Skip til primært indhold

Håndtering og vedligehold i hverdagen

Sådan håndterer og vedligeholder du høreapparater af typen ITE med kuppel

Anbefalinger til brug af høreapparat

At opdage, at man har nedsat hørelse og derefter få høreapparater, kan være svært og kræve både tålmodighed og tilvænning. Når du får høreapparater, kommer lydene tilbage, og nogle lyde kan ligefrem virke støjende – eksempelvis en pose, der knitrer, en vandhane, der løber, eller en kaffekop, der sættes på bordet. Det er helt normalt. Det er også helt almindeligt, at lyden af ens egen stemme er høj og forandret, ligesom klangen af velkendte lyde også er ændret.

Særligt i begyndelsen skal man vænne sig til den nye hørelse og fornemmelsen af høreapparaterne i ørerne. Hjernen skal også til at registrere og behandle mange nye indtryk. På grund af høretabet kan det være længe siden, du sidst har hørt mange lyde i deres fulde styrke. Derfor anbefaler vi, at du ikke justerer på lyden de første uger efter, du har taget høreapparaterne i brug. Din hjerne skal have tid til at vænne sig til lydene.

Mens du vænner dig til de mange almindelige lyde omkring dig, lærer din hjerne også at ignorere baggrundsstøj og koncentrere sig om de vigtige lyde. På den måde får du efter lidt tilvænning fuldt udbytte af høreapparaterne.

Det er vigtigt, at du bruger høreapparaterne hver dag, hele dagen. Du skal forvente, at der kan gå flere måneder, inden du helt har vænnet dig til dem.

Hvis du har svært ved at høre, hvad der bliver sagt, kan du og dine pårørende følge disse råd:

  • Dine pårørende skal tale tydeligt med normal stemme og i et naturligt tempo.
  • Dine pårørende skal undgå at råbe dig ind i øret eller mod høreapparatet.
  • Mikrofonerne i høreapparaterne peger som regel fremad. Hvis din pårørende sidder bag dig eller ved siden af dig, kan det blive vanskeligt at forstå, hvad de siger. Sørg for at placere dig over for din pårørende, så I har øjenkontakt, og du kan følge mundbevægelserne.
  • Husk at reducere baggrundsstøj. Skru ned for musikken eller TV’et, eller find et roligt sted, hvor I kan tale sammen.
  • Hvis du har problemer med at forstå, hvad dine pårørende siger, kan de prøve at omformulere sætningen i stedet for blot at gentage eller tale højere. De kan eventuelt prøve at tale lidt langsommere.

Vi anbefaler, at du kontakter din hørekonsulent, hvis du har spørgsmål eller praktiske problemer.

Du er automatisk tilknyttet en hørekonsulent i den kommune, du bor i. Du har ved udlevering af dine høreapparater fået udleveret en pjece (se efter den pjece, der har ordene ”kommunikation”, ”teknologi” eller ”hjælpemidler” i titlen) med kontaktoplysninger til din lokale hørekonsulent. Hvis du er i tvivl om, hvem der er din lokale hørekonsulent, kan du kontakte Borgerservice i din kommune.

Kontakt din lokale hørekonsulent.

Din lokale hørekonsulent kan fx hjælpe med:

  • Undervisning i, hvordan du betjener og vedligeholder dine høreapparater.
  • Afprøvning og ansøgning om høretekniske hjælpemidler, eksempelvis teleslynge.
  • Justering af lyd på dine høreapparater. Vær opmærksom på, at enkelte hørekonsulenter ikke har mulighed for at justere lyden på høreapparater, hvorfor vi anbefaler, at du kontakter dem for nærmere information.
  • Reparation af dine høreapparater. Vær opmærksom på, at hørekonsulenterne i enkelte kommuner ikke tilbyder reparation af dine høreapparater. Hvis det ikke er et tilbud i din kommune, anbefaler vi, at du kontakter dem for nærmere information.

Sådan tænder og slukker du høreapparaterne

  1. Dine høreapparater tænder automatisk, når du lukker batteriskuffen helt i.
  2. For at slukke dine høreapparater skal du åbne batteriskuffen med neglegrebet i bunden af høreapparaterne (markeret med en lille tap).
    Batteriskuffen skal stå helt åben om natten.

Sådan tager du høreapparaterne på og af

Det kræver øvelse at tage høreapparater på korrekt.

Først skal du finde ud af, hvilket høreapparat der passer til dit højre øre og venstre øre. Kig efter en lille farvet markering på høreapparatet:

  • Rød betyder, at det er til dit højre øre
  • Blå betyder, at det er til dit venstre øre.
  1. Hold høreapparatet, så udtrækssnoren vender nedad. Sæt spidsen af høreapparatet ind i din øregang og skub forsigtigt høreapparatet ind i øregangen.
  2. Drej den let, indtil den sidder godt.

Silk i øret

  1. Grib fat i høreapparatets kant eller udtrækssnor.
  2. Træk høreapparatet forsigtigt ud af øregangen.

Håndtering og vedligehold i hverdagen

  • Hold dine høreapparater rene og tørre.
  • Tag altid dine høreapparater ud, når du bader, svømmer eller er ude i kraftig regn. Høreapparaterne tåler ikke vand over længere tid.
  • Tag altid dine høreapparater af, når du sover, og lad batteriskuffen stå helt åben om natten, så den bliver udluftet.
  • Vi anbefaler, at du opbevarer dine høreapparater et sted, hvor mindre børn og kæledyr ikke kan få fat i dem.

