Skip til primært indhold

- Jeg er drevet af at gøre det godt for patienterne

Charlotte Abrahamsen er lektor på Sygehus Lillebælt og er i sin forskning drevet af at udvikle klinikken. Og så elsker hun at vandre og har været Danmarks bedste i heste-akrobatik. Mød hende i dette forskerportræt.

Lektor på sygehusgang

07-07-2023. Mød Charlotte Abrahamsen, der er lektor ved Ortopædkirurgi og Akutafdelingen på Kolding Sygehus og forsker med fokus på patientinddragelse. Tekst og foto: Søren Hygum Hansen

Hun har gang i rigtig mange forskellige projekter. På én gang. Det kræver en skarp kalender med en farverig opdeling af opgaver - og en struktur og selvdisciplin ud over det sædvanlige. Men til syvende og sidst er der især én ting, der driver Charlotte Abrahamsen i det mangeartede arbejde.
- Jeg har altid været drevet af at udvikle klinikken. Jeg vil gøre det godt for patienterne. Jeg vil gerne have, at folk har en god oplevelse, når de kommer på sygehuset. Det er dét, der driver mig i min forskning og mit arbejde, fortæller forskeren, der i sit arbejde især fokuserer på patientinddragelse.

Glad for arbejdet

Charlotte Abrahamsen er lektor ved Ortopædkirurgi og Akutafdelingen på Kolding Sygehus, og hun er en driftig forsker, der gennem de senere år har udgivet en lang række artikler, og som samtidig er vejleder for en række studerende.
- Jeg er utrolig glad for at være her. Jeg har mange muligheder, og jeg har en meget stor opbakning fra mine ledelser, forklarer hun.

Det var egentlig lidt en tilfældighed, der bragte hende på forskerbanen. I 1993 uddannede hun sig til sygeplejerske og havde i de efterfølgende år en lang række sygeplejefaglige funktioner på forskellige afdelinger på sygehusene i Vejle og Kolding.
- Min mor var sygehjælper. Og jeg var måske lidt præget af hende og tanken om at hjælpe andre mennesker. Men da jeg først kom i gang som sygeplejerske, blev jeg virkelig, virkelig glad for det. Jeg synes, det er så meningsfuldt og givende et arbejde, siger hun.

Men i 2011 – efter næsten halvandet årti som sygeplejerske – havde hun kort og godt brug for luftforandring. Hun arbejdede derfor ét år som kørende lægemiddelkonsulent, men familiære hensyn gjorde det svært at få dagligdagen med små børn til at flugte med mange kilometer på vejene. Hun vendte retur til jobbet som sygeplejerske.
- Og så tænkte jeg: Nu skal jeg simpelthen noget andet.

Tilbage på skolebænken

I en alder af 43 år tog Charlotte Abrahamsen derfor tilbage til skolebænken for at læse en sundhedsfaglig kandidat i sygepleje – med SU som indtægt og med meget yngre mennesker som mange af skolekammeraterne. I den forbindelse tog hun et studierelevant job på Akutmodtagelsen på Kolding Sygehus, hvor hun hjalp en ph.d.-studerende med at samle data til et studie.
- Og inden jeg havde fået set mig om, havde jeg selv fået tilbudt et ph.d.-forløb her i huset. Og det kunne jeg ikke sige nej til, fortæller hun.

I 2017 afleverede hun sin ph.d. – med udgangspunkt i Ortopædkirurgi og med særligt fokus på forløbet for ældre mennesker med et skrøbelighedsbrud – og siden blev hun tilbudt at fortsætte på afdelingen i kombination med en stilling som forsker og underviser på Syddansk Universitet. I de seneste år har hun været med til at udgive en lang række publikationer og artikler, og nu er hun så fuldt tilknyttet Ortopædkirurgi og Akutafdelingen i Kolding – som lektor. Udover forskning er hun samtidig vejleder og sparringspartner for en række kollegaer og studerende.
- Jeg samarbejder med meget forskellige forskere – også om projekter som har mere national karakter. Så på den måde har jeg rigtig mange projekter i gang inden for forskellige felter, men jeg trives i den her lidt uforudsigelige hverdag, hvor jeg har mange spændende kollegaer, der har samme drive som mig, fortæller hun.

Samarbejder med mange forskere

Senest har hun drevet et større, stadig igangværende projekt om patienter, der bliver sendt hjem efter at være behandlet for et brud på anklen. Charlotte Abrahamsen og kollegaerne har korlagt patienternes forløb og undersøgt deres behov for og ønsker til information til brug efter hjemkomsten.
- Vi har sammen med patienter og klinikere fra hele patientforløbet – på og uden for sygehuset – siddet sammen i fire workshops for at udvikle den patientinformation, der er relevant. Og vi har kigget på, hvad der ifølge patienterne er den bedste formidlingsform.

Informationsmaterialet blev implementeret den 1. marts, samtidig med at Charlotte Abrahamsen har skrevet forskningsartikler om det succesrige projekt.
- Det er helt klart et peak som forsker, når du får publiceret en artikel i et tidsskrift. Det er fedt. Men dét, der virkelig, virkelig gør noget godt for mig, er, når jeg kan se, at den forskning, vi laver, kommer ud og virker og bliver brugt i klinikken. For det er synd og skam at udgive artikler, der bare ligger på nettet uden at blive udnyttet, siger hun.

Danmarksmester i heste-akrobatik

Hun er samtidig midt i to projekter på Akutafdelingen – ét om patienttilfredshed i zone 4 eller ’fast track’-området, som det kaldes, og ét om optakten til indlæggelsen for ældre patienter med en medicinsk problemstilling i zone 2.

Charlotte Abrahamsen, der er vokset op i nærheden af Stuttgart i Tyskland, i Sønderborg og i Vejle, kobler fra ved blandt andet at vandre – med ægtemanden gennem næsten 25 år, som hun har to døtre på henholdsvis 26 og 24 år med. Men også med en gruppe af veninder – og hun har både gået fra kyst til kyst herhjemme og vandret på stier i udlandet.
- Jeg elsker naturen, jeg elsker roen, og jeg får sorteret i min travlhed og i mine projekter, når jeg bare går der, fortæller hun.

Hun cykler også gerne mountainbike, og så har hun fortid som Danmarks bedste til voltigering, som er akrobatik på ryggen af en hest. Hun blev danmarksmester flere gange og kom på landsholdet. I dag dyrker hun dog ikke sporten længere, men den har fortsat en plads i hendes hjerte.

Charlotte Abrahamsens lektorstilling løber til 2024, men hun tror og ikke mindst håber, hun får den forlænget.
- For det er dét her, jeg brænder for. Det er dét, jeg gerne vil.

APPFWU02V