Ny patient i Hæmatologisk Afsnit
Her kan du få nyttig information som ny patient i Hæmatologisk Afsnit.
Du er henvist til Hæmatologisk Ambulatorium til udredning. Nedenfor har vi samlet information, der er relevant for dig, som ny patient.
Udredningen består af blodprøver og samtale med en læge, som også undersøger dig fysisk – lægen lytter til dit hjerte og dine lunger og mærker efter forstørrede lymfeknuder på kroppen. Hvis det er nødvendigt for at stille den rigtige diagnose, henviser lægen dig til at få taget et røntgenbillede eller en scanning. Det kan også være nødvendigt at undersøge, hvordan din knoglemarv fungerer ved at sende noget af knoglemarven til videre undersøgelse. Sygeplejersken, der skal foretage knoglemarvsundersøgelsen, informerer dig grundigt om undersøgelsen. Hvis du har brug for at læse mere om undersøgelsen allerede nu, kan du læse mere her.
Efter cirka 10 hverdage får du svar på de forskellige undersøgelser ved en samtale med en læge. Vi anbefaler, at du tager en pårørende med til samtalen.
Hvis undersøgelserne viser, at du har en hæmatologisk sygdom og skal i behandling, lægger du, lægen og dine pårørende en plan for behandlingen. Lægen har et forslag til hvilken behandling, der er den bedste for netop dig, men også hvilke alternativer, der er. Sammen gennemgår I fordele og ulemper, så du i samråd med lægen kan tage en god beslutning.
Hvis undersøgelsen viser, at du har en hæmatologisk sygdom men ikke har behov for behandling, fortsætter du hos os i et kontrolforløb.
Hvis du ikke har en hæmatologisk sygdom, bliver du henvist til anden udredning eller dit forløb bliver afsluttet.
Det kan være en god idé, at forberede dig inden du kommer i Hæmatologisk Ambulatorium.
Gode råd:
Skriv spørgsmål ned, når de opstår, så du kan spørge lægen eller sygeplejersken næste gang, du skal til kontrol. Nogle patienter noterer spørgsmål og svar i en notesbog. Andre bruger deres telefon eller en tablet.
- Spørg igen, hvis du ikke synes, at du får svar på dit spørgsmål.
Sig det til os, hvis vi kan gøre det bedre. Din mening er vigtig for os. - Tag en pårørende med til lægesamtaler – i hvert fald i begyndelsen. Fire ører hører bedre end to.
- Vi vil gerne vide, hvad der er vigtigt for dig. For at gøre det lettere for dig at sætte ord på, hvad der er vigtigt, har vi lavet en pjece – læs mere her.
I Hæmatologisk Ambulatorium giver vi mange forskellige behandlinger - fx kemo- og antistofbehandlinger, antibiotika og transfusioner med blod eller blodplader. Nogle behandlinger giver vi som tabletter, andre som injektioner i underhuden og andre igen som infusion direkte i en blodåre.
Før du begynder behandlingen, får du udførligt besked om, hvordan vi forventer, at netop din behandling vil forløbe. Det er vigtigt, at du spørger ind til det, du ikke forstår.
Den enkelte behandling kan tage fra fem minutter til 7 timer, og det er forskelligt, hvor ofte vores patienter skal have behandling. Du kan finde de enkelte behandlinger beskrevet her.
Det er altid lægen, der ordinerer din behandling med udgangspunkt i, hvordan du har det, og hvad dine blodprøver viser. Når lægen har ordineret behandlingen, er det en sygeplejerske, der giver den. Hvis du har over 37,5 i temperatur, er det ikke sikkert, at du er frisk nok til at få din behandling. Det er derfor vigtigt, at du måler din temperatur i endetarmen om morgenen de dage, du skal til behandling.
Din kemo- eller antistofbehandling bliver fremstillet specielt til dig på sygehusets apotek, når lægen har ordineret behandlingen. Det betyder, at der går cirka en time, før selve behandlingen kan begynde. Den tid bruger vi på at forberede dig på behandlingen. Måske skal du have lagt et tyndt kateter i en blodåre – et såkaldt PVK – og måske skal du have noget medicin, som hjælper dig med at undgå bivirkninger under behandlingen.
Når du begynder dit forløb hos os, bliver du tilknyttet en Patientansvarlig Læge og tre kontaktsygeplejersker.
Vi tilstræber, at du møder det samme personale, hver gang du kommer hos os, men vi kan ikke garantere, at det vil ske. Uanset at du får en tid hos en anden læge, er det din Patientansvarlige Læge, der har det overordnede ansvar for dit forløb hos os.
Du er altid velkommen til at ringe til os med spørgsmål, bekymring eller undring.
Vi kan ikke garantere, at du kan tale med en af dine kontaktpersoner, men vi vil altid gøre vores bedste for at hjælpe dig.
Både din sygdom og behandlingen af den kan påvirke dig og dit liv på mange måder. Den psykiske belastning kan være stor, og du kan opleve fysiske reaktioner som træthed, smerter, kvalme eller problemer med afføringen eller med hyppige infektioner. Du kan få svært ved at opretholde din normale hverdag med arbejde og/eller sociale aktiviteter. Derfor er det vigtigt for os at følge op på, hvordan du har det, og hvad vi kan gøre for at hjælpe dig.
Ofte henter vi hjælp fra andre af sygehusets mange eksperter, fx:
- Socialrådgiver
- Fysioterapeut
- Ergoterapeut
- Diætist
- Præst
- Psykolog
Vi har et tæt samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, som driver Kræftpatienternes Hus, der ligger lige ved siden af Vejle Sygehus. Her kan du og dine pårørende få rådgivning fra både uddannet og frivilligt personale. Foreningen afholder kurser og arrangerer sociale og praktiske aktiviteter, som mange af vores patienter har glæde og gavn af. Dine pårørende er velkomne til at opsøge Kræftpatienternes Hus uden dig – fx mens du får behandling. Læs mere om Kræftens Bekæmpelse her.
Derudover arbejder vi – hvis du giver lov - sammen med din egen læge og din hjemkommune om at skabe det bedste forløb for dig.
Hvis du har spørgsmål til din behandling, får feber (over 38,3) eller på anden måde har det dårligt, skal du ringe til Hæmatologisk Ambulatorium eller til Hæmatologisk Sengeafsnit, som altid har åbent. Se kontaktoplysninger her.