Skip til primært indhold

Udskrivelse af børn født med GA over 35 uger

Du har fået dette informationsark, fordi dit barn er indlagt på Neonatal og snart skal udskrives. Vi vil forsøge at give svar på nogle af de spørgsmål, som ofte stilles ved udskrivelsen.

Udskrivelse

Der er stor forskel på, hvor langt og kompliceret et indlæggelsesforløb kan være. Det er derfor ikke alle ting, du vil opleve som lige relevante.

Hvis du bliver i tvivl om noget efter udskrivelsen, kan du søge råd og vejledning hos sundhedsplejersken.

Pjecen er inddelt i emner. Du kan derfor vælge at læse om de emner, der er vigtige for dig. Hvis du har spørgsmål, som ikke bliver besvaret i pjecen, skal du endelig spørge plejepersonalet.

Alle råd i pjecen er ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Ernæring

Her kan du læse om amning og flaske.

Amning

Dit barn melder sig formodentlig med 2-5 timers interval og virker veltilpas mellem måltiderne. Dit barn har de første uger behov for mindst 8 amme måltider for at blive mæt og holde gang i mælkeproduktionen.

Tøm først det ene bryst, så dit barn får den fede mælk, og tilbyd derefter det andet bryst ved behov. Der startes med skiftevis højre og venstre bryst. Mælkeproduktionen er tilpasset dit barns behov, både hvad angår sammensætning og mængde. Dit barn får efterhånden behov for mere mælk, og vil derfor i perioder die hyppigere (især om aftenen) i et par døgn, indtil mælkeproduktionen er øget.

Sundhedsstyrelsen anbefaler fuld amning indtil 6 måneder – delvis amning anbefales til 12 måneder eller længere, hvis mor og barn trives med det.

I modermælken findes stoffer fra alt, hvad moderen indtager. Derfor bør moderen undgå at ryge. Hun bør være tilbageholdende med alkohol og højst drikke 3 kopper kaffe om dagen. Spise en sund og varieret kost uden unødige kemiske stoffer og unødvendig medicin.

Flaske

Dit barn har dagligt brug for en mælkemængde, der svarer til omkring 1/6 af dets kropsvægt den første levemåned. Herefter falder behovet gradvis til 1/9 af dets vægt. Dit barn vil i løbet af døgnet spise varierende mængder.

Modermælkserstatning er lavet, så det bedst mulig tilgodeser dit barns behov – det kan købes både færdigblandet og som pulver. Ved brug af pulver er det meget vigtigt at følge vejledningen på emballagen vedrørende blandingsforhold, så dit barn får den rette ernæring. Du må ikke lave mælkeblandinger til flere måltider. Men du kan koge vand til flere gange og sætte det i køleskab ved højst 5 grader. Det kan holde sig et døgn. Ved tilberedning skal du opvarme vandet som anbefalet i vejledningen på dåsen. Mælk der er til overs, skal smides ud – det må ikke gemmes og genopvarmes.

Rengøring af ammebrikker, sutter, flaskesutter og flasker

Du kan bede plejepersonalet om informationsarket "Rengøring - Sutter, udmalkningssæt, ammebrikker, brystvortebeskytter og latch assist".

Flasker vaskes med flaskerenser, opvaskemiddel og varmt vand - skyldes til sidst grundigt. Koges herefter i 5 minutter i en gryde eller mikroovn, hvorefter vandet hældes fra. Kan også vaskes i opvaskemaskine ved mindst 65 grader.

Kosttilskud

Personalet vejleder dig i vitamin- og jerntilskud til dit barn.

Gulsot

Nogle børn udvikler gulsot, der kræver behandling. Børn med gulsot bliver gule i huden, sløve og sover meget. Kontakt sundhedsplejersken eller din egen læge, hvis du er i tvivl om, dit barn har gulsot. Nogle børn er stadig gule i huden, når de er 2 uger gamle. I den situation skal der tages en særlig blodprøve via den praktiserende læge.

