Skip til primært indhold

Implementering af Fælles Beslutningstagning

I Center for Fælles Beslutningstagning har vi gennem årene opbygget solid erfaring med implementering af Fælles Beslutningstagning. Derfor har centeret udviklet en implementeringsmodel samt redskaber, der kan anvendes til at understøtte implementeringsprocessen. Du kan læse mere om de anbefalede elementer i implementeringsmodellen samt redskaberne nedenfor, og hvordan de kan understøtte processen.

Implementering i Region Syddanmark

I 2019 besluttede Region Syddanmark at udrulle og implementere Fælles Beslutningstagning på alle regionens sygehuse. Implementering af Fælles Beslutningstagning tager afsæt i SDM:HOSP modellen, der er udviklet på baggrund af den regionale proces. I samme ombæring blev der nedsat en regional styregruppe.

Den Regionale Styregruppe for Fælles Beslutningstagning i Region Syddanmark har den overordnede styring og beslutningskompetence for den regionale udrulning af Fælles Beslutningstagning. 
Styregruppen består af repræsentanter fra koncernledelsen for Region Syddanmark, patienter og pårørende-repræsentanter, direktionsrepræsentanter fra alle sygehusenheder samt fra ledelsen af Center for Fælles Beslutningstagning. Styregruppen anvender Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) samt specifikke mål for implementeringsindsatsen på de forskellige sygehusmatrikler til at følge den regionale indsats. Læs mere om proces- og resultatmål.

Alle sygehusenheder i Region Syddanmark har implementeringskonsulenter ansat. Deres opgave er at understøtte implementering og forankring af Fælles Beslutningstagning og udbrede kendskab hertil lokalt.

Implementeringskonsulenterne indgår i et fagligt netværk med fokus på at videreudvikle strategier for implementering og forankring; udarbejde redskaber og metoder til sparring omkring den praktiske udførelse af implementerings- og forbedringsarbejdet samt styrke samarbejde på tværs af regionens sygehusenheder.

Center for Fælles Beslutningstagning

Beriderbakken 4, 7100 Vejle


APPFWU02V