs fysioterapi i privat regi. Behandlerliste findes på www.dugof.dk

Patienten startes i hormonel behandling med gestagen.

Kvinder under 40 år

P-piller i kontinuerlig cyklus, hvilket betyder der ikke holdes pause. Ofte fortsættes behandlingen til der kommer gennembrudsblødning. Herefter holdes 4 dages pause, hvorefter man genoptager behandlingen. P-pillerne må ikke være af flerfasetype, men skal have samme indhold i alle tabletter. Effekten afventes over minimum 3 måneder

Kvinder over 40 år

Minipiller eller en hormonspiral. Ved minipiller afventes effekten over minimum 3 måneder. Ved hormonspiral afventes effekten over minimum 4-6 måneder.

Generelt

Hvis denne behandling gør, at patienten har acceptable smerter, er det ikke vigtigt at stille diagnosen endometriose.

Henvisning

Hvis der ikke er effekt af ovenstående, kan patienten henvises med henblik på videre udredning.

Henvisning skal indeholde:

  • Anamnese med beskrivelse af smerteproblematik.
  • Beskrivelse af fund ved den gynækologiske undersøgelse.
  • Hvilken type hormonbehandling har patienten prøvet indtil nu og effekten heraf. Eventuelle bivirkninger?
  • Har patienten et aktuelt graviditetsønske?

Er det tale om en patient med erkendt endometriose ønskes information i henvisningen om tidligere behandling, eventuelt operationer eller forløb ved landets endometriosecentre.

Patient med graviditetsønske og kendt endometriose

Henvises direkte til fertilitetsbehandling (OUH) efter 6 måneders aktivt forsøg på at opnå graviditet.

Patient med graviditetsønske og mistanke om endometriose

Er der mistanke om endometriose, men diagnosen endnu ikke er stillet, kan patienten henvises til vurdering i Kvindesygdomme Ambulatoriet, Sygehus Lillebælt før evt. fertilitetsbehandling.

APPFWU01V