Udskillelse

Dit barns afføring og mængder af urin ændrer sig fra dag til dag i den første leveuge. Nedenstående er en beskrivelse af det mest almindelige forløb.

Dag 1-2:

Barnet tisser første gang inden for 24 timer og herefter 2 eller flere gange i løbet af døgnet. Barnet har afføring 1 eller flere gange i løbet af døgnet. Afføringen er sort, brun eller mørkegrøn de første dage.

Dag 3-4:

Barnet tisser mindst 3 gange i døgnet. Barnet har afføring mindst 2 gange i døgnet. Farven skifter og bliver mere grøn.

Dag 5-6:

Barnet har mindst 5 tissebleer i døgnet. Barnet har mindst 4 afføringer i døgnet. Farven er skiftet til gulgrøn.

Dag 7:

Barnet har mindst 6 tissebleer i døgnet. Barnet har mindst 3 afføringer i døgnet (større end en 5 krone). Afføringen er gul og har en syrlig duft. Den er løs eller blød i konsistensen og kan være lidt grynet.

Børn, der får modermælkserstatning

Efter den første uge er det almindeligt at børn, der får modermælkserstatning, har færre og mindre løse eller bløde afføringer. Hvis dit barn får modermælkserstatning, kan du hjælpe dit barn med at holde gang i maven ved at give mavemassage og lave cykelbevægelser med dets ben.

Nogle børn kan have brug for afføringsmiddel for at holde passende gang i maven.

Børn, der udelukkende får modermælk

Nogle børn kan have perioder, hvor der går 1-2 uger mellem dets afføringer.

Spørg sundhedsplejersken til råds ved tvivl, og lad hende hjælpe med at vurdere, om dit barn har passende gang i maven.

Vask

Brug skum- eller bomuldsklude og lunkent vand, når dit barn skal vaskes. Benyt kun sæbe og creme, når det er nødvendigt. Benyt kun vådservietter, når I er på tur. Og så vidt muligt kun dem, der er uden parfume og andre tilsætningsstoffer.

Vask dit barn dagligt i ansigtet, bag ørene, mellem folderne på halsen, under armene og forneden både fortil og bagtil.

Bad

I starten er det ikke nødvendigt at bade dit barn mere end et par gange om ugen. Badevandet skal være 35-37 grader varmt (albuevarmt eller bade-termometer). Benyt ikke sæbe, da det udtørrer huden. Hvis dit barn har meget hår, kan det være godt at vaske det med neutral shampoo en gang i mellem.

Negle

I starten er dit barns negle så bløde, at de kan nulres korte. Det gøres lettest efter bad. Senere skal de klippes lige over med en lille saks. Benyt eventuelt en sandfil til at afrunde skarpe hjørner, der kan rive dit barn.

Sekret ved øjnene

Vask med saltvand. Det kan købes på apoteket. Der bruges en ren vattot ved hvert strøg. Ved samtidig hævelse og rødme af slimhinden kontaktes din egen læge med henblik på eventuel handling.

Lugt, sekret eller rødme fra navlen

Vask godt med neutral sæbe omkring navlen. Og sørg for at der altid er rent og tørt omkring navlen.

Navlestumpen falder almindeligvis af i løbet af 1-2 uger.

Rød numse

Foretag hyppige bleskift og omhyggelig vask med uparfumeret sæbe ved afføring. Vigtig med grundig aftøring og gerne lufttørring. Hvis huden er irriteret, kan du smøre med et tyndt lag barrierecreme, fx Inotyol eller zinksalve. Hvis der er hudløshed, kan du lægge kogtvandsklude på. Hvis huden omkring numsen ud over at være rød også er "knopret", kontaktes egen læge, da der kan være tale om svamp.

Arp

Du kan forebygge arp ved forsigtigt at massere dit barns hovedbund og børste eller rede med en blød tandbørste eller en tættekam. Vær ekstra opmærksom, hvis dit barn har meget hår, da det i så fald kan være svært at holde øje med hovedbunden.

