HyQvia
Kort information til dig, der skal have HyQviaDenne patientinformation er skrevet til dig, som har fået tilbudt at starte op med behandling med immunglobulinet HyQvia. Du vil her få et kort overblik over behandlingen, og hvordan du skal tage den.
Hvad er HyQvia?
HyQvia er et immunglobulin, som skal hjælpe med at styrke dit immunforsvar, så du undgår infektioner.
Behandlingen med HyQvia får du som en infusion under huden og består af 2 dele. En flaske med selve immunglobulinet samt en flaske med Hyaluronidase, som er et enzym. Enzymet skal medvirke til bedre optagelse af immunglobulinet fra huden.
Fordele og udfordringer
Du kan/skal have behandlingen i eget hjem og behøver ikke at bruge tid på kørsel frem og tilbage til sygehuset. Hvis du ikke selv kan tage behandlingen i eget hjem, er der mulighed for, at en af dine pårørende kan blive lært op i at give dig behandlingen.
Du/dine pårørende bliver oplært af en sygeplejerske i Hæmatologisk Ambulatorium til selv at kunne tage behandlingen.
Du skal lære at stikke dig selv med en nål i huden (subcutan) samt lære at håndtere en pumpe til behandlingen. De første to behandlinger får du i Hæmatologisk Ambulatorium, så vi sikrer os at du kan tåle behandlingen.
Du skal ikke have taget blodprøver i forbindelse med behandlingen i eget hjem.
Sådan gør du
Du skal ikke tage behandlingen, hvis du har feber, men tage kontakt til Hæmatologisk Ambulatorium først. Sådan gør du:
- Du skal starte med at tage enzymet. Enzymet trækker du op i en sprøjte, som du derefter skal sprøjte ind i underhuden via en lille nål med en slange på. Nålen skal du anlægge i enten maven eller låret. Enzymet skal du derefter sprøjte ind i huden over 5 minutter.
- Du skal derefter klargøre selve immunglobulinet, som du skal trække op i de medgivne sprøjter.
- Sprøjten skal du derefter sætte i infusionspumpen, som styrer hastigheden. Sprøjten skal du skifte under behandlingen, så du i alt får 200 ml.
- Du skal herefter koble immunglobulinet til den nål, som du allerede har lagt i huden. Når immunglobulinet er startet op, vil det herefter tage cirka 40 minutter at få behandlingen med HyQvia.
- Du skal afsætte i alt mindst 1 time, fra du starter med at gøre behandlingen klar, til du har afsluttet behandlingen og sat plaster på til sidst.
Bivirkninger til HyQvia
Du kan opleve rødme, hævelse, kløe og udslæt i huden, hvor du har fået behandlingen.
Der kan også komme andre almindelige bivirkninger såsom hovedpine, træthed, kvalme, diarre, muskel- og ledsmerter, feber og utilpashed.
Allergisk reaktion ses sjældent. De første to behandlinger med HyQvia bliver givet i Hæmatologisk Ambulatorium under observation for at se, at du kan tåle behandlingen. Derved kan en eventuel allergisk reaktion blive opdaget og behandlet straks.
Det er vigtigt, at du fortæller lægen og sygeplejersken i Hæmatologisk Ambulatorium, hvis du oplever bivirkninger til behandlingen. Dette gælder både under og efter behandlingerne.
Behandling i eget hjem
Hvor ofte du skal have behandlingen, vil lægen i Hæmatologisk Ambulatorium ordinere ud fra dine blodprøver. Medicinen, pumpen samt remedier til behandlingen får du udleveret fra Hæmatologisk Ambulatorium.
Vi håber, at du via denne patientinformation har fået overblik over behandlingen med HyQvia. Hvis du har spørgsmål til behandlingen, kan du kontakte Hæmatologisk Ambulatorium.
|
Kontakt Medicinsk Afdeling Hæmatologisk Ambulatorie Beriderbakken 4 7100 Vejle 79 40 63 35 (hverdage kl. 08.20-16.15) |
|
pinfoSLB-761011106-411 164399 | 19.06.2026 |