Kikkertundersøgelse af tyktarm i bedøvelse
Udtømning med Plenvu/Dulcolax
Information om kikkertundersøgelse af tyktarm (koloskopi):
Koloskopi er en kikkertundersøgelse af hele tyktarmen. Den bliver udført med en lang bøjelig slange med et kamera i spidsen. Slangen er ca. så tyk som en finger. Den bliver ført ind i endetarmen og videre i tyktarmen.
Undersøgelsen kan vise, om der er forandringer i tarmen.
Der pustes luft i tarmen. Det kan give følelsen af at være oppustet og/eller at få afføringstrang. Du kan opleve smerter på grund af stræk på tarmene.
Vi kan tage prøver af slimhinden og fjerne polypper. Dette er smertefrit.
For at kunne lave undersøgelsen, skal tarmen være tømt for afføring. Derfor er en udtømning nødvendig.
Udtømningen består af 2 portioner Plenvu og afføringsmidlet Dulcolax, som er vedlagt i det fysiske brev, vi har sendt til dig.
Undersøgelsen varer ca. 30 minutter. Herudover må du forvente tid til forberedelse og hviletid efter undersøgelsen, i alt ca. 2-3 timer.
Hjemtransport efter undersøgelsen
Du har været bedøvet. Derfor frarådes du at køre et motorkøretøj eller på cykel i 24 timer efter undersøgelsen. Du skal derfor sørge for at blive hentet eller tage offentlig transport hjem.
Har du sukkersyge?
Hvis du tager insulin, skal du måle dit blodsukker oftere i det sidste døgn før og på undersøgelsesdagen. Det kan være nødvendigt at tage lidt mindre insulin. Ved tvivl, kontakt egen læge.
Er du i tabletbehandling, skal du holde pause på undersøgelsesdagen, indtil undersøgelsen er overstået.
5 dage før undersøgelsen
Får du jerntabletter, må du ikke tage dem. Du må ikke spise mad med synlige kerner, f.eks. brød med kerner, hørfrø, sesamfrø, vindruer mv. Desuden bør du ikke spise tomat og majs. Er der mad, du er i tvivl om, så undlad at spise det. Du skal drikke mindst 2 liter væske pr. dag.
3 dage før undersøgelsen
Har du tendens til hård afføring, eller har du blot afføring et par gange om ugen, anbefaler vi, at du køber afføringsmidlet Magnesia på apoteket og tager 2 tabletter morgen og 2 tabletter aften.
Dagen før undersøgelsen – Udtømning
Udtømningen består af 2 portioner Plenvu og afføringsmidlet Dulcolax.
Obs: Du skal følge vejledningen nedenfor og IKKE den i Plenvu-pakken.
Udtømningen giver diarré, men kan også medføre kvalme, hovedpine og kuldefornemmelse. Drik derfor rigeligt med væske (2-3 liter) i løbet af dagen.
Kl. 12.00
Tag 2 tabletter Dulcolax med et glas vand.
Indtil kl. 16.00
Du må spise kernefri kost:
- Kogt, lyst kød (kylling eller fisk)
- Pasta
- Kogte kartofler
- Lyst brød uden kerner (f.eks. toastbrød)
- Kogte æg.
Efter kl. 16.00
Du må ikke få fast føde, men kun tynde/klare væsker (ikke mælkeprodukter):
- Bouillon og klar suppe uden fyld
- Saftevand, sodavand og sodavandsis
- Juice uden frugtkød
- Vand
- Kaffe og te (uden mælk og fløde).
Kl. 18.00
Tag 2 tabletter Dulcolax med 1 glas vand.
Obs. Du må tage din vanlige medicin indtil 2 timer før eller 2 timer efter indtag af Plenvu (du må ikke tage jern).
Kl. 20.00
Tilbered og drik den første portion Plenvu. Hæld Dosis 1 (et brev pulver) i en kande. Tilsæt 1/2 liter (500 ml) vand. Rør rundt til indholdet er opløst. Det kan tage op til 8 minutter. Blandingen drikkes langsomt i løbet af 1 time sammen med endnu 1/2 liter (500 ml) tynd/klar væske.
Drik gerne så meget som muligt de næste timer - kun tynde/klare væsker.
Efter 1-3 timer vil du få løs afføring.
Vær opmærksom på
Udtømningen bliver ikke bedre af kun at drikke vand. Ved at drikke salt- og sukkerholdige væsker kan du forebygge hovedpine. Du kan opleve, at du bliver sløj og træt.
På undersøgelsesdagen
Obs: Du må tage din vanlige medicin indtil 2 timer før eller 2 timer efter indtag af Plenvu (du må ikke tage jern og tabletter for sukkersyge).
6 timer før mødetid
Du må ikke spise bouillon eller klar suppe, men du må fortsat drikke tynde/klare væsker.
4 timer før mødetid
Tilbered og drik den anden portion Plenvu. Hæld Dosis 2 (brev A og brev B) i en kande. Tilsæt 1/2 liter (500 ml) vand. Rør rundt til indholdet er opløst. Blandingen drikkes langsomt i løbet af 1 time sammen med endnu 1/1 liter (500 ml) tynd/klar væske.
Drik gerne så meget som muligt den næste time - kun tynde/klar væsker.
Afføringen skal være vandtynd for, at udtømningen er fuldstændig. Er den ikke det, skal du drikke mere af de tynde/klare væsker, indtil afføringen er vandtynd.
Eksempel: Hvis mødetidspunktet er kl. 10.00, skal du drikke anden portion Plenvu kl. 06.00.
2 timer før mødetid
Du skal være fastende. Det vil sige, at du hverken må spise eller drikke 2 timer før mødetid. Dog må du ved behov tage din vanlige medicin umiddelbart inden, du faster.
Når du møder i afsnittet
Når du ankommer, skal du registrere dig med dit sundhedskort eller CPR-nr. på ankomstskærmen og tage plads i venteområdet. Vær forberedt på ventetid. Inden undersøgelsen vil du tale med en sygeplejerske, som vil gøre dig klar. Derefter skal du skifte til hospitalstøj.
Efter undersøgelsen
- Du bliver kørt på opvågningsstuen, hvor du hviler dig.
- Hvis der er fjernet polypper og/eller taget vævsprøver, kan der komme lidt blod bagefter. Det er ufarligt.
- Du bliver informeret om resultatet af undersøgelsen, inden du går herfra.
- Hvis der er taget prøver, vil du hurtigst muligt få svar på dem.
- Du har været i bedøvelse. Derfor frarådes du at køre et motorkøretøj eller på cykel i 24 timer efter undersøgelsen.
- Du skal sørge for at blive hentet eller tage offentlig transport hjem.
Risiko og komplikationer ved undersøgelsen
Det er meget sjældent, at der opstår problemer under eller efter undersøgelsen. Risikoen, for at der går hul på tarmen, er meget lille.
Hvis du i det første døgn efter undersøgelsen oplever
- stærke mavesmerter
- kraftig blødning
- feber over 38 grader
skal du kontakte Endoskopisk Afsnit på telefon 79 40 67 85. Efter kl. 14.00 kan du kontakte Organ- og Plastikkirurgisk Sengeafsnit A260 på telefon 79 40 56 70.
|
Kontakt Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling Beriderbakken 4 7100 Vejle Endoskopisk Afsnit 79 40 67 85 (hverdage kl. 9-14) Organ- og Plastikkirurgisk Sengeafsnit 79 40 56 70 (hele døgnet) |
|
pinfoSLB-1749254457-95 107283 | 26.08.2026 |