Skip til primært indhold

Mål på Fælles Beslutningstagning

Læs mere om, hvordan man kan måle på Fælles Beslutningstagning.

Proces- og resultatmålinger

I arbejdet med implementering og forankring af Fælles Beslutningstagning hjælper mål og målinger til at vurdere, hvordan processen forløber, samt om indsatsen afspejles, dels i patienters oplevelser og dels blandt sundhedspersonale, fx i form af ændring i kompetencer eller kultur.

Støtteredskabet SDM:KOMPASS kan danne baggrund for en drøftelse af, hvilke områder, den enkelte afdeling finder mest relevant at udvikle og forbedre sig indenfor.

Ud fra dette fastsættes konkrete mål og der udpeges indikatorer samt måleredskaber. Data indsamles, analyseres og anvendes efterfølgende i afdelingens videre forbedringsarbejde.

I Center for Fælles Beslutningstagning arbejder vi med følgende målemetoder målrettet patienter, sundhedspersonale og konsultationer.

Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP)

Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelse (LUP) er en national spørgeskemaundersøgelse, der giver patienter mulighed for at give feedback på deres indlæggelser eller ambulante besøg på de danske sygehuse. Disse resultater afrapporteres løbende hver måned.

LUP indeholder dels nationale spørgsmål, dels spørgsmål på regionalt og lokalt niveau. 

I spørgsmålskataloget for spørgsmål på lokalt niveau, indgår to spørgsmål om fælles beslutningstagning. 

I Region Syddanmark er det besluttet at lade de to spørgsmål indgå på regionalt niveau. 

Det drejer sig om følgende to spørgsmål:

1. Blev der gjort en indsats for at inddrage dine overvejelser om, hvad der er vigtigt for dig, i beslutningen om, hvad der skulle ske?” ("Slet ikke (1)" til "I meget høj grad (5)") 

2. A) Indgangsspørgsmål til planlagt indlagte, akut indlagte, planlagt ambulante patienter i somatikken:
Var du med til at træffe beslutninger om din behandling under din indlæggelse/dit besøg? (Ja, Nej, Ved ikke/Ikke relevant)

Hvis ja:

  • Præsenterede personalet dig for mere end én mulighed for valg af behandling? (Ja, Nej, Ved ikke/Ikke relevant)
  • Præsenterede personalet dig for muligheden for at fravælge behandling?  (Ja, Nej, Ved ikke/Ikke relevant)
  • Blev du præsenteret for fordele og ulemper ved de forskellige muligheder for behandling/fravalg af behandling? ("Slet ikke (1)" til "I meget høj grad (5)")

2. B) Indgangsspørgsmål til voksne ambulante patienter i psykiatrien:
Var du med til at træffe beslutninger om din behandling ved dit seneste besøg? (Ja, Nej)

Hvis ja: 

  • Præsenterede personalet dig for mere end én mulighed for valg af behandling? (Ja, Nej)
  • Blev du præsenteret for fordele og ulemper ved de forskellige muligheder for behandling/fravalg af behandling? ("Slet ikke (1)" til "I meget høj grad (5)”

Målemetodernes navn og formål – oversigt, emneopdelt

CollaboRATE

Formål: At undersøge patienternes perspektiv på, i hvor høj grad de bliver inddraget i beslutningsprocesser i forbindelse med en konkret samtale i afdelingen. Fokus er på patientens oplevelse af at blive lyttet til med hensyn til ønsker og behov i den konkrete valgsituation, samt om disse anvendes aktivt i beslutningen.

Control preference scale

Formål: At undersøge patientens foretrukne rolle og ønske om medbestemmelse i beslutningssituationen.

Decision Regret Scale

Formål: At få viden om, om valget, der er truffet, er i overensstemmelse med patientens præferencer, når patienten ser tilbage på beslutningen.

LUP-løbende

Formål: Gennem de to LUP-løbende spørgsmål, at undersøge, om patienters oplevelse af at deltage i beslutninger om deres undersøgelse, behandling, pleje eller andet i forløbet, bedres i den periode, hvor fælles beslutningstagning implementeres i jeres afdeling.

SDM_process_4

Formål: At undersøge, i hvor høj grad patienterne oplever at blive inddraget i beslutningsprocessen i forbindelse med en konkret samtale. Fokus er på patientens oplevelse af at blive præsenteret for en valgsituation, samt om der som led i beslutningsprocessen aktivt bliver spurgt ind til patientens præferencer.

SDM-Q-9

Formål: At undersøge patienternes perspektiv på, i hvor høj grad de bliver inddraget i beslutningsprocesser i forbindelse med en konkret samtale i afdelingen.

Dokumentationsaudit

Formål: At undersøge om dokumentationen i journalen ændrer sig, efter at sundhedsfaglige i afdelingen er blevet undervist i fælles beslutningstagning.

Kvalitativt interview

Formål: Formålet med interviewet er at undersøge sundhedsfagligenes og/eller patienternes oplevelse eller forståelse af det, der ønskes belyst. Det kan fx være oplevelsen af at have og/eller anvende kompetencer i fælles beslutningstagning i patientsamtaler.

Paretoanalyse

Formål: At undersøge, hvilke barrierer og/eller styrker, sundhedsfaglige i afdelingen oplever som de største i forbindelse med implementering af fælles beslutningstagning. Dermed skabes bedre grundlag for at tilpasse implementeringsprocessen, hvilket øger sandsynligheden for at lykkes med den.

SDM-Q-Doc

Formål: At undersøge den sundhedsfagliges perspektiv på, i hvor høj grad han/hun vurderer at have inddraget patienten i beslutningsprocesser i forbindelse med en konkret samtale.



OPTION12

Formål: Observationer af konsultationer med patienter. Fokus er graden af fælles beslutningstagning i samtalen mellem patient og sundhedspersonale. Der måles på 12 forskellige punkter.

OPTION5

Formål: Observationer af konsultationer med patienter. Fokus er graden af fælles beslutningstagning i samtalen mellem patient og sundhedsfaglige. Der måles på fem forskellige punkter.

Kontakt ved spørgsmål

Center for Fælles Beslutningstagning

Beriderbakken 4, 7100 Vejle


APPFWU02V