Margueritte-prisen 2022

Inger Abildgaard Bliksted er blevet indstillet for sin pleje af en ung kvindelig patient, der blev indlagt på intensivafdelingen i begyndelsen af året. Patienten skriver i sin indstilling:

Jeg blev indlagt den i februar 2022 på Vejle Sygehus med to kæmpe blodpropper i lungerne. Jeg er kun 33 år, så det var en virkelig skræmmende oplevelse, især fordi jeg lå på intensiv de første døgn. Generelt har stort set alle læger og sygeplejersker, jeg har været i kontakt med i de 10 dage, jeg var indlagt, gjort det til en virkelig god oplevelse. Mængden af omsorg og forståelse har blæst mig bagover. Men der var nu alligevel 1 intensiv sygeplejerske, jeg nok altid vil huske. Den kære Inger. Man kan bare mærke, at hun er født til sit job. Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad der er det helt specielle ved hende….. men begge mine forældre elskede hende også.

Dagen efter jeg blev indlagt, spurgte hun for eksempel, om hun ikke skulle vaske mit hår (som trængte) – og i stedet for bare at tage en bathcap, vaskede hun mit hår rigtigt. Arrangerede det sådan, at vandet løb ned i en sæk, da hun skyllede håret. Fik hjælp af en kollega til at holde. Yderligere var hun på vagt, da jeg blev overflyttet til hjertemedicinsk - og hun fulgte mig derop og sørgede for, at jeg kom godt på plads. Det betød så meget for mig. Jeg sidder endda med tårer i øjnene, som jeg skriver dette. Tak!

Indstillet af pårørende, Mette Stie, der til daglig selv er sygeplejerske på Vejle Sygehus.

Mette Olsen er indstillet for sin excellente sygepleje, da Mette Sties far lå som døende på karkirurgisk sengeafsnit. Faren havde selv valgt, at han ikke længere ville modtage dialyse - med den konsekvens, at både han og datteren vidste, at han ville sove ind. Datteren sad hos ham gennem det, hun beskriver som ’dødens venteværelse’ i 3 uger, og det var ikke nogen nem situation. Samtidig havde de to haft en vanskelig relation gennem årene, og det gjorde ikke situationen nemmere.

Mette Stie skriver i sin indstilling: Det her skal ikke være en beskrivelse af psykologiske indviklinger eller et komplekst far-datter forhold. Det er blot for at sige, at ens historie og relationer betyder noget – og at de vanskelige ting og relationer på ingen måde bliver mindre vanskelige, når sygdom og død bliver nærværende – faktisk tværtimod. Det var lige præcis det, Mette Olsen havde blik for og anerkendte, da jeg sad der lørdag nat ved siden af min døende far. Siden torsdag formiddag havde han været i en meget dyb søvn. Han trak været meget tungt, stødvist og anstrengt. Jeg havde tanken om at bede om noget beroligende til ham, men jeg kunne ikke. Efter at have lyttet til hans tunge vejrtrækning i 3 døgn, var jeg ikke længere i stand til at skelne, om der var forandring eller ej, men jeg var urolig, kunne ikke sove, kunne ikke tænke…. Mette og hendes søde kollega kom som kaldet ind på stuen. Som noget af det første sagde Mette det, hun så. At hans vejrtrækning var meget anstrengt, og så sagde hun de fineste ord: ”sådan skal man ikke have det ”, og så handlede hun. Hun gav ham noget beroligende, som jo hjalp lige med det samme.

Min fars vejrtræning blev mere rolig. Men jeg var stadig urolig, og jeg tror, at Mette og hendes kollega fornemmede at noget trængte sig på i mig. De blev hos mig, og pludselig havde vi en snak om det at skulle miste en, man elsker.