Trøske (svampeinfektion i barnets mundhule)

Trøske ses som hvide belægninger på tungen og i mundhulen, og kan ikke umiddelbart gnides væk med en klud på en finger. Kontakt egen læge, da der kan være tale om behandlingskrævende trøske. Du kan ofte forebygge udviklingen af trøske ved renlighed med dit barns sutter.

Du kan bede personalet om pjecen "Barnebad", hvis du ikke har fået vist, hvordan du bader dit barn. Eller du kan spørge sundhedsplejersken til råds.

Påklædning

Brug tøj, der er behageligt, gerne bomuld og uld, som passer i størrelse til dit barn og til årstiden. Du kan mærke efter i dit barns nakke og på dets bryst om temperaturen er tilpas.

Vask nyt tøj inden brug, da det kan indeholde overskudsfarve og skadelige kemikalier fra produktionen. Begræns eller undgå brug af vaskepulver og skyllemiddel med parfume og andre skadelige kemiske stoffer.

Søvn og hvile

Det sikreste sted for dit barn at sove er i dets egen seng i samme rum som forældrene. Hvis du alligevel vælger, at dit barn skal sove i samme seng som dig og din eventuelle partner, skal du være opmærksom på, at det ligger, så det ikke kan falde ned. Dit barn skal have lige så meget plads, som hvis det lå i sin egen seng. Det skal sove under sin egen lette babydyne. Og bør ikke sove sammen med kæledyr eller større søskende.

Du kan reducere risikoen for vuggedød, ved at dit barn ikke udsættes for tobaksrøg, og ved at lade det sover på ryggen i et rum, hvor der ikke er for varmt. Du kan forebygge fladt og skævt baghoved ved at lade dit barn ligge uden hovedpude og vende dit barns ansigt skiftevis mod højre og venstre.

Indeliv

Du bør undgå, at der bliver røget indendørs. Ligeledes bør du undgå duftgivere, maling og sprayprodukter samt begrænse brug af stearinlys og brændeovnsrøg. Det er godt at lufte ud med gennemtræk 2 gang om dagen i 5-10 minutter og altid inden sengetid. Vær opmærksom på, at dit barn ikke får træk imens. Den bedste indendørstemperatur for dit barn er på 20-22 grader. Dog højest 20 grader i det værelse, hvor dit barn skal sove.

Vend dit barns madras hyppigt – også den i barnevognen – for at forbygge skimmelsvamp, og vask sengetøjet ved 60 grader. Benyt helst miljømærkede rengøringsprodukter, og undgå produkter med advarselsmærkater.

Rygning

Børn er sårbare overfor tobaksrøg, da luftveje og andre organer ikke er færdigudviklede. Giftstofferne i tobaksrøg kan hindre normal udvikling. Børn, der udsættes for tobaksrøg, bliver oftere syge og rammes hårdere af en lang række sygdomme end børn af ikke-rygere.

Det er ikke kun den synlige røg, der er sundhedsskadelig. De skadelige stoffer fra tobaksrøgen sætter sig i tøj, gardiner, tæpper, møbler m.m. Derfor bør du undgå, at dit barn udsættes for passiv rygning eller opholder sig i rum, hvor der bliver røget.

Udeliv

Lad først dit barn sove ude, når det er begyndt at tage på, og når det i øvrigt er i god trivsel. Start med små korte gåture i barnevognen, så dit barn kan vænne sig til det. Vær opmærksom på, at dit barn hverken har det for koldt eller for varmt, mærk efter nogle gange, når det sover ude. Du kan mærke i dit barns nakke, om det føles tørt og lunt. Spørg eventuelt sundhedsplejersken til råds om, hvornår dit barn er klar til at sove udenfor.

Sommer

Lad ikke dit barn opholde sig i solen, og beskyt det mod genskin fra omgivelserne. Stil barnevognen i skygge, og flyt barnevognen i takt med, at skyggen forsvinder. Brug myggenet, og dæk aldrig åbningen med stofble, da denne begrænser luftcirkulationen og dermed giver risiko for høj temperatur inde i barnevognen.

