24 timers pH-måling i spiserøret
Du skal have lavet en 24 timers pH-måling i spiserøret. Vi skal undersøge, om dit spiserør bliver udsat for tilbageløb af maveindhold i højere grad end normalt.
Du skal bære en målingssonde i 24 timer, men du kan tage hjem og leve så normalt som muligt imens.
Sådan forbereder du dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig inden undersøgelsen. Nogle forberedelser er afgørende for, om vi kan undersøge dig. Kontakt os altid, hvis du er i tvivl.
Faste
Du skal faste før undersøgelsen. Det betyder:
- 6 timer før undersøgelsen skal du stoppe med at spise alle former for mad.
- 2 timer før undersøgelsen skal du stoppe med at drikke alle væsker.
Medicin
Du må ikke tage visse former for medicin i tiden op til undersøgelsen.
Følgende syrehæmmende medicin skal du holde pause med i 5 dage før undersøgelsen:
- Nexium
- Lansoprazol
- Losec
- Omeprazol
- Pantoloc
- Pariet Pantoprazol
- Esomeprazol.
Du må ikke tage følgende syrehæmmende medicin i
3 døgn før undersøgelsen:
- Aciloc
- Acinil
- Cimecodan
- Cimetidin
- Novamet
- Pepcidin
- Izatax
- Kuracid
- Ranicodan
- Ranitidin
- Zantac
- Cytotec.
Du må gerne indtage syreneutraliserende midler som for eksempel Link, Alminox, Novacid og Balancid indtil 6 timer før undersøgelsen. Det samme gælder Gaviscon.
På sygehuset
Til undersøgelsen bruger vi en pH-målingssonde, som er få millimeter i diameter. Vi fører sonden ned i dit spiserør gennem næsen. Det sker som regel umiddelbart efter, at du har fået målt trykket i dit spiserør.
Hvis du også skal have lavet trykmåling, får du særskilt information om dette.
Hjemme med sonde
På sygehuset tilslutter vi din pH-målingssonde til en minicomputer, som du kan bære i en taske.
Du skal bære sonden og minicomputeren de næste 24 timer, men du kan tage hjem og leve så normalt så muligt imens.
Minicomputeren skal du bruge til at registrere, hvor når du har symptomer som for eksempel surt opstød eller halsbrand.
Du skal også registrere, hvornår du lægger dig ned, hvornår du rejser dig op.
Medicin
Mens du bærer sonden, må du ikke indtage medicin, der påvirker pH (surhedsgraden) i spiserøret.
Du må desuden ikke tage syreneutraliserende midler. Vi informerer dig grundigt om alle forhold, der vedrører pH-målingen.
Tilbage på sygehuset
Når de 24 timer er gået, møder du op på Kolding Sygehus og får trukket sonden op. Det tager kun få minutter.
Når du kommer hjem
Vi ringer til dig med svaret på undersøgelsen, eller også indkalder vi dig til en samtale på sygehuset.
|
Kontakt Organkirurgi Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 23 98 (hverdage kl. 8-15) |
|
pinfoSLB-1355079695-90 102123 | 26.06.2026 |