Skip til primært indhold

Bedøvelse af børn

Forældreinformation

Det er vigtigt, at I læser denne information grundigt, inden jeres barn skal bedøves, da den indeholder oplysninger omkring barnets reaktioner på bedøvelse samt praktiske oplysninger og gode råd til, hvordan I bedst hjælper jeres barn igennem bedøvelsen.

Inden bedøvelsen

Inden bedøvelsen, ofte ved forundersøgelsen, kommer der en anæstesilæge og taler med jer og jeres barn om bedøvelsen. Her aftales det blandt andet, hvordan jeres barn bliver lagt til at sove ved bedøvelsen og I får lejlighed til at stille spørgsmål om bedøvelsen.

Hvis jeres barn er bange for at blive bedøvet, kan vi aftale, at barnet inden bedøvelsen får lidt beroligende medicin.

Faste

Dit barn skal faste før operationen. Det betyder:

  • 6 timer før operationen skal dit barn stoppe med at spise al mad (også alle mælkeprodukter, juice med frugtkød og smoothie)
  • 4 timer før operationen skal du stoppe med at give dit barn modermælkserstatning
  • 3 timer før operationen skal du stoppe med at give dit barn modermælk
  • 1 time før operationen skal dit barn stoppe med at drikke alle væsker. Vi anbefaler , at det sidste, barnet drikker, indeholder sukker. Det kan gøre, at barnet har det bedre efter operationen.

Hvis dit barn har mad eller væske i maven, når det er bedøvet, kan det glide op af mavesækken og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Det kan give alvorlige komplikationer. Hvis barnet ikke har fastet, bliver operationen udsat eller aflyst.

Fra tidspunktet, hvor jeres barn møder om morgenen, til det bliver bedøvet, går der lidt tid, oftest omkring 1 time – men af forskellige årsager, kan der nogle gange komme til at gå længere tid. Den beroligende medicin gives enten i endetarmen eller drikkes i lidt saft 15-30 minutter, før barnet skal bedøves.

Bedøvelsen

Jeres barn må have 2 forældre (eller stedfortrædere for forældre) med på operationsstuen.

Jeres rolle er som forældre at støtte jeres barn på operationsstuen, indtil det sover.

Når barnet sover, går I tilbage til sengeafdelingen. Når barnet begynder at vågne efter operationen, vil vi ringe efter jer igen, så I kan mødes med barnet på opvågningsstuen.

Inden barnet lægges til at sove, måler vi iltindholdet i blodet med et lille fingerbøl på barnets finger. Nogle gange sætter vi også klistermærker med ledninger på brystet for at måle hjerterytmen og en blodtryksmanchet på armen for at måle blodtrykket.

Mængden af bedøvelsesmedicin vil altid være tilpasset barnets alder og størrelse. Der vil altid være en anæstesilæge og/eller en anæstesisygeplejerske, som passer på barnet under hele operationen. Vedkommende vil også ledsage jeres barn hen til opvågningsstuen, når indgrebet er overstået og barnet begynder at vågne.

I forbindelse med bedøvelsen bliver vejrtrækningen nedsat. Vi vil derfor sikre, at barnet får tilstrækkeligt med luft ved at give ilt og støtte vejrtrækningen gennem en maske over næsen og munden, mens barnet falder i søvn. Når barnet sover, vil vi ofte lægge et blødt plastikrør ned i halsen og give ilt og støtte vejrtrækningen gennem røret. Plastikrøret fjernes igen, inden barnet vågner.

Vi kan lægge jeres barn til at sove på 2 måder:

  • Anæstesimiddel (bedøvelsesmedicin) i en blodåre.
  • Anæstesimiddel (bedøvelsesmedicin) via en maske.

Hvilken måde, der vælges, aftales med anæstesilægen, inden I kommer på operationsafdelingen.

