Kikkertoperation i knæet
Du har smerter i knæet og skal derfor kikkertopereres. Under operationen reparerer eller fjerner vi de beskadigede eller irriterede dele. Det kan være knæets brusk, menisker eller slimhinde.
Selve operationen kan vare op til 1 time. Du skal forvente, at hele dit besøg varer 4-6 timer med ventetid før og efter operationen.
Sådan forbereder du dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig inden operationen. Nogle forberedelser er afgørende for, om vi kan operere dig, mens andre har betydning for dit videre forløb.
Faste
Du skal faste før operationen. Det betyder:
- 6 timer før operationen skal du stoppe med at spise al mad, mælkeprodukter, juice med frugtkød og smoothie. Drik heller ikke mælk i din kaffe/te.
- 2 timer før operationen skal du stoppe med at drikke alle væsker. Vi anbefaler, at det sidste, du drikker, indeholder sukker. Det kan gøre, at du har det bedre efter operationen.
Hvis du har mad eller væske i maven, når du er bedøvet, kan det glide op af mavesækken og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Det kan give alvorlige komplikationer. Hvis du ikke har fastet, bliver din operation udsat eller aflyst.
Medicin
Du skal tage den medicin, du plejer, medmindre vi har aftalt andet med dig ved forundersøgelsen inden operationen.
Hvis du har diabetes og bruger insulinpumpe, skal du fortsætte med pumpens faste basalindstillinger.
Hvis du får tabletter eller indsprøjtninger mod diabetes, skal du holde pause med medicinen op til operationen, som vi har aftalt ved forundersøgelsen.
Begynder du på ny medicin efter forundersøgelsen, eller har du spørgsmål, skal du kontakte os. Tag din vanlige medicin med på sygehuset.
2 timer før operationen skal du tage 2 tabletter paracetamol 500 mg (fx Panodil, Pinex eller Pamol). Tag også 1 tablet ibuprofen 400 mg (fx Ipren, Ibumetin), hvis du tåler det.
Kontakt os, hvis du har sår, rifter eller tegn på sygdom
Når du skal opereres, må du ikke have sår, bumser, insektstik, eksem eller rifter på knæet. Resten af din krop skal være fri for betændte sår eller bylder. Sår eller andet på huden øger risikoen for infektion, og i nogle tilfælde kan vi være nødt til at aflyse operationen.
Du må heller ikke være – eller lige have været – i behandling med antibiotika for fx blærebetændelse eller tandproblemer.
Hvis du bliver forkølet, syg eller får feber, skal du ringe til os på 79 40 57 43.
Rygning
Hvis du ryger, anbefaler vi, at du stopper med at ryge mindst 8 uger før operationen, for rygning kan give dig flere komplikationer og problemer med heling af operationssåret. Selv en kortere pause vil være gavnlig.
Gør dig klar til operationen
Inden du møder til operationen, skal du:
- undgå at fjerne hår på benet i 1 uge op til operationen
- tage et bad og vaske dig grundigt på benet
- undgå at bruge creme på benet
- undgå makeup og neglelak
- fjerne eventuelle smykker og piercinger
- fjerne kontaktlinser eller tage et etui til dem med på sygehuset
- tage rent tøj på, du selv let kan få af og på
- medbringe et par sko, der sidder godt på foden.
Forbered din hjemkomst
Du må ikke selv køre hjem eller tage offentlig transport, så du skal arrangere, at nogen henter dig på sygehuset.
Den første tid efter operationen kan du have fysiske begrænsninger på grund af smerter og hævelse. Du kan derfor have brug for lidt hjælp fra en pårørende i dagene efter.
Hjælp fremtidens patienter
Vi har altid flere forskningsprojekter på afdelingen, så vi kan udvikle og forbedre behandlingen for kommende patienter. Derfor kan du opleve, at vi ringer til dig eller spørger dig, når du møder på afdelingen, om du vil deltage i vores forskning. Det er helt frivilligt, og du har altid ret til at sige nej eller trække dig.
På sygehuset
Når du er på sygehuset, sker der meget på kort tid. Vi forsøger at holde dig og dine pårørende godt informeret undervejs, og du er altid velkommen til at stille spørgsmål.
Sådan foregår operationen
Du bliver fuldt bedøvet, så du sover og ikke mærker smerter under operationen. Du får bedøvelsen gennem en blodåre i håndryggen.
Når bedøvelsen virker, laver vi nogle snit i huden ved knæet og fører en kikkert ind. Det kan være nødvendigt at lave flere snit for at kunne komme ind de rigtige steder i knæet. Vi undersøger hele dit knæ og reparerer eller fjerner eventuelt beskadigede eller irriterede dele.
Du bliver også lokalbedøvet i knæet. Lokalbedøvelsen virker i cirka 3 timer.
Til sidst lukkes sårene med tråde eller klips, og du får en forbinding på.
Mulige komplikationer
Ved alle operationer er der risiko for komplikationer.
De hyppigste komplikationer er, at:
- du får en blodansamling, som kan give smerter
- benet hæver
- huden ved knæet bliver misfarvet
- du oplever ændret følesans i huden omkring knæet.
I nogle tilfælde sker det, at:
- du danner arvæv i knæet
- du oplever irritation af knæets slimhinder.
Meget sjældne komplikationer er, at:
- der går betændelse i såret
- du får en blodprop i benet.
Efter operationen
Efter operationen bliver du kørt på opvågningsafsnittet, hvor du skal være, indtil vi er sikre på, at du har det godt.
Nogle oplever at have kvalme og kaste op efter bedøvelsen. Du får medicin mod smerter og kvalme, hvis du har behov for det. Fortæl os gerne, hvis du tidligere har oplevet at få kvalme efter bedøvelse, så vi kan give dig noget kvalmestillende medicin forebyggende inden operationen.
Du bliver udskrevet senere på dagen, når vi vurderer, at du er klar til det.
Når du kommer hjem
Inden du skal hjem, taler vi med dig om, hvad du skal være særligt opmærksom på. Det har betydning for, hvor godt du kommer dig i tiden efter.
Forholdsregler de første 24 timer
Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer, da du kan være påvirket af bedøvelsen. Vær opmærksom på, at du:
- har en person, du kan ringe til, hvis du har brug for hjælp.
- ikke må køre bil eller andre køretøjer.
- ikke må betjene maskiner.
Sygemelding
Sygemeldingens længde afhænger af, hvilket arbejde du har. Hvis du har stillesiddende arbejde, skal du forvente at være sygemeldt i 1-2 uger. Hvis du har fysisk krævende arbejde, skal du forvente at være sygemeldt i 2-4 uger.
Ved nogle typer operation kan du have behov for at være sygemeldt i op til 3 måneder. Det taler vi med dig om.
Vent med at køre bil
Du må ikke køre bil i minimum 1 uge efter operationen. Vi taler med dig om, hvor længe du har kørselsforbud.
Mere viden
På vores hjemmeside kan du finde en video af, hvad der skal ske på operationsdagen:
www.sygehuslillebaelt.dk/ortov-knae-operationsdagen
|
Kontakt Ortopædkirurgisk Afdeling Beriderbakken 4 7100 Vejle Ortopædkirurgisk Dagafsnit 79 40 57 43 |
|
pinfoSLB-1412858612-128 108160 | 15.07.2026 |