Du gør kuplen (også kaldet en dome, en tip m.fl.) og selve høreapparatet rent ved at tørre begge dele af med en tør klud eller et stykke køkkenrulle. Ved jævnligt at tørre begge dele af, undgår du, at kuplen eller høreapparatet stoppes til med støv eller ørevoks.

Du kan også tage kuplen af og vaske den i rent vand. Brug aldrig sprit eller andre væsker til at gøre kuplen eller høreapparaterne rene med. Du skal være sikker på, at kuplen er helt tør, inden du sætter den på igen. Bare en dråbe vand kan stoppe for lyden til dit øre. Hvis du vasker kuplen, kan det derfor være en god idé at lade den ligge til tørre natten over.

Vi vælger den kuppel, der passer til dig og dit høreapparat. Alle kupler tages af og på, på samme måde.

  1. Tag fat i kuplen og træk den af.
  2. Hvis du ikke kan få fat i kuplen, kan du vende indersiden udad og herefter trække den af.
  3. Kuplen er nu klar til at blive vasket i rent vand.
  4. Når kuplen er helt tør, kan du sætte den på igen.
  5. Når du klikker kuplen på plads, skal du sørge for, at den lille spids på kuplen passer med den linje, der er trykt på høreapparatet.

Kuplerne på dine høreapparater er vigtige for din oplevelse af lyden, du får. Kuplen skal føles behagelig, når den sidder i øregangen. Med tiden bliver kuplen mere stiv, og så er det tid til at skifte den. Vi anbefaler, at du som minimum skifter kuplen hver anden måned for at få en optimal lyd.

Selvom kuplen du anvender, måske ikke ligner kuplen på nedenstående billeder, er måden, du skifter kuplen på ens.

Hvis du har behov for at få mere vejledning og undervisning i, hvordan du skifter kuplen, kan du få hjælp hos din lokale hørekonsulent. Du finder kontaktoplysningerne på din hørekonsulent på bagsiden.

  1. Tag fat i kuplen og træk den af.
  2. Hvis du ikke kan få fat i kuplen, kan du vende indersiden udad og herefter trække den af.
  3. Pak en ny kuppel ud.
  4. Når du klikker kuplen på plads, skal du sørge for, at den lille spids på kuplen passer med den linje, der er trykt på dit høreapparat.

På dine høreapparater sidder der et lille, hvidt filter for enden af øreproppen. Filteret beskytter højttaleren i dit høreapparat, og det er derfor vigtigt, at du skifter det, så højttaleren ikke går i stykker. Hvis filteret bliver stoppet til med ørevoks eller fugt, kan det lukke af for lyden til dit øre.

Vi anbefaler, at du skifter filteret en gang i måneden eller efter behov. Den type øreprop, du anvender, ligner måske ikke øreproppen på billederne, men du skifter filteret på samme måde.

Se i denne video, hvordan du skifter filteret

Hvis du har brug for undervisning i, hvordan du skifter filter, kan du bestille tid ved din lokale hørekonsulent.

  1. Tag fat i kuplen, og træk den af. Indenunder kuplen, sidder det lille hvide filter.
  2. Åben plastik-etuiet med filtre, og tag et op af etuiet. Det nye filter sidder for enden af pinden. Pindene minder om en tændstik, i den ene ende er der en modhager, der kan tage det gamle filter ud. I den anden ende af pinden sidder det nye filter. Selvom den type høreapparat, du anvender, måske ikke ligner høreapparatet på illustrationerne, er måden, du skifter filter på ens.
  3. Tryk eller skru modhagen på pinden ned i det gamle filter.
  4. Tag filteret op.
  5. Vend pinden rundt.
  6. Pres det nye filter ind på plads.
  7. Når du klikker kuplen på plads, skal du sørge for, at den lille spids på kuplen passer med den linje, der er trykt på høreapparatet.

Batterierne i dine høreapparater holder typisk mellem 2-4 dage. Det afhænger af størrelsen på batterierne, og hvor meget du bruger dem. Når dine høreapparater er ved at løbe tør for strøm, afgiver de en lyd – eksempelvis en række bip, en talebesked eller en lille melodi. Det betyder, at du skal skifte batterierne.

Se i denne video, hvordan du skifter batteri

Når du tager et nyt batteri, kan du se, at der sidder et klistermærke bagerst på det nye batteri. Når du fjerner klistermærket, går batteriet i gang. Derfor er det vigtigt, at du først tager batteriet ud af pakningen og fjerner klistermærket, når du skal bruge batteriet.

Husk også at tjekke batteriets udløbsdato (se batteripakningens bagside).

Batteriskuffen sidder i bunden af dine høreapparater og er markeret med et neglegreb.

  1. Åbn batteriskuffen med neglegrebet i bunden af dit høreapparat. Tag det gamle batteri ud af batteriskuffen.
  2. Fjern klistermærket fra det nye batteri. Vent 2-3 minutter, før du sætter det i høreapparatet. Det øger levetiden af batteriet.
  3. Sæt det nye batteri i batteriskuffen. Sørg for at + siden på batteriet vender opad.
  4. Luk batteriskuffen. Høreapparatet spiller typisk en melodi, hvis batteriet er sat rigtigt i. Hold høreapparatet helt op til dit øre for at høre melodien.
    Saml dine brugte batterier, og aflever dem til genbrug.
APPFWU01V