Sove med bedøvelsesmedicin i en blodåre

Man starter med at lægge en venflon (et ca. 1,5 mm tyndt plastikrør) ind i en blodåre på hånden, armen eller foden. Herefter gives der bedøvelsesmedicin i plastikrøret og barnet falder i søvn i løbet af meget kort tid.

""

""

Sove med maske

Barnet lægges til at sove med soveluft og ilt gennem en maske over næsen og munden.

Mindre børn vil ofte kunne sidde på skødet af én af jer forældre, mens det falder i søvn med masken på. Det er en fordel, hvis I på forhånd har bestemt, hvem af jer, der skal sidde med barnet.

I nogle tilfælde er det dog nødvendigt, at barnet ligger på operationslejet, mens det bliver lagt til at sove.

Hos lidt større børn (over ca. 3 år), som kan samarbejde om at have masken på, starter vi med at give lattergas, som er et lugtfrit bedøvelsesmiddel. Når barnet begynder at blive døsigt efter ca.1 minut, giver vi et stærkere lugtende bedøvelsesmiddel i ca. 1- 2 minutter yderligere, hvorefter barnet sover.

""

Hvis jeres barn er så lille, at det ikke kan samarbejde om at beholde masken på i den tid, det tager at falde i søvn og masken derfor må holdes fast, lægger vi med det samme ud med det stærkere lugtende bedøvelsesmiddel, hvorefter barnet vil sove allerede efter ca. 1 minut. Der lægges venflon (et ca. 1,5 mm tyndt plastikrør) i en blodåre, når barnet sover

Mens barnet falder i søvn med maske, kan følgende forekomme:

  • Snorkende vejrtrækning, hvor barnet kan lyde tæt. Dette gælder specielt, hvis der er polypper eller store mandler.
  • Uregelmæssig vejrtrækning, hvor barnet enten holder pauser i vejrtrækningen eller trækker vejret meget hurtigt og overfladisk.
  • Barnet spænder i kroppen og vrider sig efter, at det ellers er begyndt at slappe af og sove.

Dette er naturlige reaktioner på bedøvelsen og er ikke bevidst for barnet, som heller ikke kan huske det bagefter. Det varer ganske kort tid og er ikke farligt, men kan godt se lidt ubehageligt ud.

Opvågningsafdelingen

Når operationen er færdig, og barnet så småt begynder at vågne, bliver det kørt ind i Opvågningsafdelingen. Samtidig bliver der ringet efter jer, således at I kan komme og møde jeres barn, når det kommer ind i opvågningsafdelingen.

Efter operationen bliver der givet smertestillende i den venflon, der er blevet lagt, hvis det er nødvendigt samt nogle gange væske. Vi overvåger også bl.a. barnets vejrtrækning ved at observere det og ved hjælp af en måler på hånden eller foden. Nogle gange kan måleren ikke anvendes, hvis barnet er uroligt, og vi vil da observere det ekstra nøje i stedet for. Efter operationen kan barnet være hvid om næsen og have lidt rødme i ansigtet og foran på brystet. Dette er helt ufarligt og forsvinder i løbet af få timer.

Hvad I som forældre kan gøre for at hjælpe jeres barn, når det skal bedøves:

  • Forsøg selv at være så rolig og afklaret som muligt.
  • Undgå at give udtryk for jeres bekymring eller ængstelse, mens barnet hører på det.
  • Forbered barnet på, hvad der skal ske ved at snakke om det inden, I kommer på sygehuset.
  • Vær så ærlig som muligt overfor barnet.
  • Lad barnet medbringe et sovedyr eller lignende, hvis det har et sådant.
  • Tal beroligende til barnet, mens det bliver bedøvet. Syng evt. en sang, som barnet kender og holder af.
  • Husk at tale med jeres barn om det, barnet har oplevet, mens det var på sygehuset.

""

Kontakt

Anæstesiologisk Afdeling

Beriderbakken 4

7100 Vejle

79 40 62 00


pinfoSLB-412869465-62 104047   |   13.10.2026

APPFWU02V