Film produceret i Center for Fælles Beslutningstagning
I Center for Fælles Beslutningstagning er der blevet produceret en række film omhandlende fælles beslutningstagning, samt beslutningsstøtteværktøjet BESLUTNINGSHJÆLPER™. Du kan bl.a. se vores animationsfilm, der er oversat til flere sprog, og læse om de øvrige film, vi har produceret.
Animationsfilm om Fælles Beslutningstagning
Filmen beskriver kerneelementerne i fælles beslutningstagning og henvender sig både til patienter og sundhedspersonale. Filmen kan derfor anvendes som informationsmateriale, når patienten skal forberedes på fælles beslutningstagning, men vil også være velegnet i undervisningsøjemed.
Filmen findes på dansk, engelsk, tysk og norsk.
Vi har produceret en række små film om fælles beslutningstagning. Dem kan du læse mere om på denne side. Hvis du ønsker et link til én af nedenstående videoer, så send en mail til CFFB@rsyd.dk.
Hvad er Fælles Beslutningstagning?
Filmen beskriver kerneelementerne i samarbejdet mellem patient og kliniker, når der der skal træffes et valg. Filmen henvender sig til både patienter og sundhedsprofessionelle. Filmen er velegnet som brug på infoskærme i afdelinger, hvor der arbejdes med fælles beslutningstagning, samt som informationsmateriale til sundhedsprofessionelle.
Fælles beslutningstagning til patienten: Hvad er en BESLUTNINGSHJÆLPER™?
En BESLUTNINGSHJÆLPER™ er et beslutningsstøtteværktøj, som anvendes i samtalen mellem patienten og klinikeren. Værktøjet skal derfor fungere som en støtte i dialogen, når der skal træffes en fælles beslutning. Filmen henvender sig overvejende til patienter, der står overfor en samtale, hvor der skal anvendes en BESLUTNINGSHJÆLPER™. Filmen vil derfor være relevant at bruge som patientinformation på de afdelinger, hvor der anvendes beslutningshjælpere.
Fælles beslutningstagning til den sundhedsprofessionelle: Hvad er en BESLUTNINGSHJÆLPER™?
En BESLUTNINGSHJÆLPER™ er et beslutningsstøtteværktøj, som anvendes i samtalen mellem patienten og klinikeren. Værktøjet er ikke et informationsmateriale, men et redskab der skal fungere som en støtte i dialogen, når der skal træffes en fælles beslutning. Værktøjet er generisk og kan tilpasses forskellige kliniske kontekster.
Denne film viser, hvordan værktøjet er opbygget, og hvordan den kan tilpasses en specifik situation. Filmen henvender sig overvejende til sundhedsprofessionelle. Filmen vil være ideel at anvende som informationsmateriale til afdelinger, der står overfor at skulle anvende en BESLUTNINGSHJÆLPER™, eller hvor brugen af Beslutningshjælperen skal fastholdes.
Hvordan bliver jeg bedre til at praktisere fælles beslutningstagning?
Ønsker du at praktisere fælles beslutningstagning med din patient? Så har du allerede taget det første og vigtigste skridt. Dernæst er det nødvendigt at træne dine færdigheder i at anvende det. Center for Fælles Beslutningstagning har i samarbejde med Region Syddanmark/E-læring udviklet et e-læringsprogram, hvor du gennem en interaktiv film får mulighed for at styre samtalen i forskellige retninger.