Med stoisk ro var Mette tilstede og nærværende. Hun var hos mig, og jeg havde tillid til hende. Jeg havde simpelthen bare brug for at fortælle om det hele til et menneske, der lyttede og ikke fordømte hverken min far eller jeg. Mette ikke bare lyttede, hun gav faktisk også noget af sig selv, og det var måske det, der gjorde, at jeg turde fortælle min historie og om mine modsatrettede følelser. Uden at være privat eller intim fortalte hun om sine levede erfaringer med at miste og at have en historie. Det var så fint. Det betød, at jeg ikke følte mig alene, og at jeg ikke behøvede at skamme mig over mine følelser.

Senere samme nat døde faren.

Mette Stie skriver: Jeg vil gerne udtrykke min dybeste tak til Mette (og hendes kollega). Mette havde mod til at være hos min far og jeg, og hun udviste stor respekt. Hun havde mod til at høre min historie og mod til at give lidt af sig selv. Hun handlede, når der var brug for det, hun tiede og talte, når der var brug for det, hun rørte, når der var brug for det, og så trøstede hun mig, da jeg var allermest sorgfuld. Så ja, Mette gjorde det situationen kaldte på – hverken mere eller mindre. Det har haft en exceptionel betydning for den måde jeg efterfølgende har håndteret min sorg på. Jeg er sorgfuld, men jeg lever. Af hjertet tak!

Marie Louise Poulsen er indstillet for sit arbejde en dag i december, hvor hun i en svær situation formåede at skabe en særlig stemning hos en døende patient og hans familie.

Det var en travl dag, hvor der var mange patienter, og hvor Cosmic samtidig var ude af drift. Omkring klokken 17 faldt der dog lidt ro over afdelingen, og i forbindelse med aftenplanlægningen fortalte Marie-Louise sine kollegaer, at hun havde taget sin trompet med på arbejde. Årsagen var, at hun derhjemme havde gået og tænkt på, hvor godt det kunne være, hvis hun kunne få mulighed for at spille nogle julemelodier for patienterne og deres pårørende i løbet af aftenen for at skabe lidt julestemning. Det gjorde hun – gående hen ad gangen på hele plan 6.

Nogle dage forinden var en ældre mand blevet akut indlagt med lungebetændelse, og han havde svært ved at trække vejret. Hustruen var hos ham på sygehuset. Senere kom også datteren og sønnen til, da det blev besluttet at stoppe behandlingen, fordi videre behandling var udsigtsløs. Sønnen ankom i løbet af eftermiddagen. På det tidspunkt var patienten så afkræftet, at han kun lige havde energi til at trække vejret.

Da Marie-Louise var færdig med at spille, kom datteren ud fra stuen. Hun ønskede, at Marie-Louise skulle følge med ind til hendes far. Familien ville gerne have, at hun skulle spille et par melodier for faren, der på grund af high flow-apparatet ikke havde kunnet høre noget, da hun spillede på gangen. I det samme åbnede patienten øjnene og kiggede på Marie-Louise. Hun spurgte ham, hvilke sange han gerne ville høre. Med familiens hjælp fik han fortalt, at han godt kunne lide ” Julen har bragt velsignet bud” og ”En rose så jeg skyde”. Marie-Louise spillede, og hele situationen spredte en stemning af både patientens og de pårørendes forsoning med situationen og den realitet, at døden var nært forestående. Patienten lå med lukkede øjne og udstrålede velvære, mens han holdt sine pårørende i hånden. De gengældte med at stryge ham på kinden, og det var tydeligt, at han lyttede til melodierne. På en og samme gang var der både trøst og sorg i rummet. Senere samme aften døde patienten med sin familie tæt omkring sig.

Pernille Langkilde skriver i sin indstilling: Fortællingen viser, hvordan Marie-Louise ydede en excellent sygepleje over for en familie, der befandt sig i sorg og afmagt midt i december måned, hvor hjerter og glæde ellers præger hverdagen. Hun havde så meget sygeplejefaglig kompetence og evne til at indgå en relation med denne familie, at hun opnåede at forene julens varme og glæde med familiens emotionelle og eksistentielle situation. Resultatet blev, at både patient og familie oplevede velvære og forsoning i den situation, de befandt sig i.