Skip til primært indhold

Beroligende behandling med akupunktur og lys før operation

Det er normalt at være spændt eller nervøs før en planlagt operation. Vi tilbyder beroligende behandling i form af akupunktur og/eller lysbehandling for at gøre dig afslappet og rolig.

Hvis du ikke ønsker beroligende behandling, bliver din operation gennemført helt som planlagt.

Akupunktur er en ældre kinesisk behandlingsmetode, hvor tynde nåle stikkes ind i huden på særlige punkter på kroppen. Det kan lindre smerter, kvalme, nervøsitet og angst. Vi bruger kun sterile engangsnåle.

Lysbehandling består af behandling med medicinsk godkendt lys via en slags lommelygte på særlige punkter på øret.

Sådan foregår behandlingen

Du får behandlingen som en del af de øvrige forberedelser på operationsdagen. Du skal blot møde op til det aftalte mødetidspunkt.

Du ligger typisk på en hvilestol, mens du får nåle og lys. Når du har fået sat nåle i, lyser vi på dit øre. Hvis du lider af nåleskræk, kan vi alene behandle med lys på udvalgte punkter.

Det er helt normalt, at din krop reagerer på behandlingen. Du kan fx mærke:

  • afslappethed eller træthed
  • forøget energi og velvære
  • kløe, summen og prikken i kroppen
  • varme- eller kuldefornemmelser
  • en følelsesmæssig reaktion, fordi du kommer i en afslappet tilstand.

Behandlingen varer 15-20 minutter.

Bivirkninger

Der kan være mindre bivirkninger ved akupunktur. Ofte forsvinder de hurtigt igen. Det kan fx være:

  • blå mærker ved nålene
  • en mindre blødning, når nålene fjernes
  • ømhed, hvor nålene har siddet
  • kvalme
  • utilpashed
  • svimmelhed og besvimelse.

Blodfortyndende medicin

Fortæl os, hvis du får blodfortyndende medicin.

Hvis du får blodfortyndende medicin, har du en øget risiko for at bløde, hvor vi stikker nålene ind i huden.

Kontakt

Ortopædkirurgisk Afdeling

Beriderbakken 4

7100 Vejle

Ortopædkirurgisk Dagafsnit  

79 40 57 43 (hverdage kl. 8-15)


pinfoSLB-1412858612-227 118656   |   15.05.2026

APPFWU02V