Forstoppelse og urininkontinens
Mange er vant til, at deres hverdag følger en bestemt rytme. Det gælder også for maven. Forstoppelse er træg, hård og sjælden afføring. Der er ingen regel for, hvor ofte maven skal fungere, men der er tale om forstoppelse når:
- du har afføring hver tredje dag eller sjældnere
- din afføring er tør og knoldet
- du må bruge bugpressen for at få afføringen ud
- du har problemer med at komme af med din afføring.
Forstoppelse og urininkontinens
En overfyldt tarm kan udøve et pres på blæren, så den eventuelt vil tømme sig, før du er parat til det, men de største skader skyldes forsøget på at tømme en forstoppet tarm ved at presse.
Når man presser for at tømme tarmen, risikerer man at sætte de resultater over styr, som man har opnået ved hjælp af bækkenbundsøvelserne. Ved pres på denne måde strækkes bækkenbundsmuskulaturen, og derved svækkes den.
Gode råd
- Det er en god ide at drikke, så du tisser 1.000 - 1.500 ml i døgnet.
- Spis mad med kostfibre. Der er eksempelvis mange fibre i rugbrød, kartofler, gryn, grønsager og frugt. Fibre bevirker, at afføringen bliver større og blødere. Har derved lettere ved at passere tarmen.
- Undgå hvidt brød, kager og sukker.
- Giv dig tid ved toiletbesøg undgå at bruge bugpressen.
- Gå på toilet regelmæssigt, og når trangen melder sig.
- Dyrk mest mulig motion. Fysisk aktivitet stimulerer tarmens bevægelser. Hos ældre kan en daglig gåtur være nok.
Du kan evt. tage plante-fiberpræparatet HUSK eller lignende. Det kan bruges som ymerdrys eller røres ud i saft eller vand. Det er samtidig vigtigt at drikke rigeligt væske. For lidt væske kan give propper i tarmen.
Hvis disse råd ikke er nok, skal du kontakte din læge, som kan ordinere et stærkere afføringsmiddel og vurdere, om du skal undersøges for din forstoppelse.
I de fleste tilfælde er forstoppelse uskadelig, men den kan dog være symptom på en anden grundlæggende sygdom.
Spørgsmål
Har du yderligere spørgsmål, kan du kontakte Kvindesygdomme ambulatorium:
Sekretær: 76 36 24 77 (tast 3).
Hverdage 8.00-13.00.
Sygeplejerske: 76 36 24 77 (tast 2).
Hverdage 9.00-10.00.
Kommentarer, ris eller ros
Hvis du har kommentarer, ris eller ros i forhold til dine oplevelser på afdelingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsledelsen på mail.
Kommentarerne indgår i en løbende evaluering og kvalitetsforbedring af afdelingens tilbud og behandling.
Du finder os på www.sygehuslillebaelt.dk/kontaktgyn
|
Kontakt Kvindesygdomme og Fødsler Sygehusvej 24 6000 Kolding 76 36 20 00 |
|
pinfoSLB-1926437636-111 102452 | 26.06.2026 |