Vinter

Lad ikke dit barn sove ude, hvis det er koldere end 10 graders frost eller rimtåge. Du kan isolere barnevognens bund og sider med fx et lag aviser. Stil barnevognen i læ for blæst.

Regn

Stil barnevognen i læ under et halvtag. Brug regnslag, der passer til barnevognen ved gåtur i regnvejr.

Forebyggelse af infektion

Vær opmærksom på, om besøgende har sygdomme, der smitter. Sørg for god håndhygiejne inden kontakt med dit barn. Tænk på at vaske hænder, når du har skiftet dit barns ble, især hvis der er afføring.

Barnets signaler og udvikling

Det er vigtigt, at dit barn er trygt og i balance med selv. Læs dit barns signaler, og tag hensyn til dem. Dit barn stimuleres og udvikles i samværet med sine forældre. Det er derfor en god idé at snakke med dit barn, smile til det og synge for det.

Det kan være en god idé at vente med at tage dit barn med i svømmehal, til det er fortrolig med vand. Vær også her opmærksom på dit barns signaler, da ikke alle børn har det godt med den uro og støj, der kan være i en svømmehal.

Når dit barn er vågent, kan det med fordel lægges i maveleje, så det kan træne sine nakke- og rygmuskler.

Søskende

Hvis dit barn har søskende, kan du forvente, at de føler jalousi over for den lille ny. De har jo måttet undvære en eller begge forældre under indlæggelsen, og skal nu dele din opmærksomhed med en lillesøster eller lillebror. Det kan være en god idé at inddrage større søskende i pasningen af den lille, fx holde i hånd i forbindelse med pusling, give sutten eller lignende. Måske kan du lade en anden passe den lille, så du kan have lidt alene tid med den større søskende.

Forældrerollen og parforholdet (hvis du har en partner)

Det er nok først efter udskrivelsen, at det går helt op for jer, hvad det er, I har været igennem. Og igen omkring jeres barns 1-års fødselsdag kan det være svært, da tanker og følelser fra tiden omkring fødslen kan komme væltende tilbage. Nogle forældre har glæde af at bevare kontakten til andre forældre, de har mødt under indlæggelsen.

Vær opmærksom på, at en fødselsdepression kan ramme begge i parforholdet, og tag eventuelt kontakt til sundhedsplejersken eller jeres egen læge.

For barnet kan der være fordele ved, at forældre er forskellige. Husk, at begge forældre oftest har noget godt at tilbyde barnet. Giv plads til hinanden og accepter, at I måske har forskellige måder at gøre tingene på.

Opfølgning på indlæggelse

Inden du udskrives med dit barn, aftaler du med personalet, om dit barn skal ses ambulant efter udskrivelsen. Når dit barn er 5 uger gammelt, skal det til undersøgelse hos jeres egen læge.

Transport

Færdselsloven siger, at alle i bilen skal være spændt fast, og at der ikke må være flere i bilen, end der er seler til. Sikkerhedsudstyr skal være godkendt med ECE 44-03, ECE44-04 eller i-Size.

Rådet for Sikker Trafik siger, at bagud vendt baby-stol er bedst. Husk at frakoble airbaggen, hvis dit barn er placeret på forsædet.

Hold pause med jævne mellemrum, og tag barnet op af stolen, hvis I skal på en længere køretur.

Øvrigt

Hvis du er interesseret, kan du læse mere i disse udgivelser, som findes på nettet:

  • Børn i bilen; Rådet for Sikker Trafik; 12-16
  • Forebyg vuggedød - til forældre; Sundhedsstyrelsen; 2016
  • Sunde børn - til forældre med børn i alderen 0-2 år; Sundhedsstyrelsen og Komiteen for Sundhedsoplysning; 2019
  • Tjek bleen; Sundhedsstyrelsen og Komiteen for Sundhedsoplysning; 2017

Kontakt

Børne- og Ungeafdelingen

Sygehusvej 24

6000 Kolding

 

Neonatal

76 36 33 14


pinfoSLB-655458838-213 157207   |   25.06.2026

APPFWU01V