Frossen skulder
Hvis du ved din samtale ved lægen, har fået diagnosen ”frossen skulder”, overgår du til et forløb ved en behandlersygeplejerske i ambulatoriet.
En frossen skulder er en irritationstilstand i ledkapslen, som giver både smerter og nedsat bevægelighed, i skulderleddet. For yderligere information se informationsarket Frossen skulder.
Du kommer til 1. samtale ved behandlersygeplejersken 6-8 uger efter forundersøgelsen.
Samtalen ved sygeplejersken tager udgangspunkt i din situation og dine ønsker og behov. Hver samtale afsluttes med, at vi aftaler det videre forløb i samarbejde med en af skuldersektorens læger. For yderligere information se pjecen Frossen skulder – samtale ved sygeplejerske.
Under samtalen vil sygeplejersken komme ind på, hvordan det går med:
- smerter i skulderen og smertelindring
- bevægelighed i din frosne skulder
- hvordan går det med dit liv – herunder arbejde/sygemelding, søvn og netværk
- humøret – er det påvirket
- hvad kan du selv gøre for at lindre – herunder bl.a. varme/kulde, massage, akupunktur
Behandlersygeplejersken vil desuden undersøge din skulders bevægelighed. Her ses en af øvelserne.
Du vil have op til 2-4 samtaler hos sygeplejersken sideløbende med evt. akupunktur eller blokader, alt efter hvad du vælger eller har behov for. Ligeledes medgives du en informationsark Øvelser til frossen skulder i optøende fase, som du i samråd med sygeplejersken vurderer, hvornår du er klar til at begynde på.
Der går cirka 6-8 uger mellem hver samtale/behandling. Du afsluttes, når skulderen er i optøende fase og sendes ud til kommunal fysioterapi.